Olga Ravn

2012-01-27T15:46:00.004+01:00

I januar står solen ind på mit arbejdshjørne i ca 20. minutter hver dag, så går den om bag huset overfor. Det ser sådan her ud.

2012-01-27T10:00:00.000+01:00

Stines Min mor siger udkommer i dag d. 27. januar 2012!

2012-01-26T10:00:00.000+01:00

2012-01-25T13:04:00.002+01:00

SPACE IS THE PLACE

2012-01-18T13:00:00.000+01:00

Jeg kommer med en håndfuld boganbefalinger på cover.dk her, og så tilgiv mig min selvfremhævende linkning, men inden på "information og kontakt" lige til højre kan man finde links til anmeldelser og et interview i forlængelse af min nyligt udgivne bog, hvis man skulle være interesset i det. Billedet er en gammel illustration af solpletter fra inden man begyndte at fotografere universet. Kærlig hilsen attentatflæsen

2012-01-17T10:00:00.000+01:00

Udkommer i dag Jeg æder mig selv som lyng. Kærlig hilsen

2012-01-06T09:00:00.000+01:00

Klumme i information i dag: Ikke til oversættelse

2012-01-05T16:50:00.004+01:00

Her er en anden tekst fra internettet, jeg også godt kan lide. Det er er digt af Ingrid Nymo, trykt hos Slagtryk:

Tulle

Hun besidder en særlig

fornemmelse for vinter. Vandpytten drejede sig

i virkeligheden om

hendes evne til at absorbere himlen.

Skyklapperne sider om ører og øjne, et vådt blik mellem

klappende luffer, det er så koldt

derude, mine fingre

gør oprør mod kakkelovnen

i stuen, og med sit

hvide palads i hænderne løber hun

ud mod sol og godnathistorier, sarkofagen

synker i det fjerne og slægtskabet

til vores mødre

regner ned over os som sne.

2012-01-03T12:01:00.005+01:00

Her er en tekst om kærlighed, jeg virkelig godt kan lide, den er fra bloggen Sugartits:

Brad was my first boyfriend. Not the Real Kind of First Boyfriend you go to the movies with or lose your virginity to or even blow in the woods behind school but the kind that says “will you go out with me” when he can’t actually take you out, the kind that only holds your hand and kisses you on the cheek because you’re both only Twelve Years Old-the kind that you eventually leave for a High Schooler.

Brad and I met in Sixth Grade Tech Class where I praised his spiky hair and he made fun of my Blink 182 shirt. He was slight, fair-skinned and silly. The funniest person I’ve met. In the cafeteria I could count on him to make me spit out my chicken nuggets or square pizza or whatever shit we were eating because of how hard he’d be making me laugh - and you could forget having a class with him without peeing your pants or getting afternoon detention. We shared our lunches every day until his friend Paul convinced him to “ask me out” via a handwritten note my friend Naomi had to hand me, which I said “yes” to and thus became “His Girlfriend.” So for a few months we’d meet at our lockers to exchange nervous conversation intended to impress our friends and imply we’re sexually active until I actually did become sexually active, with an older kid. So I let Brad go as my Middle School Boyfriend, to remain friends with him instead.

The problem is we couldn’t be friends. We went off to different High Schools and I started running with a “bad crowd” while he began dividing his time between band and reading and generally being creative and great. Still, as teenagers, he’d call my house every night while I’d either be out with my Boyfriend or telling my Mom to convince him I was - and I don’t recall why I avoided him but figure it had something to do with the fact that I knew he was better, smarter and sweeter than any of My Boys and didn’t want to deal with that guilt, or, worse, be forced to question my choices. Yet he persisted, even sending letters to my house, one of which I remember specifically saying, as I read it hundreds of times, that I made him “want to be a better person.” The irony of which isn’t lost on me, as at that time I was a piece of shit.

When Brad got accepted to the same University as me he left an excited message on my answering machine, and, listening to it, I thought maybe we’d get the chance to Reconnect. Maybe we’d go to Frat Parties together and help each other with exams and bond over shared memories of “old times.” So I called him back and he was happy and I felt good about Our Future until we actually moved into the ASU dorms and I quickly became too busy scoring coke and going home every weekend to my Junkie Boyfriend to return his enduring calls. And by the time I did become single and got a bit clean, he had already transferred schools and I had made plans to move to Milan.

Brad called me last night.

“Well you still have the same number and I heard you were back in town.”

“Yeah! Hey! Wow.”

“How long are you here for?”

“Till the 10^th! You?”

“I leave tomorrow. You have plans tonight?”

We decide to meet at a bar on Franklin in an hour so I take a shower and opt to not shave, as I assume that “nothing will happen.” I put on something tight and my sister’s big coat and ask my Mom to drive me “and call me later, just in case I’ll want to escape.”

He enters the bar with shining wet hair, wearing only a black shirt and jeans. “Let’s sit at this table,” he says, pointing to a corner, “it’s the table couples always break up at. And tonight I’m breaking up with you.”

He’s still hilarious. He buys me three whiskey gingers and cracks me up all night. I’m so used to men taking themselves seriously, trying to be intimidating or tough when I’ve realized all I want is a guy who makes fart jokes and can impersonate cartoons. And as I laugh I wonder why I chose losers over him, and more importantly, why the fuck he’s even willing to sit with me now. He invites me to a local Kegger but I tell him I should be getting home. He remembers the way.

He pulls into my driveway and I speak before he can.

“So should we make out or something?"

He unbuckles his seatbelt, slides over to me, and firmly pushes me down. He looks at me, touches my lips, and reaches under my skirt. He kisses fantastically and his hands are large and strong. He’s good. I get wet.

Ten minutes later, I’m naked and we’re grabbing each other like frantic, starved puppies. My head is knocking against the car door as he fingers me and sucks on my tits. I hear a noise.

“Wait! What was that?”

"What?”

“Someone’s here.”

“It’s OK.”

“Wait dude, we’re like, in front of my house.”

“So?”

“So my parents will see us!”

“I can drive somewhere else.”

“No, I mean, maybe I should go home.”

“No fucking way,” he shakes his head, “I’ve been waiting for this for twelve years.”

I let him pin me down again, and this time he’s aggressive, holding my wrists together, with one hand, behind my bruising back. I watch him take off his pants to reveal his smooth, perfect cock - one of the best I’ve seen. I sit up to take it into my mouth and he sighs in relief. When I feel he’s close, I lay back down, so he can split me open. His movements are seamless, as if he’s rehearsed this before, in his head, I imagine - yet it’s so genuine and comfortable I can really relax till he finally makes me cum.

I lay in his lap while he smokes a cigarette and strokes my matted hair.

“I’m sorry about everything,” I say.

“What?”

“You know.”

“Yeah, well. It’s ok. It doesn’t matter now.”

Before he leaves, we High-Five.

God jul!

2011-12-24T11:14:00.002+01:00

MÆLK OG BÆR

2011-12-20T14:32:00.006+01:00

LISTE OVER MAD I RØDE OG HVIDE FARVER:

Risalamande med kirsebærsovs

Spegepølsemad på hvidt brød

Gedeost med solbærsyltetøj

Yoghurt med bær

Jordbær med mælk

Rødgrød med fløde

Et halvt rødt æble (hvid på den flade side, rød på den rundede)

Rødstribede pebermyntebolcher

Ris med tomatsovs

Rød marcipan med overtræk af hvid chokolade (meget skræmmende)

Ribs med råcreme

En bøf med hvid sovs (stegt rare)

Flødeskum og syltetøj

Tomatsuppe med en klat creme fraiche

Syltetøjsmadder på hvidt brød

Røde peberfrugter fyldt med friskost

Vandmelon (uden kerner, skåret fri af skallen)

En licheefrugt (se billedet)

Det er mælk og bær for alle pengene.

OVERSPRINGSHANDLING #4 Blob

2011-12-18T18:13:00.008+01:00

ANDRE MULIGE PRESSETEKSTER

Presseteksten til min bog er endt med følgende ordlyd:

En lyrisk og temperamentsfuld samling om grøn uld og om at løsrive sig fra rollen som ung pige uden at vide, hvad man ellers kan være.

Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til, eftersom der er en særlig skrap omskrivning af hvad jeg foreslog, men jeg foreslog selvfølgelig også, at forlaget kunne tilføje som de ville.

Her er i stedet forslag til andre mulige og måske mere rammende (eller minus rammende) pressetekster, som jeg har fiflet med her i min umådelige overspringshandlende søndag:

Forslag nr. 1

Hvad kan man bære i munden? En mørk hersker, som et hårspænde, en artighed som en mørk hersker. Omverden såvel som det skrivende jegs egen person viser sig som et uigennemskueligt krat, der vokser i en skandinavisk lysning, ikke uden en vis skandinavisk gotik, eller bare en gotik, der også er anatomiens og abortens skyggefulde leg med hinanden. Det medfører en tæring, en genskabelse af sig selv i en lang tæring. Pigesind må bukke under for pigesind. Slim og pop. Kød og papirklip.

Forslag nr. 2

Hvad er det for et halvmørkt køkken, pigen kommer fra, hvor dejklumpen stille ælter sig selv som et tandhjul? Hvad gemmer sig under hjertets forhud, af aldrig så snart er det søde? Hvor mange piger tager det at skrive kroppen rød? Hvilken form antager det røde, det hvide, det grønne, det sortbrune og det lilla? Kan man genskabe sig selv i en lang march, i en lang tæring? Er man allerede så voksen som man kan blive i sit pigesind? Hvad er en attentatflæse? Hvem bærer skorpionungerne på ryggen?

Forslag nr. 3

En digtsamling om at blive voksen. Det kan godt være svært. Den handler også om farver og krop og ting. Man behøver ikke nødvendigvis at forstår det hele. Haha. Lol.

Ja okay, så kunne jeg ikke rigtig mere. God søndag og glædelig jul.

2011-12-16T21:19:00.005+01:00

BOGRECEPTION:

JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG
udkommer d. 17. januar.
Det er en bog, jeg har skrevet. Den er 71 sider lang.
Det fejres fra kl. 17. og frem på The Log Lady Café i Studiestræde nr. 27, København.

Der vil være øl og mulighed for at købe en bog.
Celeste+Inner Garden står for musikken.

Alle er velkomne! Jeg glæder mig til at se jer!

Kærlig hilsen
Olga Ravn

Celeste+Inner Garden

2011-12-14T15:39:00.002+01:00

2011-12-14T10:00:00.000+01:00

Me and my book.

2011-12-13T11:00:00.000+01:00

2011-12-12T19:00:00.000+01:00

2011-12-12T00:39:00.006+01:00

These rocks are from space. Slim slizes of meteorites viewed through a polarizing microscope.

2011-12-10T10:00:00.000+01:00

2011-12-09T10:00:00.000+01:00

2011-12-08T10:00:00.000+01:00

2011-12-07T10:00:00.000+01:00

2011-12-06T10:00:00.000+01:00

2011-12-05T10:00:00.000+01:00

2011-12-04T19:07:00.000+01:00

2011-12-04T10:00:00.001+01:00

2011-12-03T09:00:00.001+01:00

no place like home

2011-12-02T10:00:00.002+01:00

2011-12-01T10:00:00.000+01:00

2011-11-30T14:00:00.000+01:00

2011-11-29T14:00:00.000+01:00

2011-11-28T18:00:00.000+01:00

2011-11-28T14:00:00.001+01:00

2011-11-27T22:17:00.002+01:00

2011-11-25T18:55:00.002+01:00

Efterårets klummer (som jeg har skrevet + en sommerklumme):

Flora i farver

Famøse strikkere

Portræt af anmelderen som ung bananflue

Når mørket mørker mørkt

Jeg skriver til Dem fra kysten i Normandiet

2011-11-18T14:50:00.006+01:00

---Udkommer d. 17. januar 2012

2011-11-17T15:22:00.003+01:00

Her er Iben på Slagtryk: To digte.

Trailerloving

2011-11-16T18:46:00.003+01:00

Jeg har en svaghed for stort anlagte genrefilm fra Hollywood, men mest hvis de genrer er fantasy eller science fiction (eller virkelig gode gysere eller superheltefilm og i ny og næ en seriøst sødmefyldt damefilm), åh det er skønt med sovs. Her er tre, der kommer snart, jeg glæder mig til:

The Hunger Games:

Chronicle:

Og så den sovsede: Snow White and the Huntsman:

DET SORTE VED MUNDEN // GLENN CHRISTIAN

2011-11-10T17:21:00.016+01:00

Engang ville jeg anmelde Glenn Christians digtsamling Ruben i Femina, men forsiden, som bestod af en ildevarslende rød flade, huede ikke min redaktør, som gik meget op i layout og spiselighed, eller også forudså jeg, at for at denne digtsamling skulle slippe igennem til damebladets sider, så måtte jeg trumfe den røde forside i det barske spil, det er at få de titler man interesserer sig for på tryk, og altså lykkedes det mig at udfritte Glenn et fantastisk sorthvidt fotografi af digteren selv siddende henslængt i solen iført hvid undertrøje og solbriller, men nu ved jeg ikke hvor det er henne. Ak! Engang var det i Femina og overskriften var Gennembrud! Christian (f. 1976) debuterede på bogform med Det hjemlige i 2008 og har efterhånden længe imponeret, mig i hvert fald, med sine korte digtsamlinger og hybrid-udgivelser, der ofte arbejder meget nuanceret med brug af stemme og stemmeskift (men altid typisk stemme-Glennsk alligevel), eller med små skred i digtenes tone. Med et ofte uhyggeligt billedsprog, en snigende desperation, der siver frem og tilbage mellem privatlivet og en offentlighed, man måske kan kalde kapitalistisk. Hos Glenn, eller sådan læser jeg det lige i dag, sker der tit en form for afsmitning det private og det offentlige imellem, og det er en afsmitning af smertefuld og truende karakter. Det medfører en næsten ufrivillig intimitet med en virtuel, en ansigtløs vold: "Jeg læser en overskrift. / Er stadig på fornavn med alle de myrdede: Lisa." som der fx. står i hans kommende projekt Det sorte ved munden, en slags samling af løse ark i en mappe inklusiv billeder og lyd, hvis jeg har forstået det rigtigt, udgivet på After Hand. Så det spurgte jeg ham lige til + lidt mere:

Jeg har hørt ude i byen, at du kommer med en bog på After Hand, der hedder Det sorte ved munden. Er det rigtigt? Kan du sige noget om, hvad den handler om, er det digte?

Projektet kommer ud i november. Og ja, det er digte (cirka). Det bliver et slags samarbejdsprojekt med 3 aktører: Lea Porsager, Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin og Synnøve Brøgger… To billedkunstnere og en danser. Det gør mig lidt nervøs!

Jeg har haft svært ved at holde styr på de bøger og hæfter, du har udgivet. Hvor mange er det? Og er det en del af din praksis, eller en del af værkernes betydning, kan man sige, at de kommer på mindre forlag, i fine håndklipsede eksemplarer, uden om institutioner og den slags, eller blev det bare sådan?

Jeg har vel cirka 4 udgivelser bag mig på nuværende tidspunkt. Er stadig super glad for mine udgivelser på 28/6, og især den hjælp og frihed forlaget After Hand med

Mathias Kokholm og Henrik Have har givet mig! Jeg har

egentlig ikke, via mine udgivelser, tænkt på en større institutionskritik. Jeg mener, det at

arbejde med kunst forpligter, som alt andet, at man forholder sig etisk til omverden. At man

laver politisk arbejde. Prøver at gå aktiv i kamp mod den stigende fascisme. Reagerer på det normative lort Pia Kjærsgaard og Henrik Dahl konstant forpester alle med, uanset om man udgiver på store eller små og forlag, arbejder i en kiosk eller gør rent. Bor på en øde ø eller…

Det er måske en smule selvoptaget, men tit bliver jeg meget interesseret i kvindens ståsted, eller hendes status, i dine digte. Her tænker jeg på den første suite i Ruben og på de digte, du havde med i forrige udgave af Morgenrøde. Det er som om, der er et raseri til stede, som ligesom flyder ud og ind af kvinden, så er det hendes raseri, eller så er det en andens rasende syn på hende. Et slags had-kærlighedsforhold, hvor man ikke rigtig kan holde ud at blive i nogen af positionerne. Hvorfor skriver du om hende? Er det helt fejllæst?

Nej, det er slet ikke fejllæst eller selvoptaget. Jeg har selv så svært ved at udtale mig om disse tekster, både fra Morgenrøde og den første suite i Ruben. Kvinden i de forskellige tekster er nok mest mig udstyret med pik og patter, badet i et litterært "selvhad" (nu lyder jeg allerede som een på vej mod druknedøden med lim i lungerne). Jeg leder stadig efter et tredje køn, som jeg kan forsøge at skrive ud fra. Som jeg kan bebo. Forsøger nu, med mine nye projekter, at banke det dualistiske aspekt ned, som desværre styrede min udgivelse Ruben alt for meget. Hvis jeg kan. Jammerligt, jeg kan ikke sige så meget og svarer slet ikke på dit spørgsmål, undskyld! Jeg må i stedet stærkt anbefale Bjørn Rasmussens nye bog: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Det er den (citeret fra din blog Olga) cyborgificering, som forhåbentlig snart bliver en mulig fremtid i både kunsten og livet.

Hvad bliver du inspireret af?

Lige nu bruger jeg en musiker som Glenn Branca og bandet Moss (www.myspace.com/cthonicrites). Ellers læser jeg litteratur, hvor (på nuværende tidspunkt) Elfriede Jelinek, Johan Jönson, Mikkel Thykier og Hannah Arendt kan være min redning.

Hvad læser du lige nu?

Pablo Llambías' Monte Lema, ellers kigger jeg lidt rundt i antropologen Michael Taussigs artikler og værker og prøver at forene mig mere og mere med Donna Haraway. Måske en dag bliver verden Harawayiansk!

Skal du hjem til jul?

Måske, jeg regner med det…

Glenn Christian bor på Nørrebro.

Første del af Det sorte ved munden udkommer i november 2011, anden del udkommer til næste år.

Læs andre spørgsmål og svar her: Amalie Smith, Tue Andersen Nexø, Mette Moestrup, Julie Sten Knudsen, Cecilie Lind, Anders Haahr Rasmussen og Naja Vucina Pedersen.

2011-11-09T18:22:00.012+01:00

Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily, Karin Johannison: Melankoliska rum, Anaïs Nin: House of Incest, Anja Utler: engulf - enkindle (i en fantastisk oversættelse), Paul Celan: Snow Part / Schneepart (i en ret så skrækkelig oversættelse), Rosmarie Waldrop: Curves to the Apple, Joan Didion: The Year of Magical Thinking, Jenny Tunedal: Mitt krig, sviter, Marguerite Duras:Writing, Ingeborg Bachmann og Paul Celan: Correspondence.

Det har jeg lige læst, læser nu, eller ville ønske jeg læste i stedet for at være så træt om aftenen, at det eneste jeg kan overskue er at se Keeping Up With the Kardashians og spise minutnudler. Hej hej.

2011-11-04T10:00:00.000+01:00

BÅREBUKET DRENG

2011-11-03T15:20:00.006+01:00

DET SØGER I PÅ (you crazy people)

Søgningskombinationer, der har ført surfere til denne blog:

- tisvilde strand+sex

- sommeren slutter

- "dårlig kunst er" dårlig for revolutionen

- blomster digte valmuer

- bårebuket dreng

- digte om en måne med gys i

- du så virkelig smuk ud i dag skat

- hunde der snuser i skridt

- ingen skamhår

- lyse silkekjoler

- røde skamhår

- skamhår hos 11 årige piger

- sproget påvirker virkeligheden

- tøs+hersker

- tørrede markblomster

- vild liderlig mørke damer

- varm mad ældre og nattesøvn

Ja, jeg ved ikke hvad alt det med skamhår er for noget (og seriously skamhår? jeg troede man sagde kønshår), men listen i sig selv kan godt læses som et ok fint (men også en smule uhyggeligt) digt. Kh Olga

2011-11-03T10:00:00.000+01:00

Hurra! Olivias første bog Et ansigt til Emily udkommer i dag! Wow alle mine venner debuterer ud over hele verden og udfordrer den med deres store talenter, og det er så dejligt og jeg fejrer det danske sprog, faktisk!

2011-11-01T18:00:00.000+01:00

2011-11-01T15:48:00.000+01:00

Lille guide om eftermiddagen

2011-10-28T15:06:00.017+02:00

Til mine litteraturvidenskabsstuderende venner, som i en pause fortalte mig, at de ikke vidste, hvor de skulle begynde med den nye danske litteratur (den som ikke lige huserer på bestsellerlisterne og i de store interviews) og til andre, der har det på samme måde, men bare ikke lige læser litteratur på Københavns universitet, her er min super nepotistiske og subjektive guide til jer:

1. Til den historiske romanelsker: Harald Woetmann: Vågen

Læs mere

1. Til det queer-smertende Taylor Swift-hjerte: Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Læs mere

1. Til det myndigt-glade diskurskritiske og temperamentsfulde sørgmod: Mette Mostrup: Kingsize og Jævnet med jorden

Læs mere

1. Til metaforelskeren og barndomshuskeren: Josefine Klougart: Stigninger og fald

Læs mere

1. Til den vrede, kapitalismekritiske, humoristiske og ømme: Lars Skinnebachs triologi Digte 04-09 som lige nu kan købes samlet i lækker indpakning: I morgen findes systemerne igen, Din misbruger, Enhver betydning er også en mislyd

Læs mere

1. Til den popkulturelle (men følsomme og intelligente) festabe: Theis Ørntoft: Yeahsuiten

Læs mere

1. Til den kunstinteresserede + magtsprogshader: Ramsus Graff: Folkets prosa

Læs mere

1. Til den holistisk interesserede og okkulte hekseven: Ida Marie Hede: Seancer

Læs mere

1. Til mørke-dyrkeren: Katinka My Jones: Sølv

Læs mere

1. Til den i had/kærligheds-forhold sejlende sansende og indædt: Glenn Christian: Ruben

Læs mere

1. Til den videnskabeligt undersøgelsesglade og internetentusiast samt til alle der stalker mulige love-objects: Amalie Smith: De næste 5000 dage
Læs mere

1. Til den alvorlige og rastløse: Julie Sten Knudsen: Hjem er en retning

Læs mere

1. Til den længselsfulde samt udødelighedsdrømmende sorg-blide: Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily

Læs mere

1. Til den hjemvendte backpacker, eller til den action-sex fornøjede med ultra-dry humor og stik i hjertet: Hanne Højgaard Viemose: Hannah

Læs mere

1. Til middelklassens desperado og science fiction femi-krimi vrangvender: Lars Frost: Skønvirke

Læs mere

Ak ja, man kan sige, disse bøger kan selvfølgelig ikke presses ind i det korte prædikater, jeg kaster efter dem, men et sted skal man starte. Jeg håber, det bliver noget for jer! DE ER ALLE SAMMEN GODE OG DER ER ENDNU FLERE, dem har jeg nok bare ikke fået læst. God læselyst, på læs-mere linkene kan man også købe. Hurra og hej hej.

Yay! Fjerkræ!

2011-10-28T10:00:00.000+02:00

2011-10-27T13:00:00.000+02:00

2011-10-26T13:00:00.000+02:00

2011-10-25T09:49:00.001+02:00

VINDER KÅRES - MEN POLL BLIVER VED MED AT TÆLLE

2011-10-18T22:17:00.006+02:00

Ak ja, jeg kan ikke finde ud af at standse pollen nedenunder, må den tælle i vildt langt tid. Men sikkert er det jo, at Afterhand med 57 stemmer lige nu er Dk's sejeste forlag, skarpt forfulgt af sidste års vinder Basilisk med 49 stemmer. Flere har også gjort mig opmærksom på en urskov af forlag og litterære tiltag, som jeg enten ikke kendte til eller simpelthen glemte, det var fx. Autre, Ordenes By, Miaeuropa, Ostenfeld og Hygge Factorys Ordskælv, Jeg ved egentlig ikke, hvad vi skal bruge denne afstemning til, men forhåbentlig var det lidt sjovt, og Afterhand sejrer på internettet men også meget andre steder og det er fortjent. Hurra!

ÅRSAFSTEMNING - DKs SEJESTE FORLAG

2011-10-10T17:45:00.017+02:00

Yes, mine kære, så er tiden kommet til, at vi endnu engang, hvis vi vil og orker, kan stemme om hvem, der skal have titlen som Dks sejeste forlag. Der er gået præcis 376 dage siden vi stemte sidst, det vil sige godt og vel et år, og nu altså, som en genindførelse simpelthen stemning igen. Sidste år vandt Basilisk flot og nu barsler de jo også med nye danske debutanter, så uha min analyse og så videre. På listen er forlag, som jeg umiddelbart kunne komme i tanke om, det er en ret vilkårlig udvælgelse må man sige, og jeg glemmer sikkert meget, så på med det i kommentarfeltet, hvis jeg har glemt noget, så laver jeg bare en ekstra poll. Forlag, der endnu intet har udgivet, kan ikke kvalificerer sig, så lektor-hypede Sisyfos fx. må vente. Forlag som virker til at have trykket på pause eller lign., har jeg også ladet ligge, det resulterer fx. i at Fingerprint og Koordinat ikke figurerer på listen til forskel fra sidste år. Men både Borgen og Hjørring lever stadig, tror jeg da, så de er på. Det er live and let die i forlagsbranchen. Jeg håber I vil være med til at stemme.

ps. I år kan man også stemme på mere end ét forlag, hvis man vil det.

survey software

survey services

Yay! Flere skalddyr!

2011-10-10T10:00:00.000+02:00

Yay! Skalddyr!

2011-10-08T17:44:00.001+02:00

2011-09-30T13:00:00.004+02:00

Anmeldelse af Adda Djørups nye digtsamling i informeren her, pennet af mig, samt klummelir: Portræt af anmelderen som ung bananflue. God weekend!

2011-09-28T15:38:00.002+02:00

Bare et lille hej

2011-09-23T15:53:00.005+02:00

Nå, men så arbejder jeg meget og det går stærkt, så meget hurtigt skal man danne sig en mening, en overordnet en mening, den slags: godt eller skidt, spændende eller virkelig ikke spændende. Så læser jeg fx. Susanne Stauns Hilsen fra Rexville til Femina, og det er vel nok en dejlig thriller på den der stille og rolige måde, hvor det man kan svælge lidt i en række cliff hangere, en smule mere viden fra kapitel til kapitel, støvregn og rødvin, men jeg tænker også, at en feministisk læsning er meget oplagt, findes den allerede, er der nogen der ved det? Fx. er der lige en kvindelig retsmediciner, som, typisk Staun, er total detective-novel hårdkogt, men så sker der lige det vilde twist, som jeg altså nyder at læse super-feministisk, at denne dame afprøver kemikalier på egen krop for at kom til bunds i mishandlingssager. Hele det her med at kroppen bliver trukket ind som eksperimentfelt i en kriminal-tradition, hvor intellektet og evt. semi-clairvoyante evner ellers altid står for opklaringen, det er meget interessant. Nå. Og så læser jeg også Murakamis nye 1Q84, det er virkelig noget klamt noget. Jeg fatter ikke den Murakami-feber. Mit indtryk er at psykologien er blevet trukket i en automat, hvor barske massøsers ansigter er som masker og de store litterære mænd er fjerne i øjnene som klipperne på bagsiden af månen. Ad. Jeg synes det er en mærkelig virkelighed at fremstille mennesker sådan. Helt flade, meget myndigt skriver han sig pinlig. Nå. Og så også snart flere bøger, digtsamlinger, og noget til uni om Le Corbusiers længsel efter perfekt stringens og den slags fascistisk ha. Det er bare det jeg laver, ofte vil jeg helst bare snakke om bøgerne med venner og bekendte, end ligesom udkrystallisere pointerne i tekst. Så tænker jeg det lidt, at pointeren bliver så stagnerede. Men det er vel også okay, og anyway, som Geri fra Spice Girls skrev i gruppens officielle biografi, i morgen bruger de alligevel aviserne til at indpakke fish'n'chips.

Bjørn i dag!

2011-09-20T09:35:00.004+02:00

Min kommentar, min ultrakorte tirsdagslæsning af Bjørn Rasmussens debutroman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, som udkommer i dag d. 20. september: DE-SUBJEKTIFICERINGEN ER DØD, LÆNGE LEVE SELV-CYBORGIFICERINGEN!

2011-09-17T16:05:00.002+02:00

Anmeldelse af Maja Magdalena Swiderskas Brudstykke i Informeren: Her.

Flere planer

2011-09-15T16:12:00.004+02:00

2011-09-14T13:55:00.006+02:00

Ny redaktion på Den blå port fra foråret 2012: Josefine Klougart, Jonas Rolsted og undertegnede. Yes sir, yes madam!

2011-09-13T09:38:00.002+02:00

UGENS LILLE

2011-09-12T12:01:00.006+02:00

INSPIRATION: Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Udkommer d. 20. sept, og hvor speaker den titel dog the truth! Anja Utler: engulf - enkindle, brillant oversat fra tysk af Kurt Beals. Sylvia Plath: Ariel. Joan Didion: The Year of Magical Thinking. Miriam Toews: summer of my amazing luck. Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning. Henri Michaux: Streker (fra Gasspedal!), Jäderlund: Vad hjälper det en människa om hun häller rent vatten över sig i alle sina dagar. En bog jeg sådan set læser hele tiden.

2011-09-10T16:52:00.000+02:00

Julies bog udkommer i dag!

2011-09-08T10:00:00.000+02:00

Julie Sten-Knudsens debutdigtsamling Hjem er en retning udkommer satme i dag d. 8. september!

2011-09-06T18:19:00.000+02:00

En rigtig kritiker skal være et permanent hygiejneproblem

2011-09-06T11:40:00.006+02:00

Udkommer i dag! Jeg har en tekst med, der hedder Autoritetsproblemer - Læsning ligner andre handlinger. Men Horace Engdahl er så klog! Hør lige her hvordan han spidder det i sit bidrag:

"I hastigt mod siger man noget om en bog, inden man for alvor har sat sig ned med den. Man siger noget, som man gætter på er rigtigt, blandt andet noget, som man tror, at den, man taler med, gerne vil høre. Men når man siden hen læser teksten ordentligt, må man erkende, at det, man sagde, var forkert. Der indtræder da en fysiologisk reaktion. Man vrider sig, det prikker i kroppen, indtil man har fået sagt, hvad man egentlig mener. Noget af det samme oplever man, når der er opstået en alment udbredt vurdering af en bog, en vurdering, som man efter endt læsning, synes er aldeles fejlagtig. Det er et fysisk ubehag, som om man var tvunget til at fjerne noget klistret fra huden for udtrykkeligt at tage af afstand fra den etablerede mening, om så bare over for nogle fortrolige. Som kritiker skal man være bevidst om, at ens opfattelse ofte ligger som en klistret masse på andre menneskers kroppe, så bliver man ikke forundret over sin svigtende popularitet. En rigtig kritiker skal være et permanent hygiejneproblem for vanetænkende mennesker."

You said it, Engdahl!

2011-09-06T10:00:00.001+02:00

OVERSPRINGSHANDLING #3 ANGÅENDE KROPPENS RØD, FORDI LILLE/SOUNDCLOUDS

2011-09-05T18:00:00.000+02:00

Her såkaldte Soundclouds, som illustrerer de mest brugte ord i det midlertidige manuskript til min bog. Hæ. Det første uden "common Danish words", det andet med. See you!

2011-09-05T10:00:00.001+02:00

Eksempel på et godt digt

2011-09-04T16:00:00.001+02:00

2011-09-04T10:00:00.001+02:00

Mit skrivebord lige nu. Klar til at jobbe.

2011-09-03T16:50:00.000+02:00

2011-09-03T10:00:00.000+02:00

2011-09-02T11:59:00.011+02:00

Septembers himmel er så blå og alt muligt. ha. Septemberarbejde her: ARTIG PROSA

ER DØDT VÆV og FAMØSE STRIKKERE. Samt oplæsning d. 20. sept. med Skinnebach,

Moestrup, Glaz Serup. Men også Hannes bog, Julies bog, Bjørns bog! Alle i september

kommer de. Og så bliver jeg 25. Og så sker der meget andet også. Love, Tyra.

2011-09-02T11:00:00.000+02:00

2011-09-01T18:36:00.001+02:00

2011-08-31T18:48:00.002+02:00

2011-08-30T12:35:00.003+02:00

When I say I believe that women have a soul and that its substance contains two carbon rings the picture in the foreground makes it difficult to find its appearance back where the corridors get lost in ritual sacrifice and hidden bleeding. But the four points of the compass are equal on the lawn of the excluded middle where full maturity of meaning takes time the way you eat a fish, morsel by morsel, off the bone. Something that can be held in the mouth, deeply, like darkness by someone blind or the empty space I place at the center of each poem to allow penetration.

Rosmarie Waldrop, Lawn of Excluded Middle, Curves to the Apple

Nu er sommeren snart slut

2011-08-29T14:24:00.002+02:00

Her er fotografier af Lissy Elle.

2011-08-24T12:14:00.004+02:00

Det er hvad jeg laver, og det er derfor bloggen ikke opdateres:

1. Jeg forsøger at skrive min bog færdig. Pludselig var den ikke færdig på ny, selvom den først var færdig. Måske er den nye del bare en forestilling om en fortsættelse, måske er det spildt arbejde fra begyndelsen af, fordi manuskriptet i virkeligheden er færdigt. Man kan ikke vide det. Straks tror man, man skal skrive en suite med én slags digte, før man pludselig er begyndt at skrive nogle andre. Det er sådan det kan være at skrive. Man aner ikke hvad der foregår, man ved ikke hvornår det er forbi, måske er det hele spildt.

1. Jeg har været i Oslo til Tekstallianse, en litteraturfestival for mindre forlag og tidsskrifter. Se gerne dejlige poesifilm fra Gasspedal Animert: HER.

1. I ferien er det lykkedes mig at læse meget få bøger af lyst, fordi jeg alligevel har arbejdet i ferien. De bøger jeg alligevel fik tid i smug til at læse var: Katinka My Jones: Sølv, Ann Jäderlund: Vad hjälper det en människa om hun häller rent vatten över sig alla sina dagar, Kirsten Hamman: Se på mig (som udkommer i morgen), Duras: Det materielle liv (igen), Anne Carsons overættelse af Sappho: If not, winter. Og så lykkedes det mig at læse en halv "Tine" af Herman Bang, som jeg aldrig skulle have givet min mor i fødselsdagsgave, når den viste sig at være så god. Det var ikke mange lystbøger på to-tre måneder. De var alle sammen gode.

1. I stedet er det jo anmelderiet. Jeg skal skrive og tale om og læser derfor Knausgaards nye kamp (4'eren), Carsten Andersen, Maja Magdalena Swiderska. Åh. Sådan et efterår af aktivitet.

1. Jeg køber et par nye sko.

1. Lige om lidt kommer Kritiks nr. 200, forsiden er gul, jeg har skrevet noget til det.

1. Svarer på mega mange mails.

1. Løber en lille bitte tur.

1. Ser game of thrones, mens jeg vasker op.

1. Kysser min kæreste.

1. Har mange forestillinger.

Vi ses!

MØRKLAGT // AMALIE SMITH

2011-08-08T13:01:00.001+02:00

Amalie Smith (f. 1985) arbejder for tiden, siger jeg, det siger hun ikke nødvendigvis selv, et sted mellem det litterære og det billedkunstneriske. Det kommer til udtryk med en række korte filmværker, nyest er MOTHBALLING, som vi taler om her på bloggen. MOTHBALLING er bl.a. en del af en større installation, både video og billeder fra installationen er postet længere nede i indlægget (tryk for større billeder). Med uddannelser fra både Forfatterskolen og Kunstakademiet, hybridromanen De næste 5000 dage udgivet på Gyldenal sidste år og tidligere end det en undergrundsudgivelse, som tangerede objekt, bogen og plakaterne med den samlede titel Fabrikken Falder (på forlaget emancipa(t/ss)tionsfrugten), som Smith modtog Bukdahls Bet for i sidste måned, står Amalie, i hvert fald lige i august 2011, det kan jo ændre sig, som en hårdtarbejdende og produktiv kunstner, hvis værker pendulerer mellem det meget stramme og det løsere kuriøse. (Lang sætning). Til bloggen blev det til en snak om tvivl, kontrol og kontroltab, og om hvordan det påvirker et tekstligt jeg pludselig at skulle optræde i et billedkunstnerisk værk.

MOTHBALLING from amalie smith on Vimeo. Høretelefoner anbefales.

De er ikke altid i centrum, men der optræder ofte maskiner på den ene eller den anden måde i det du laver. Eller noget maskinelt måske, noget maskinelt i værkets periferi. Nogen gange bliver det skrevet sammen med kroppen og/eller kærligheden, fx. i videoen "NÅR MAN IKKE KAN NOGET, MÅ MAN VÆRE PARAT TIL ALT". Hvad kan de maskiner? Hvad er det for en autoritet de har?

Jeg interesserer mig bl.a. for kontrol og det at miste eller afgive kontrol, og der er maskinen en meget brugbar figur, der rummer begge dele.

Teksternes maskiner kan nok læses som abstraktioner af menneskelige funktioner, hvilket selvfølgelig er håbløst personificerende, men de er samtidig noget radikalt andet og utilnærmeligt, noget ikke-menneskeligt. Jeg interesserer mig også for menneskekroppen som maskine og det utilnærmelige og ikke-menneskelige, der er i den.

MOTHBALLING er en uhyggelig film synes jeg, angst. Den røde skærm, den hviskende stemme. Der er også et meget stærkere selvbiografisk (eller i hvert fald forholds-orienteret) element i filmen end i mange af dine andre film. Hvordan arbejder man med et jeg i en film? Det jeg man kender fra dine tekster fx, hvordan kommer det til udtryk i en film? Hvor befinder jeget sig?
Jeg er ikke sikker på det. Jeg har i det hele taget haft svært ved at overflytte tekst-jeget til billedkunsten, for her forstår man jeg-figuren helt anderledes konkret end i litteraturen. Det føles meget skrøbeligt at bruge den. Det er klart, at den akustiske stemme er en afgørende forskel mellem bog og film, fordi den vidner om en krop og et biografisk jeg. Men selv stemmen er vel fiktiv i en eller anden grad, vi modulerer den hele tiden på forskellige måder til forskellige sammenhænge.

Jeg tror, der i teksten og bogen ligger en helt anden ubestemmelighed, end der gør i kunstrummet, det er nok det der med, at man ”fremkalder” ordene selv, når man læser med sin egen indre stemme. Det lyder meget banalt, men jeg ved ikke, om jeg kan komme det nærmere på nuværende tidspunkt.

Det er ikke vigtigt, om det er mit jeg, det er mere bare ’et jeg’, der taler. Jeg ønsker at se jeget som et fælles pronomen. Det er klart, at ’jeg’ i udgangspunktet er i ental, men det er med jeget som interface, at vi møder verden, det er min/din/vores indgang. Jeg tror ikke, vi undgår de problemstillinger, jeget rejser, ved bare at udelade det. Vi må tale et sted fra, fra en krop og et køn blandt andet, men vi må selvfølgelig også forsøge at komme videre, ikke stoppe ved jeget.

I mange af dine film arbejder du med voice over. Det minder mig lidt om nogle af Duras' film. At der er to niveauer på den måde. Hvad er det den voice over kan, eller, hvorfor blev den form nødvendig?

Da jeg først begyndte at føje tekst og video sammen var det for at kunne åbne et større rum mellem de to medier, end jeg kunne åbne i dem hver for sig. Jeg arbejdede meget didaktisk med materialet og prøvede forskellige muligheder af, hvad sker der, hvis billede og tekst taler med og mod hinanden og hvad med lyden osv.
I ’De næste 5000 dage’ var jeg også meget optaget af at åbne rum og muligheder op, men jeg tror, det er på tide, jeg begynder at lukke nogle af dem igen. MOTHBALLING indeholder nogle forsøg på det.

Voice overen interesserer mig (i sidste halvdel især) som en menneske-maskine konfiguration, der knytter kameraets øje sammen med stemmen og får skabt en mediekrop. Der bliver talt på tværs af linsen og på tværs af tiden, fra det tekstlige nu til det billedlige før, og også den anden vej. Voice overen afsøger nok det tidslige spænd, som ligger i al filmproduktion, det som gør filmen til et grundlæggende nostalgisk medium.

Mit indtryk er at du er meget produktiv, eller i hvert fald arbejder meget, hvordan arbejder du?

Jeg arbejder i høj grad på tvivl, og på en fornemmelse af, at det ikke er helt godt nok. Det er en frygtelig, men effektiv drivkraft. Og inden i den er der nok en kerne af tryg forladen sig på sproget og materialet. Og inden i den endnu en kerne af tvivl osv.

Hvordan bliver du inspireret og af hvad?

Jeg leder altid efter et eller andet, for tiden leder jeg fx efter sammenhænge mellem bog og udstilling, og jeg er også interesseret i allegorien som begreb i kunst og litteratur. Hvis jeg fornemmer, at nogen eller noget kan give mig et nyt perspektiv på det, så bliver jeg vild.

Hvad læser du lige nu?

Lige nu læser jeg Marguerite Duras’ Green Eyes, en samling tekster om film og om at lave film. Jeg havde meget høje forventninger, for jeg synes, der sker nogle spændende ting i de tekster, hvor hun skriver om sine film og teater, fx i forordet til Le Navire Night og i efterordet til Sygdommen Døden. Det når et sted hen, hvor teksten holder op med at være tekst og ligesom bliver mørklagt, en bagomtekst, en karakter som filmmanuskriptet også har.

Jeg tror, jeg havde håbet at høre hende tale mere om forholdet mellem billede og tekst, men hun skriver mest om det franske filmmiljø, og at hun har mødt Godard, og de kørte i bil sammen. Men der er en helt fantastisk tekst om Students-Writers Action Committee i ’68, som jeg ikke vil glemme.

Amalie Smith bor på Nørrebro. Læs og se mere på hendes hjemmeside amaliesmith.dk

Flere spørgsmål og svar:
Tue Andersen Nexø, Mette Moestrup, Julie Sten-Knudsen, Cecilie Lind, Anders Haahr Rasmussen og Naja Vucina Pedersen.

2011-08-03T12:00:00.002+02:00

Mandebabystemmen læsper sødligt had, munden lækker ond mælk,

det skummer om mundvigene, tørrer ind som porcelænsfarvet pudder

i skægstubbene. DØ, LØGN, DØ.

Klaverlærerindens pudder; en pelsbrun maske, stum over urgamle

dværgfingre, jazzhænder, pianissimo. DØ, LØGN, DØ.

Skosværte i pigefjæset til fastelavn, klædt ud, ikke som sort, som hvid

skuespiller, der spiller sort. Gamle sort-hvide film. DØ, LØGN, DØ.

Ibenholt og elfenben. Etuder. At tude, spille følelsesløse tangenter. Skrive

noder, rive noder itu. Gå i sort midt i måneskinssonaten

til koncerten på Hotel Phønix. Klaverlærerinden, der rømmer sig,

bladrer i nodearkene. Sprækkerne i hendes maske, hun mimer

et "forfra" med munden. At gå i stå for anden gang. Stilheden i salen. Eklipse.

Tabet af barnetroen efter koncerten, kort efter konfirmationen. Emily

Dickinson: De tilbeder en eklipse, som de kalder Fader. DØ, LØGN, DØ.

En hæshed, historielærerens, hans betydning for modstand mod kollektiv

glemsel allerede i den latente fase. Kroppene lå lænket, tæt

som i en systematisk massegrav, som i en systematisk massegrav:

Slaverne på tegningen af det danske slaveskib i skolebogen. Rædslen

som tidsindstillet nationalhistorisk eksplosion i barnehjernen.

Jeg er hvid i hovedet. Også når jeg vasker mig. Hvid, hvid, hvid

over det hele. DØ, LØGN, DØ.

Rædslen for det hvideste. Liljen i Billie Holidays hår. Svanetænderne.

De to svanehalse formet som et hjerte på sølvbryllupstændstikæsken.

Ku Klux Klan hattene. Mælketænderne. Brudesløret over kraniet.

Gipsmaskerne. Papirhætterne på hyacinterne. De knuste liljekonvaller

blandet med inddampet bjørnegalde, ulvehjerte og pulveriseret

menneskekranie fra kriminelle, henrettede: epilepsimedicin. Sæd.

Konfirmationskjolens broderie anglaise. Broderie anglaise

i det hele taget. Broderi as such. Sneen på Den Røde Plads.

De selvlysende dødningehoveder over tremmesengen. Stroboskoplyset

i birkeskoven. Stroboskoplyset i birkeskoven. Stroboskoplyset i birkeskoven.

Den hvide støj. Den hvidere støj. Den hvideste støj.

Båndoptageren i svømmepølens spøgelsesmælk i måneskinnet.

Båndoptageren i blodpølen i måneskinnet. Punktskriften

på blodbøgebladet i måneskinnet. Den hvidlige måne. Den rødglødende

repeat-knap. DØ, LØGN, DØ. DØ, LØGN, DØ. DØ, LØGN, DØ.

Mette Moestrup, publiceret i Hvedekorn nr. 3/2010

2011-07-31T18:39:00.003+02:00

Kære Læser

Først en tanke til Norge.

Og nu er sommerferien snart slut og bloggen på banen igen.

Siden sidst er der på min lille privatfront sket lidt af det hele. Bl.a. har jeg fx. på en færge irriteret raset over, at en grafiker ved en fejl har smasket 4 F'er på en bog i Femina, jeg aldrig har læst (krimien Fortidens synder af Therese Philipsen), og så er der et lille interview med mig i internetbladet Altas' gratis papiravis. Ak. Og så har jeg skrevet en kort tekst om ferielæsning i informeren, om en gammel udgave af Politikens Flora i farver og om at støve lidt rundt i nogle bakker. What else is new. Nothing much, jeg har lært at elske koriander. Nu starter året lige om lidt. Bogsæson og nyt semester og redigeringsfaser og kærlighedsforholds nye begyndelser. På billedet er der en røllike foran et stakit tæt på min fars campingvogn*. Her er et brev Nabokov skrev til en eller anden. En udemærket besked at starte august med:

December 24, 1945

Dear Bunny,

There are several reasons why Hamlet, even in the hideous garbled versions current on the stage, should be attractive both to the caviar eater and the groundling:

(1) everybody likes to see a ghost on the stage;

(2) kings and queens are also attractive;

(3) the number and variety of lethal arrangements are unsurpassed and thus most pleasing-

(a) murder by mistake,

(b) poison (in dumb show),

(d) bathing and tree climbing casualty,

(e) duel,

(f) again poison-

and other attractions backstage. Incidentally it has never occurred to critics to note that Hamlet does kill the king in the middle of the play; that it turns out to be Polonius does not alter the fact of Hamlet having gone and done it. Anthology of murder.

We somehow hoped that you would come here these days. I am working furiously at my novel (and very anxious to show you a couple of new chapters). I detest Plato, I loathe Lacedaemon and all Perfect States. I weigh 195 pounds.

cordially yours,

V. Nabokov

*Eller hvad?

2011-06-29T22:39:00.005+02:00

2011-06-20T15:16:00.003+02:00

Snart rejser jeg et smut til Barcelona og bor forhåbentlig på dette værelse lidt. Men! Hvem ved noget om Barcelona, ikke undertegnede, skriv gerne i kommentarfeltet, hvis I kender noget nice at se gøre spise drikke røre ved. Kh Olga

scorpions carrying their young on their back

2011-06-19T15:10:00.005+02:00

NÅR BOGSÆSONEN GÅR I GANG

2011-06-17T15:14:00.015+02:00

Snart går en ny bogsæson i gang, det vil sige lige efter sommerferiens bogstilhed og den slags. (Hvert år hårdt for den lille femina-bogstof-leverandør at intet udgives). Men så lige inden alle pressemedarbejdere går på ferie, sender de lister over sensommeren og efterårets kommende bøger ud. Der er meget at glæde sig til, vil jeg sige, selvom jeg endnu kun har modtaget mails fra to af de store: Gyldendal og L&R. Men samtidig vil jeg også lige citere kritikeren Susanne Christensen for dette kloge, hun har skrevet om Beate Grimsruds En dåre fri, meget godt at huske, tror jeg, nu hvor vi snart kastes ud i den nye sæson, helt sikkert primært præget af selvbiografi (og det latterlige begreb dobbeltkontrakt), incest, bekendelse, skam og andre gode selvudleverende bevægelser. Christensen skriver:

"Eli er for øvrig en hybrid tekstlig oppfinnelse ettersom hun er utstyrt med en biografi som langt på vei er identisk med forfatterens, noe som gjør en kritisk lesning potensielt forkastelig. For hvordan kritisere en roman som beskriver et smertelig sykt menneskes fortellertrang som en vital overlevelsesmekanisme? Hvem blir jeg til hvis jeg sier: «Romanen virker egentlig ganske pratsom og selvsentrert»? Kritikeren blir en av Elis – og ja, den virkelige, levende Beate Grimsruds! – overgrepsmenn. Men jeg vil ikke gå med på at kritikeren er en kald formalist, snarere er det tydelig at den såkalte virkelighetshungeren – vendingen mot det selvbiografiske – er begynt å opptre som en genieestetikk som gjør forfatteren uangripelig." (læs resten af anmeldelsen her)

Knausgaard-arven er tydelig i fx. Pablo Llambias og Merete Pryds Helles nye bøger. Bemærk at forfatterne selv ikke nødvendigvis har haft noget at gøre med at skrive deres egne pressenotitser. Man kan konkludere, at der eddermame kommer mange bøger i september i hvert fald. Man kan også konkludere, mener jeg, at ovenstående citat bliver vigtigt, når vi både privat og offentligt skal tale om disse bøger. Anyway, her er dem, jeg ser frem til på den ene eller anden måde, copypasted for your delight:

Bjørn Rasmussen - DEBUTANT

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Roman om den femtenårige Bjørn, der bor på en rideskole i Vestjylland med to brødre og en de-pressiv mor. Bjørn kæmper med sin hemmeligholdte homoseksualitet og destruktive tanker, som han får udløb for ved at skære i sig selv. Da Bjørn forelsker sig i en 20 år ældre ridelærer, be-gynder et sælsomt og sadomasochistisk kærlighedsforhold, som får vidtrækkende konsekvenser.

September 2011, roman, Gyldendal.

Hanne Højgaard Viemose - DEBUTANT

Hannah

~~Susan~~ Anne fra Nordjylland griber en indskydelse og tager til Australien med 130 dollars på lommen. Det bliver begyndelsen på en rå, beskidt og sorthumoristisk rejse gennem Australien som landarbejder og backpackerbums. Først i bananerne, senere i melonerne og mangoerne, hvis saft får een til at få lyst til at skrælle huden af, og da det står værst til som topløs servitrice på en truckerbar. Undervejs skifter hun navn til Hannah og finder - muligvis - sig selv og mere til. Hanne Højgaard Viemose er født 1977, ~~er antropolog fra Københavns Universitet~~ er bachelor i Antropologi fra Århus Universitet, og uddannet på Forfatterskolen.

September, roman, Gyldendal.

Julie Sten-Knudsen - DEBUTANT

Hjem er en retning

Digte og andre poetiske tekster om bevægelse, blandt andet gennem barndommens rum. Julie Sten-Knudsen er født i 1984.

September, digte, Gyldendal.

Pablo Llambias

Monte Lema (+ evt. cd)

Skildring af en mands liv i nutidsdanmark: som mand, som far, som forfatter, som lærer. Digtsamlingen findes både med og uden vedlagt cd, der indeholder musik og tekster fra Monte Lema. Medvirkende: Pablo Llambias, Camille Jones og Wazzabi.

September 2011, digte, Gyldendal.

Merete Pryds Helle: Kære Mai

Også Merete Pryds Helle, der seneste markerede sig med den prisbelønnede Hej menneske, udsender til efteråret et stort litterært værk. Kære Mai er et autobiografisk værk, lidt i stil med Karl Ove Knausgårds erindringsbøger. Bogen er udformet som en række breve fra forfatteren til en veninde.

Kr. 349,95. Udkommer september 2011, roman, L&R.

Kirsten Hammann

Se på mig

Kærlighedskomedie om kontorassistenten Julie og forfatteren Sune, der deler lejlighed. Den ene venter på livstegn fra sin forlovede, der er taget til Indien, den anden venter på inspiration. Med tiden viser det sig, at der alligevel er fordele ved bofællesskabet: Forfatteren mangler noget at skrive om, og kontordamen mangler en mand … Se på mig er fortælling om bedrag og selvbedrag, om behovet for at blive set og elsket, om overvågningskameraer, sexlegetøj, løgne og ja, kærlighed.

September, roman, Gyldendal.

Thomas Boberg

Hesteæderne 2 – den store duel

2. bind i hesteædersagaen. Den aldrende hesteæderdigter registrerer verdens hastige opløsning: Resurserne er opbrugt, hestene ædt, lakridssprutten drukket, sproget har mistet betydning, og blomsterne er fjernet. Pludselige dyk i erindringen fylder digteren med vemod, men samtidig ruster han sig til den sidste store duel med den magtfulde kollega. Mød mig - og dermed dig selv - med værdighed, synes han at mene, da han trækker et måneslebet haiku og kaster det mod kollegaens hjerte.

September 2011, digte, Gyldendal.

Christel Wiinblad

Prolog

Christel Wiinblads første roman. Handler om en ubærlig oplevelse. I 19 korte kapitler følger vi en pige, der misbruges seksuelt af sin far i en tilsyneladende helt almindelig familie i 80'erne og 90'ernes Danmark. Romanen skildrer med konkrete, sanselige detaljer det psykologiske netværk af magt og afmagt i en incestramt familie.

Oktober 2011, roman, Gyldendal.

Jørgen Leth

Hvad er det nu det hedder

Jørgen Leths første digtsamling i fem år. Digte om bl.a. igen at finde mening efter en stor katastrofe, hvor alting har mistet betydning, og forfatteren har mistet orienteringen. Når ens liv er forsvundet, mister ordene også deres betydning, fordi de ikke længere har et indhold.

Oktober 2011, digte, Gyldendal.

***UPDATE***

I øvrigt også fra C&K:

Sjón:  Dine  øjne  så  mig

 Roman 

Den  unge  Marie‐Sophie  arbejder  på  pensionatet  Vrieslander  i  den  lille  tyske  by  Kükenstadt  under  anden  verdenskrig.  En  nat  får  hun  besøg  af  en  engel  der  fremmaner  billedet  af  en  flygtning  med  en  hatteæske!  Næste  dag  finder  man  en  forkommen  fremmed  i  pensionatets  spisekammer.  Han  installeres  i  et  hemmeligt  værelse  der  før  har  tjent  som  elskovskammer!  Marie‐Sophie  får  til  opgave  at  våge  over  den  fremmede,  og  så  sker  der  ting  og  sager.  DINE  ØJNE  SÅ  MIG  er  en  surrealistisk  og  poetisk  kærlighedshistorie,  der  ligesom  Sjóns  andre  bøger  udspiller  sig  i  et  stort  mytologisk  rum.

  220  sider , hæftet  med  flapper.  249,95  kr.  Oversat  af  Kim  Lembek.

 Udkommer  fredag  den  7.  oktober  2011  

REKLAMER FOR NOGET DER KOMMER I FEMTIDEN

2011-06-09T11:25:00.009+02:00

Kontrakten ligger hjemme på skænken, og jeg har ikke underskrevet den endnu, men altså det klares jo nemt, og så skal jeg udgive en bog på Gyldendal til januar. Det er dejligt. Men titlen venter lidt med at komme. Det er en digtsamling. Til august kommer der også et nummer af Kritik, nr. 200, der handler om kritik som en slags jubilæum. Det har jeg skrevet noget til. Her er et lille citat fra den tekst:

"Angående samtalen (mellem venner) som kritikudøvende felt

Vi kunne aldrig komme til bunds i noget. Det var lige vilkåret. Det var vildt euforisk.
Grammatikken voksede ind i vores hjerter, Judith Butler sagde: vi er grundet i henvendelsen, vi begyndte at føle med grammatikken. Vi begyndte at kunne forstå teksterne også på vores grammatiske hjerters niveau."

Kærlig hilsen Olga

2011-06-08T13:46:00.000+02:00

no place like home

2011-06-06T18:39:00.000+02:00

PINK WAVING

2011-06-05T14:00:00.000+02:00

2011-06-04T18:24:00.007+02:00

Gnavent og mindre gnavent har jeg anmeldt Kasper Syhlers Patterson. Sort ko, hvid mælk og Pierre Reverdys Det ovale tagvindue i information. Men her er et øje på pastelgrøn baggrund:

ET PAR ALPEROSER OG EN OK VITS

2011-05-30T09:40:00.008+02:00

I anledning af udgivelsen af Hvedekorn nr. 2/2011 (som kommer i dag!) bringer bloggen en anmeldelse af Hvedekorn nr. 1/2011, jeg skrev for Information, men som desværre aldrig blev bragt. Det er rigtig ærgerligt for Hvedekorn, at tidsskriftet ikke bliver anmeldt mere i dagbladene. I det her tilfælde kan jeg kun konstatere, at praktiske foranstaltninger kom i vejen osv. Nu er mine tegnsætningsfejl mm. også blotlagt for your pleasure, vi ses!

ANMELDELSE

af Olga Ravn

HVEDEKORN NR. 1/2011

Tidsskrift

Rosinante

Er udkommet

ET PAR ALPEROSER OG EN OK VITS

De unge mænd skriver stadig om blomster. I en susen gennem den nyeste udgave af digttidsskriftet Hvedekorn, bliver det de enkelte gode sætninger, der står tilbage.

Tidsskriftet Hvedekorn har i årtier været sted, hvor rigets nyeste og yngste debutanter, blev præsenteret. I årets første Hvedekorn (nr. 01/2011) er der kun fem debutanter ud af 23 bidragsydere. De kommer så tilgengæld helt frem som de første fem indslag i tryksagen. Det er stadig debutanterne, det handler om, synes det at signalere. Man kan meget vel spekulere i, at der simpelthen ikke pr. kvartal (Hvedekorn udkommer i gennemsnittet fire gange om året) er flere gode debutanter at tage af. Til gengæld lægges der så sider til en gruppe unge up-and-coming skrivende og til en håndfuld etablerede forfattere, den redaktionelle strategi synes at være, at løfte de unge med hjælp fra velkendte navne, at få de velkendte navne ud på frugtbare sidespor.

Debutanterne

Men hvad skriver de så om, de debutanter. Først og fremmest er de alle fem unge mænd, to er født i 1993, en evigt imponerende debutantalder. Rasmus Lindblad (93) starter nummeret med et messende digt om gud og valmuer. Ret kendtegnene, egentlig, for de fem unge debutanter, er blomster. De skriver om blomster, gud, æbler og sprog. Der er alperoser i hænderne på de unge og en lejlighedsvis halvgod vits.

Johannes Fogtmann (85) debuterer med et par længere, meget alvorlige digte. Alvoren er nogle gange på grænsen til det akavede, men der er enkelte udsagn, som løfter sig: ”Når jeg seksualiserer dig er det udelukkende af respekt for dine private tanker” synes jeg for eksempel er et rimeligt cool udsagn. Nielsen er klart bedst, når patosen viger for tør konstatering: ”cypresser ville have været en lettelse, men fra hvad?”

Martin Bastkjær Christensen (87) har skrevet en veloplagt liste over blomsters betydning, alperoser, myrte og en stokrose, som ”opfordrer til unødig vold”. Men på to sider er det svært at bedømme, om det forjættede talent er til stede, det er jo sådan noget man gerne vil spotte i Hvedekorn. Det er der, Hvedekorn indtager en hel særlig plads i det danske litteraturlandskab, det er muligheden for at falde over den nye intensitet, det nye store, eller bare: noget godt, man ikke havde set komme.

Endnu kortere er Søren Emil Alstrups (89) debutbidrag, to opskrifter på henholdsvis en ”Samtale-krimi” og en ”Kogebog-noir”. Det er da meget sjovt, men det er altid nemt at sparke til dem, der ligger ned (her er det ”1 stk. Johannes Møllehave i tern” der ligger ned). Alstrups bidrag er på grænsen til den platte skriveøvelse, men hiver den hjem på præcision.

Alligevel, må jeg sige, alle fem debutanter er berettigede til at blive trykt i bladet, ingen af dem falder igennem, først senere som Hvedekorn skrider frem, begynder tæerne at krumme. Louis Jensen for eksempel er klæbrigt livsklog, men reder så alligevel tre siders kortprosa-irritation ved at skrive: ”Jeg fødte den lille kvinde ud af anus”. (WTF?!)

De andre

Line Knutzon og Maje Aymo-Boot bidrager uden overraskelse med gode tekster. Dj Djuna Barnes digt-debuterer under fødenavnet Maria Gerhardt med langdigtet ”Tirsdagshammeren”, en bister variation over penismisundelse i snaksagelig stil. Dramatiker Jokum Rhode raver rundt på bunden af sin lurvet-pensionat-forblæst-banegård-stil i et kort prosabidrag, det er klassisk Rhode, men formen er mere sprængt, mere forvirret, desperationen klæder ham godt.

Lea Porsager (81) leverer nummerets ene kunstneriske bidrag, gådefulde rester fra en okkult perfomance, påkaldelsen af kunstneren og sektmedlemmet Jane Heap. Af alle tidsskriftets deltagerer er Porsager the one to watch. Hendes bidrag er simpelthen det bedste. Det er dragende og ildevarslende, Porsager arbejder med et fravendt mørke. Værket bliver en spejling af det underlige krat af udsagn, Porsager selv er stødt på i mødet med Jane Heaps sekteriske praksis.

Sætningens sejr

Der er mange udemærkede bidrag, som kan sluges uden klage, men gennemgående for flere er voldsomme svingninger i kvalitet og intensitet indenfor den samme tekst.

Louise Harbos (80) bidrag undrer jeg mig for eksempel meget over, det ene øjeblik vrøvles der upræcist, for så i næste sekund at begejstre med: ”at du føler dig som æble, løg eller æg modigt rapellende på hovedet / mod stedse jordslåede lyde”, fjollet enigmatisk jordslået alvor. Nå. Det samme gælder for Ida Monrad Graunbøl (81), hvis billeddannelser virker anstrengt ”vilde” for så midt i et digt overrumplende at fastslå: ”og pludselig er du en lille kejser i en brainfuck”. Måske hele tidsskriftets bedste sætning?

På den måde sætter Hvedekornslæsningen, næsten ved et tilfælde, sætningen i centrum. Jeg ender med at læse efter de gode sætninger, efter Mirian Due Steffensens (82) bon mot: ”Tilgivelse er som rynkecreme.”Av. Man ved aldrig rigtig om det virker? synes resonansen at blive. Sætningslæsning kan være god for poesiforståelsen, tror jeg, ingen koder skal afkodes, eller hensigter gennemskues, bare sætning for sætning må glimte stærkt eller matteret. Et par alperoser og en ok vits.

2011-05-26T15:24:00.004+02:00

Nyt Morgenrøde. Nyt tidsskrift med gode ting, jeg læste først Glenn Christians uddrag, læs det også, det er godt! Jeg har ikke læst det andet endnu. Morgenrøde er et godt tidsskrift. Det er dejligt at det findes. See you! <3

PÅ EN PIPERGYENDE MÅDE / TUE ANDERSEN NEXØ

2011-05-25T11:56:00.005+02:00

Midt i vores allesammens opgaveskrivning bringer bloggen her et interview med litteraturkritikeren, litteraten og alt muligt andet og mere Tue Andersen Nexø (f. 1974). Anmelder på information og forskende ude på KUA og far til et par tvillingepiger (lol, et par tvillingerpige, redundant, men jeg har ingen andre løsninger). Jeg kan informere om, at Tue, var den første, der plantede ideen om at være anmelder i mit hoved til et eller andet litterært arrangement en gang (og faktisk husker jeg tydeligt, at dette arrangement var en Hvedekornsreception på Ideal bar, Vega, Enghavevej og at vi alle sammen (os såkaldte unge, fattige digtere i hvert fald) var gået ind og havde bedt om to store drinks i den frie bar (der kun var fri en time endnu), så godt dækket ind med drikkevarer stod vi på fortovet udenfor og spillede fandango. Men i hvert fald faldt jeg i snak med Tue, som forslog dette, at jeg burde prøve at skrive anmeldelser, og det var en stor ting for mig, så jeg husker denne aften (det var ikke blevet mørkt endnu, lad os sige det var: på cirka denne årstid, lige før sommeren) tydeligt.) Nå. Tue fremførte til den efterhånden af andre grunde små-sagnomspundne Blå Port-fødselsdag i en paneldebat også lige den ide, at forfattere selv godt kunne bedrive mere kritik og analyse i offentligheden i form af tekster som ikke nødvendigvis arbejdede skønlitterært. Jeg synes det er fornuftigt. Man kan godt gemme sig bag en frihed, som fx. er kunstnerisk. Nå, men så forsøgte jeg, i denne lille q&a, at få ham til at sige noget om, hvorvidt anmeldelsen skal være politisk, men enten forklarede jeg mig ikke klart nok, eller også undvigede han åle-let dette spørgsmål, og det er jo også et svar i sig selv, og mange ville jo nok sige: at selvfølgelige er den det, fordi den forholder sig til værket og verden og den slags. Og så kan jeg jo bare sige: nåh ja, okay. Her kommer Tue:

Hvad er det bedste ved at være litteraturkritiker og hvad er det værste?

Jeg kan godt lide hastigheden i det og at folk reagerer på det, jeg skriver. At være del af en samtale om de nye danske bøger. Og så kan jeg godt lide friheden i avisanmeldelsen, man kan starte hvor som helst fra, man skriver om hele sin oplevelse og alle de overvejelser den sætter i gang. Og med hele sit sprog som begrebsapparat.

Men det stjæler min tid og mine ideer. De ender som bisætninger i en anmeldelse, ideerne, de kunne være blevet mere. Eller måske er de helt til hest. I anmeldelserne dukker de op og forsvinder, de bliver ikke tænkt færdig.

Hvor skal kritikerens jeg være, når han skriver en anmeldelse?

Mest i tonefaldet, tror jeg, og i en vilje til at forholde sig til bøgernes grundlæggende ærinder. Orker jeg det her projekt, hvilke muligheder ser jeg i det? Den slags.

Ikke at man ikke må bruge ordet jeg, det er fint nok, men jeg er skeptisk over for den situerede anmelder, der begynder at optræde som en narrativ skikkelse i sin egen tekst. ”Jeg læste denne bog, netop da min skilsmisse var ved at gå igennem, og derfor berørte den mig” osv. Det er sådan en billig måde at producere interesse og troværdighed på. Og så er det uærligt, som om man ikke alligevel iscenesætter det jeg, man skriver frem, vælger ubekvemme ting fra osv.

Er det muligt at se nogen form for strømninger i den nye danske digtning og i så fald hvilke?

Mange er vel optaget af Mikkel Thykiers pamflet, også fordi den formulerer en poetik omkring den DIY-bevægelse, der har været i gang et stykke tid. Ellers ved jeg det ikke. For halvandet år siden troede jeg vi var på vej hen mod en ny fåmælthed i lyrikken, men den holdt ikke. Kvinder og trodsig sex, var det ikke det Information skrev? Og så det at digte med forholdsord – arven fra Lars Skinnebach er massiv, synes jeg.

Hvorfor er du så vild med Brechts politiske digte?

Jeg ved ikke om jeg er så optaget af Brechts konkrete politiske udsagn. Brecht tilbyder en model for, hvordan digtning – og især digtets stemme og anslag - kan se ud, som slet ikke er færdig. At digtets arena er den politisk-historiske samtid, at digterjeget ikke optræder dér ansporet af ”personlige” eller af biografiske grunde, men simpelthen fordi det er dér, han – hans tanker, følelser, engagement - befinder sig. Det private liv dukker kun op, når Brecht er i eksil. Den politiske kamp og dens historiske horisont, det er det egentligt menneskelige for ham. Det er en vild tanke for os i dag.

Og så er der en formel præcision hos ham, som udspiller sig på nogle andre akser end vi er vant til. Det handler om at lægge til rette, bygge op, forsinke og udløse. Det handler om at bruge digtet til at skrive enkle udsagn, der har store mentale konsekvenser – ikke om at skrive sansenært eller sprogets materialitet eller at skrive vilde metaforer eller den slags.

Hvordan fungerer din hverdag som både far og litterat litteraturkritiker mm?

Den fungerer sådan, at jeg reelt kun har tid til to af de tre ting: børnene, det akademiske liv, litteraturkritikken. Og eftersom jeg vil have tid til børnene – børn er kærlighed, men de er også en forpligtelse - bliver de to andre ting sjoflet på skift. Eller, sjoflet, jeg undlader at gribe nogle muligheder, jeg burde gribe.

Det sværeste er de lange forskningstræk. Man kan ikke komme hjem og lege hver eftermiddag, når ens hoved er fuld af forholdet mellem fiktionalitet og politisk engagement. Eller hvad man nu har på dagsordenen.

Hvad læser du lige nu?

Udover alt det med arbejdet – 1700-tals romaner og satirer, politisk filosofi fra samme periode, de bøger jeg skal anmelde – så er jeg lige gået i gang med P. G. Wodehouse. Det er virkelig sjovt på en meget piberygende måde. Det er også virkelig ... uambitiøst er ikke det rigtige ord, men smalsporet. Han spiller helt perfekt på en meget lille sproglig frekvens. Men det er fedt, det er comfort reading.

Tue Andersen Nexø bor på Frederiksberg.

Flere spørgsmål og svar:

Mette Moestrup, Julie Sten-Knudsen, Cecilie Lind, Anders Haahr Rasmussen og Naja Vucina Pedersen.

PS.

2011-05-16T14:23:00.002+02:00

Jeg har også anmeldt Trisse Gejl i informeren, læs det her: LINK!

STATEN SER OS OG INSTITUTIONERNES BESTILLINGER

2011-05-16T14:10:00.004+02:00

Haha, jeg skal da også lige opdatere min blog:

Her er et billede af, hvordan staten ser Daniel Dalgaard og undertegende. Vi skal nemlig bidrage til et projekt med en litterær fortolkning af et brev fra SKAT. Disse navneskilte fik vi tildelt på pæn nøglesnor, da vi ankom, der var også de velkendte pindemadder med laks. Mums delikat. Nå.

Så var det inspireret af Sophie Calle, men de unge og begejstrede skattemedarbejder blev ved med at udtale det med tryk på det sidste E i ordet, således: CALLÈ, men det udtales altså med tryk på A, og undskyld skattemedarbejder for at jeg sådan peger jer ud, men det var nu nok lidt pinligt sådan ikke at vide hvordan man udtalte navnet, Callé, Callé, Callé, tag en pindemad blev de ved med at sige. Men jeg rettede dem ikke, det føltes alligevel ikke på sin plads at rette dem, ikke med alt det arbejde og deres autoritet og deres øjne og sådan de så os: digter, forfatter. Nu skal jeg skrive et digt om det brev, det bliver noget værre noget, jeg skal aflevere i morgen. Det bliver noget værre noget. Jeg skrev også en gang et digt til et Bibliotek, det skulle stå i en folder, man fik uddelt, når man skulle have et nyt pas eller sådan noget, og det skulle skrives specielt til dette formål. Det var altså bestillingsarbejde. Det blev noget værre noget. Her er digtet, der kan i selv se, satans, man jonglerer!

Her stod tidligere det digt, jeg talte om, men jeg er netop blevet informeret om, at det slet ikke er blevet publiceret endnu (som jeg først, uinformerede mig, troede). Derfor kan dette digt om at få et pas, og som indeholder ordet: "automatkaffe", først læses efter udgivelsen af pågældende kunde-information og det bliver til efteråret.

HA! siger jeg bare HA! over mig, det var satans. Vi ses og kh Olga

2011-05-06T11:56:00.004+02:00

Her er en dum selskabsleg, jeg har med mig selv. Det gælder om at skifte ordet "krop" ud med noget andet i Kirsten Hammanns digt: "Jeg er så træt af min krop". Det er en apatisk selskabsleg på en måde, en slags apati over at arbejde for meget uden at anmeldelserne bliver trykt, arbejde for meget, så man ikke kan koncentrere sig og som konsekvens kun skriver dårlige digte om røde krebs for eksempel, og arbejde for meget, når man er på ferie, og familien vil have én med til minigolf og så fucke det minigolf totalt op for sig selv og så tage hjem, stirre på skærmen, skrive en masse og så få at vide, vi har udsat udgivelsen af tidsskriftet til august, alt det man sender ud i verden til en læser, som ikke når frem, min mor citerer ofte en psykiater, jeg besøgte engang, for at sige, at man arbejder så meget på noget, man sender ud i verden, men man får aldrig samme mængde af reaktion tilbage som den tid man har brugt, det er hun meget tilfreds med det udsagn. Så har jeg min selskabsleg.

Jeg er så træt af min mor

Jeg må opdrage

og kommandere

og tale hårdt

Pludselig drikker hun af en forkert flaske

eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale

Har vi været på en tur i parken

bliver hun siddende på bænken

så jeg må tilbage og hente hende

Hun er i alle henseende barnlig og urimelig

jeg kan snart ikke være hende bekendt

Hvilken plage er det ikke

at se hende fægte og skabe sig

Så er det mad

MAD, hun vil ha' mad!

eller varme, søvn

alt for dyre og lange brusebade

populærmusik, drikkegilder

romantiske øjeblikke

hun kan bruge mange timer

på at lade som om hun forplanter sig

og så er det hjertet

det er gået i stykker

en eller anden ligegyldighed har trampet på det

hvor er det dog kedsommeligt

og alligevel føler jeg en vis omsorg

hun er så blodig og banal

hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv

det bekymrer mig

hun bliver bare ældre og ældre

og snublende

Og selvfølgelig:

Jeg er så træt af min poetik

Jeg må opdrage

og kommandere

og tale hårdt

Pludselig drikker den af en forkert flaske

eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale

Har vi været på en tur i parken

bliver den siddende på bænken

så jeg må tilbage og hente den

Den er i alle henseende barnlig og urimelig

jeg kan snart ikke være den bekendt

Hvilken plage er det ikke

at se den fægte og skabe sig

Så er det mad

MAD, den vil ha' mad!

eller varme, søvn

alt for dyre og lange brusebade

populærmusik, drikkegilder

romantiske øjeblikke

den kan bruge mange timer

på at lade som om den forplanter sig

og så er det hjertet

det er gået i stykker

en eller anden ligegyldighed har trampet på det

hvor er det dog kedsommeligt

og alligevel føler jeg en vis omsorg

den er så blodig og banal

den ved ikke hvad den skal stille op med sig selv

det bekymrer mig

den bliver bare ældre og ældre

og snublende

Av. Det er stadig et skidegodt Kirsten Hammann-digt. Nat, vil du putte jord i min mund. Nå. Det var bare det. Hej hej!

******

UPDATE: LOL! Da jeg udgav indlægget kom den her google-add op:

METTE MOESTRUP GIVER LIDT SVAR, SVAR SOM ALDRIG KOM MED ANDRE STEDER

2011-05-02T13:05:00.003+02:00

I anledningen af Testrups ugekursus Tag og læs! i januar (be there next year or be square!) interviewede jeg Mette Moestrup, som optrådte på kurset, til et kort q&a til Femina. Min redaktør, som de fleste andre magasin-redaktører (det er min sparsomme erfaring), er virkelig glad for at redigere, der bliver altid skåret og klippet helt vildt, på informeren ændrer de næsten aldrig andet end overskrifter og de der små overskrifter på afsnittene, som jeg ikke har gået på journalisthøjskole og lært hvad hedder, men altså som de altid ændrer, og forbløffet er man jo over det, men jeg ville jo nok selv gøre det samme, hvis jeg var redaktør, tænker jeg (jeg ville helt sikkert gøre det samme en gang imellem, he magt). Nå, anyway. Derfor blev Moestrup-interviewet kortet gevaldigt ned og grundet det sædvanlige post-roderi, der optræder under en flytning, fik jeg aldrig tilsendt det Femina-nummer som Mette var med i. Nå. Men altså, men lange (efter dameblads-standarder) og fine svar kom hun med, som jeg tiggede redaktøren om at bringe i deres fulde længde. Jeg hørte aldrig fra hende angående det, så interviewet blev jo sikkert kortet ned til segmentets normale størrelse, og altså, med andre ord, gik man glip af de gode svar i deres fulde længder (først skrev jeg fulde længsler, ha), og derfor kommer det altså her som en slags bonusmateriale:

Hvordan fungerer din hverdag som både mor og digter?

Det sjove er, at selvom jeg har skrevet digte, siden jeg var purung, så sprang jeg først ud som offentlig digter, da jeg blev mor. Jeg var gravid, da jeg debuterede. Da jeg skrev på min anden digtsamling, Golden Delicious, var min søn lille, og arbejdsrytmen hang uløseligt sammen med hans rytme. Da min søn var 3 år, blev jeg skilt fra hans far, og nu er min søn 11. Så de sidste mange år har jeg i hverdagen været alene med ansvaret for at skabe trygge rammer omkring hans opvækst. Det kan godt være en udfordring, både økonomisk, praktisk og mentalt. Økonomisk lever jeg fra hånden til munden, som man siger. Praktisk er jeg ikke just en husalf. Mentalt kræver min skrift frihed og spænding. Men at der så 9 ud af 14 dage må og skal være fokus på min søns behov giver min rastløshed og udlængsel en modstand, som jo faktisk giver mange, lange, rolige skrivenætter. På grund af ham bliver jeg simpelthen nødt til at sidde stille! Jeg synes faktisk, det er en perfekt balancegang mellem tryghed og spændning. Det kan sagtens lade sig gøre at være alenemor og digter, det er jo på en måde en uhørt luksus. Men det skal så også lige siges, at min søns far er super og bor lige om hjørnet. Det er lidt en kliché, men det ER vigtigt at vælge faderen til ens barn med omhu. Så kan man altid fucke op bagefter, haha.
Jeg kommer forresten i tanke om, at jeg engang i Stockholm, det var i forbindelse med en poesifestival, kørte i taxa med Inger Christensen. Det var kort efter, at jeg var blevet alenemor, det kendte hun jo alt til. Og hun sagde noget i stil med, at så må man finde en måde at skrive på, der passer til den måde man lever på. Det føltes som en stor støtte.

Hvor skriver du henne?

For tiden skriver jeg mest hjemme – i mit køkken, som er en rodet, trashet rygerzone! Jeg skriver også, når jeg rejser, har altid en notesbog med i tasken. Da jeg tit er i Sverige, skriver jeg tit i Sverige, fx. Og i toge. Det er godt, at jeg fra min lejlighed har udsigt til toge og banelegemer, det gør mig tryg. Jeg elsker at skrive under transport og i transit. Jeg er vild med at være på vej fra et sted til et andet. Måske fordi jeg opfatter skrift som forvandling.

Hvad læser du lige nu?

Virginia Woolfs “Orlando” igen-igen – om digteren, som skifter køn fra mand til kvinde. Ursula LeGuins sciencefictionroman “Mørkets venstre hånd” om androgyne væsner, der skifter køn cyklisk. Ingeborg Bachmanns “Malina”, et østrigsk mesterværk fra 1971, som burde blive oversat til dansk NU. Da den ikke er spor plotstyret, kan jeg godt afsløre, at den slutter med ordene: “Det var mord.” Jeg læser også i min gamle litteraturhistorielærer Frits Andersens “Det mørke kontinent – Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.” Jeg koncentrerer mig for tiden tekster, som afslører løgnen om, at nogle mennesker skulle være mere egentlige end andre.

Hvad glæder du dig til i det kommende år?

At rejse til New York sammen med Line Knutzon, hvor vi så skal bo hos Naja Marie Aidt – vi er ved at skrive en bog om frihed sammen, nemlig. Og at følge SHE’S A SHOW’s flow, o. Og til – forhåbentlig - at få samlet den store bunke digte, som har hobet sig op. Mere generelt glæder jeg mig til en masse møder med levende mennesker med køn og hjerner. Som dansk borger glæder mig også til, at vi forhåbentlig får en mindre fremmedfjendsk regering.

Hvilke tendenser kommer vi til at se mere til i det kommende bogår?

Protester. Manifester. Utopier, fx i nye, syrede sciencefictions. Tematiseringer af køn, seksualitet og etnicitet i nye, hidtil ukendte former. Appelsiner i turbanen. Abstraktioner i organisk natur. En anderledes nøgtern centrallyrik: brysters tyngde bl.a. Endnu flere forskellige performative og tværæstetiske tiltag. Det vil sige blandinger mellem tekst, musik og krop i rum. Her tænker jeg jo nok på det, man kalder smal eller eksperimenterende litteratur: Poesi og prosa, som ikke nøjes med at gentage det, vi allerede allesammen kender til bevidstløshed. Kort sagt tror jeg på en sulten spørgen til muligheder for nye fællesskaber. Ellers: Ingen tvivl om at der fortsat også vil blive skrevet masser af krimier og underholdningsfiktion og fred være med det. Hvad krimierne angår, håber jeg på krydsninger med undergangsfortællinger og fremtidsforestillinger, altså noget, der rækker ud over den evindelige trækken energi fra kvindelig - ellers bliver det altså snart for kedeligt. Jeg er træt af at læse om døde kvinder. Jeg vil hellere læse om levende mennesker.

Mette Moestrup barsler i øvrigt snart med en ny digtsamling: SORT TREKANT. Til litteraturfestivalen Cph. litt i næste uge spiller hun sammen med Miriam Karpantschof, som hun har duo'en SHE'S A SHOW med, (det er dem på billedet, foto: Kajsa Gullberg).

Læs flere spørgsmål og svar her:

Julie Sten-Knudsen, Cecilie Lind, Anders Haahr Rasmussen, Naja Vucina Pedersen.