ANDERS ABILDGAARD: KÆRE VENNER

Venner på godt og ondt

Det myldrer med venner og bekendte, forfatterkolleger og elskede i Anders Abildgaards nye digtsamling Kære venner. Der er noget fintfølende og kærligt, men samtidig forkrampret over bogen. Det sociale rum, hvor mennesker mødes, er et flydende sted. Gennem digtene forvandler haven sig pludselig til en fyldt bil på vej mod Jylland til arbejdspladsen ved et skrivebord. Digtene skrider omhyggeligt og hjemsøgende frem og tilbage, portrætter startes for hurtigt at blive forladt igen. Det er i det hele taget meget frivillig og ufrivillig bevægelse i Kære venner. Tekstens voldsomme, men samtidig elegante ryk er smukke og let kvalmende, ja man kan nærmest få en smule litterær køresyge når rum og tid og personer udskiftes igen og igen. En virkelig spændende digtsamling. / Gyldendal

LENE ABURAS: FØTEXSØEN

Usentimental og kærlig debut

Intet vil lykkes for Lene i Lone Aburas debutroman Føtexsøen. Lene, der minder mistænkeliget meget om Lone, tager orlov fra universitetet for at skrive en roman, men ender i stedet bag kassen i Føtex. I Lenes barndom virkede den danske mor og den egyptiske far (der i øvrigt var Danmarks første muslimske pølsemand!) også lidt forkerte og pinlige, præcis som Føtexjobbet. Og så alligevel ikke. Aburas’ portræt af forældrene er vildt humoristisk, og noget af det på en gang mest usentimentale og varmeste, jeg har læst længe fra en dansk debutants hånd. En på en gang bidsk og kærlig, selvironisk og herlig selvoptaget bog. / Gyldendal

NAJA MARIE AIDT: ALTING GLIMTER

Glimtvist glimtende

Naja Maria Aidt byder på ny digtsamling med privat udgangspunkt i hjembyen New York, her er både glimtende, lysende digte og mere kedelige, gråmelerede eksempler. Det jeg mener er, at det er en ujævn samling. Her er altså både digte, der ikke er så gode og digte der er rigtig gode. Bogen med sit (også!) blinkende sølvomslag falder i tre afdelinger og kommer godt omkring slægt, børn, immigration, eksil og meget mere. Ærgerligt at portrætteringen af grønlændere et par gange tager sig lidt for eksotisk ud. Men digtet en onkel til min tipoldefar alene er så dejligt, at hele bogen fortjener en anbefaling. / Gyldendal

NINA BOLT: ILDFØDT

Guldalderroman

Der er godt med ramasjang i Nina Bolts guldalderroman Ildfødt. Scenen er hensat til København og Wien anno 1800 og Bolt har ladet sig forføre at tidens voluminøse inventar. Her er både en forelsket kirurg kaldet Bernhard Amadæus, et purungt pigebarn med adresse på Sct. Hans, en talentfuld syerske for slet ikke at tale om døde sømænd, prostitution og ret mange ret freudianske symboler. Har man smag for romantiske scenarier med blod på de lyse silkekjoler, så er Ildfødt som skabt til den slags svælgen. Personligt synes jeg nok, at penselstrøgene bliver lidt for brede. / Tiderne Skifter

Anne-Louise Bosmans: Vi er amøber

Fællesskabets rædsler

I sin tredje digtsamling Vi er amøber forfiner Anne-Louise Bosmans sin enkle og lysende stil, der kendetegner hele forfatterskabet. Med korte og præcise sætninger, som ikke er uden tør humor, undersøger Bosman en slags vi’ets anatomi. Vi’et som parforhold, som familie og som samfund. Her er både længsel efter fællesskabet og kærligheden, plus klaustrofobisk angst for at deltage i ugerninger i flertallets navn. En på en gang sart og bestemt, rå og registrerende digtsamling, der styrkes af sin intelligente og velkomponerede form. Endnu et argument for, at Bosman er en unik stemme i dansk litteratur. /Anblik

ADDA DJØRUP: DEN MINDSTE MODSTAND

Tankeløs og dejlig

Efter en digtsamling og en novelleditto fortsætter den talentfulde forfatter Adda Djørup i romangenren. Her har hun bedrevet en kort roman, der med hovedpersonen Emma i front, slentrer gennem en sommer i Tisvilde inklusiv afdød farmor, en kæreste i Australien og nye farverige bekendtskaber. Både bogen og dens hovedperson kan karakteriseres som dovne, drivende, simpelthen charmerende, præget af en kærlig indifference. Og bevares der gribes om et par klicheer her og der, da de nye rigmandsvenner gir den som tosser på et tilfældigt hotel, men alt i alt bølger romanen roligt og let sørgmodigt frem ad. Og det i fin forlængelse af Emmas pseudofilosofiske ambitioner om at tænke, bare for at tænke uden at nå frem til noget. En art sindstilstand der er tankeløs og fornøjet, og som for eksempel opnås når man slår smut på stranden. / Rosinante

KATRINE MARIE GULDAGER: NU ER VI SÅ HER

Dumme mor

Katrine Marie Guldagers nye bog, novellesamlingen Nu er vi så her, handler om at vokse op i halvfjerdsene, om selvoptagede mødre og om at bryde med sin familie.Enkelte noveller som ”Fliser” og ”Alle dør jo til sidst” glimter skarpt, men for det meste er Guldagers persontegninger klodsede og klichefyldte. Det er i det hele taget en meget svingende samling. Der er flere lighedspunkter med Helle Helle, men hvor man i Helles bøger undrer sig over, hvad det egentlig e på færde, er problemerne i Guldagers bog så tydelige, at man godt kan komme i tvivl om, hvorvidt hendes novellefigurer er ordentlige i hovederne, når de nu er så dårlige til at gennemskue deres egne situationer. I stedet tramper de ligeså forvirrede rundt når novellen slutter, som de gjorde da den begyndte. Ingen fatter noget om sig selv, mens vi som læsere hurtigt har forstået hvor skoen trykker. Tungt og vedkommende stof, der desværre ikke bliver forløst ordenligt. / Gyldendal

CLAUS HANDBERG: TAK FOR MØRKET FAR

En doven mands sørgmodige roman

Tak for mørket far af Claus Handberg Christensen er vel egentlig en digtsamling. Den er udgivet på forlaget med det sigende navn Space Poetry, men bogen har ingen genrebetegnelse. På hver side står én enkelt sætning på papirets tomme flade. ”man kunne kalde denne bog for en doven mands roman” skriver Handberg selv. Men den bedste læsning får man nu, hvis man giver slip på ideen om at læse bogen som enten roman eller fremadskridende digtsamling og simpelthen læser hver enkelt sætning som udsagn om og fra den samme tilstand. Sætninger der er strøget ud over bogen i tilfældig rækkefølge, nogen steder i små sammenhængende buketter andre steder som enkle one-liners. Ensomhed og en hård håbløshed danner et mørkt spor gennem bogen, der også indholder korte registreringer af tragikomiske hverdagssituationer. Men mest af alt er tak for mørket far en uafrystelig bog om afstanden mellem far og søn og om smerten ved at se sine børn glide fra sig i løbet af en skilsmisse: ”jeg savner dig, siger min datter, hendes stemme er meget lille i telefonen / hun er kun et barn, tænker jeg” står der et sted. / Space Poetry

IDA MARIE HEDE: SEANCER

Vild debut viser stort potentiale

Med sin voldsomme debut markerer den unge forfatter Ida Marie Hede sig som noget særligt. Der findes simpelthen ikke noget i Danmark der ligner det vilde projekt Hede har gang i. Med fikserpunkt på tre kvindeskæbner smadrer hun ud over den amerikanske ørken, parcelhuskvarterer, lyserød linoleum, glider dybt ned i oceaner og svæver omtumlet over kontinenterne. Seancer strækker sine føletråde i et utal af retninger, og i øjeblikke kan bogen indholde hvad som helst, alt. Hedes hovedinteresse ligger hos de unge kvindelige hovedpersoner og deres første seksuelle erfaringer. Det er når verden bygges op om de mod erotikkens mysticisme famlende kvinder at det virkelige rykker. / Anblik

LONE HØRSLEV: JEG VED IKKE OM DEN SLAGS TANKER ER NORMALE

Av mit ægteskab

Lone Hørslevs seneste digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale handler slet og ret om at gå fra sin mand, i dette tilfælde en mand, hun har to børn med. Den 35årige forfatter knalder derudad med ligedele selvironi, selvhad, selviscensættelse og selvoptagethed. For hvad og hvem tænker man egentlig mest på, når man beslutter sig for at blive skilt? En humoristisk og ligefrem digtsamlingen med den frække undertitel: Skilsmissedigte. Ikke nogen dikkedarer dér. Grumt er det, og godt. / Hjørring

Audur Jonsdottir: Depositum

Immigranter til alle

Gisella er naiv, selvoptaget og forkælet. En kvinde i midten af trediverne der har levet fedt på arven fra farmor uden at foretage sig så meget andet end at shoppe, gå på bogcafe og synke dybt ned i fordummelsen. Rundt omkring hende pulserer en navnløs storby mærket af immigration og voldsom bolignød. Og da kontoens kistebund nærmer sig åbner Gisella hjemmet fra tre boligløse kvinder, hvoraf den ene har en lille datter. Det der skulle udvikle sig til en undersøgelse af den ignorante og isolerede vesterlændings møde med almindelige mennesker i nød bliver til en uhyggelig naiv omgang sniksnak, der tager lige lovlig let på emnet. Det samme gælder for det livløse billedsprog og de fingerede replikker. Bedre held næste gang. / Tiderne skifter.

PIA JUUL: MORDET PÅ HALLAND

Vidunderlig uforløst

Med sin nyeste roman Mordet på Halland fastslår Pia Juul endnu engang, at hun er en af de bedste forfattere herhjemme. Selvom den småeksentriske forfatterinde Bess på side 1 vågner ved et skud der dræber hendes mand Halland, og selvom det ene mysterie om Hallands hemmelige liv dukker op efter det andet, et liv Bess i øvrigt troede hun kendte som sin egen bukselomme, så må mordgåden hurtigt vige pladsen for portrættet af en kvinde og hendes voksende forvirring. Var det rigtigt af hende at forlade sin datter for Halland, som nu er død? Og kendte mand og kone overhovedet hinanden? Pia Juul låner bevidst fra krimigenren, men undgår at binde sløjfe på plottet. Vi kan ikke få svar på alting i livet, hævder Juul, der efterlader et påfaldende stort antal løse tråde, da romanen slutter. Men sikke en roman! Åh, hvor er den simpelthen bare god! Beskrivelsen af Bess og beboerne i den lille by er koket intelligent og ganske enkelt sjov. Sproget gnistrer ubesværet. Læs den! / Tiderne skifter

LINE-MARIA LÅNG: ROTTEKONGE

Prinsessers blodige vasketøj

Line-Maria Lång debuterer som 27-årig med novellesamlingen Rottekonge. Energien er stærk og talentet tydeligt, særlig når det gælder struktur og opbygning. Man fornemmer et stærkt behov for at arbejde barndommens skyggesider igennem for at finde frem til en stabil identitet som voksen. Universet er bizart og tenderende postmodernistisk i sine personers fremmedgørelse. Mange af novellernes karakterer virker konstruerede, som en slags dukker i forfatterens hænder. Den mislykkede leg er gennemgående tema, en novelle har endda titlen Dukke. På mange måder kan hele bogen opfattes som Långs groteske marionetspil med konstruerede personer i forsøget på at forlige sig med voksenlivets regler og relationer. I den sammenhæng skrives sex flere gange sammen med en form for opløsning af kroppen og identiteten, sex som noget fremmed og spændende. Børns ondskab og kvinders påståede dyd får også en tur gennem maskinen. Der er simpelthen behov for at vise prinsessens blodige vasketøj frem. / Rosinante

TRUDE MARSTEIN: WEEKEND

En dag i 118 nordmænds liv

118 hovedpersoner! Man kan ikke beskylde den norske forfatterinde Trude Marstein for kun at skrive om sig selv. I hendes murstensværk, den 500 sider lange Weekend, sejles der elegant fra person til person i en norsk provinsby på en svedig julilørdag. Den smukke Karoline Skramnes 50års fødselsdag er bogens omdrejningspunkt, men vi følger også teenagere til fest, barnløse bøsser, dræbende parcelhuslykke og en 80årig dames dødsøjeblik. Der er lurrende katastrofer, spirrende kærlighed og total ligegyldigt rengøringsarbejde. Det er virkelig imponerende, hvordan Marstein kan skrive så fængende og indsigtsfuldt om så forskellige liv. Sproget vakler ikke et sekund; det er så dejlig præcist og billedskabende, at man ikke kan undgå at mærke den sommervarme asfalt og smage den kølige agurkesandwich. / Tiderne skifter

Mette Moestrup: Jævnet med jorden

Hun stanger tankens ål

Jeg har længe været begejstret for Mette Moestrups stærke og intelligente digte, men med hendes nye og første roman Jævnet med jorden fortsætter hun i en ærligere og mere følsom retning. En gammel vandmølle, som har været i den kvindelige hovedpersons familie i generationer, jævnes med jorden, og et voldsomt kærlighedsforhold står for samme tur. I en bådscene stanges der ål med mormor og mormors tvilling, et slags indvielsesritual i kvindernes rækker. Det er uforglemmeligt, og det samme er bogens mere essayistiske områder. Datteren, barnebarnet, kæresten, den voksne kvinde og forfatteren Mette Moestrup skrives sammen i ét stort virvar, og det er både råt og rørende. Det lykkes på forbløffende vis for Moestrup at gøre voldsomme følelser og intellektuelle overvejelser til to sider af samme sag. Og spørgsmålet er, om det ikke altid har været sådan. En af årets suverænt bedste bøger. / Gyldendal

HERTA Müller: MENNESKET ER EN STOR FASAN I VERDEN

Müllers mesterværk

Engang imellem får man en bog i hænderne, der er helt anderledes end hvad man ellers plejer at tage ned fra hylden hos boghandleren. En bog som viser nye veje og som viser sig at være helt vidunderlig. Sådan en bog er Herta Müllers Mennesket er en stor fasan i verden. En håndfuld indbyggere i DDRs Rumænien flakser forvirrede rundt som fasaner i en udmagret landsby, hvor man stadig har navn efter sit erhverv. Hvor uglen varsler død, æbletræet engang var besat og selv suppen har en bitter smag af krigstraume. Mølleren Windisch har svært ved at forholde sig til den voksne datters seksualitet, særligt da hun må betale med sin krop, for at familien kan rejse over grænsen, ligesom hendes mor gjorde det for brød i krigen. Den rumænsk fødte, tysksprogede forfatter Herta Müller har et særegent sprog med korte sætninger, der bliver overvældende poetiske i al deres enkelhed. Bogen er lille, gnistrende og hård som diamant. / Batzer & Co.

Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom

Dommedagsfest

Indignationen er på plads i Jan Sonnergaards nye roman Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Tiden siger 80’erne og a-bomben kaster sine lange skygge over alt og alle. Sonnergaard slår med trættende pædagogik sin pointe fast: både yuppier, såvel som punkere, levede efter samme parole: glem i morgen, no future. (Hvad resten af samfundet føler, får jeg aldrig rigtig at vide.) Det lykkedes for Sonnergaard at vise, hvordan den kolde krig sætter sit uafrystelige mærke på alle, og der opstår rørende passager, når empatien får tilkæmpet sig en smule albuerum. Ellers bruger Sonnergaard størstedelen af sin energi på at fremstille perioden som en kynisk og afstumpet dommedagsfest. Det virker stereotypt og overfladisk. Øv. / Gyldendal

SUSANNE STAUN: FØR JEG DØR

God hovedperson redder ujævn krimi

Der er én god ting ved Susanne Stauns nye krimi Før jeg dør, og det er den hårdkogte hovedperson Fanny Fisker. Den midaldrende Frk. Fisker svælger i smækre mænd, plastikoperationer og italienske delikatesser. Et dejligt øretæveindbydende bud på den benhårde kvindelige krimihelt. Ærgerligt er bare, at plottet sådan skal punktere fuldstændigt, som bogen skrider frem. Og hvorfor hedder Fiskers veninde det samme som rockstjernen P. J. Harvey, uden at der overhovedet spilles op ad referencen? Hvorfor starter bogen med en potentiel morders tirade, når vi nu aldrig hører fra ham igen (om ham ja, måske, men det er stadig underligt)? Der er simpelthen for mange mærkelige indskud som fungerer på overfladen, men ved nærmere undersøgelse virker rimelig tilfældige. Titlen for eksempel. Og så er der sproget. Hvem har nogensinde hørt om, at man ”kom til at ligge favntag på favntag med ham”? Det her er gode intentioner forkølet udført. / Gyldendal

MIKKEL THYKIER: GODMORGEN, COLUMBUS

Samtalebøgernes mareridt

Det har været lidt af en opgave at følge med i den danske forfatter Mikkel Thykiers forfatterskab de sidste par år. Efter hans talentfulde debut som 20årig i 1997 er Thykier blevet mindre og mindre synlig og har i sidste ende udgivet mange af sine tekster anonymt på små forlag eller i tidsskrifter. Det slutter i den grad i 2009, hvor Thykier udgiver fire bøger i eget navn, bl.a. Godmorgen, Columbus som udkommer på Gyldendal, landets største forlag. Det er svært at kategorisere Thykiers bog. Det er altså noget af det mærkeligste, jeg har læst i år, ret bemærkelsesværdigt når bogen samtidig er så enkel, velskrevet og rammende med sine portrætter. Tre unge mennesker Emil, Columbus og Nico skiftes til at holde enetale om lidt af hvert. Her er både forelskede betragtninger, filosofiske afstikkere og satirisk stereotype udtalelser fra de de tre stemmer, der deler forelskelse og venskab. De mødes i par på kryds og tværs, ryger cigaretter, er mere eller mindre ensomme, mere eller mindre betagede, i hvert fald snakkende, toner så ud igen, tier stille når de andre fortæller, for så til sidst at forsvinde ud i den blå luft, når bogen slutter. / Gyldendal

MIRIAM TOEWS: DE FLYVENDE TROUTMANS

Et neurotisk hjerte af guld

Det er helt i orden ikke at være sproglig virtuos, når man har et neurotisk hjerte af guld, og det har Mairiam Toews, hvis bog De Flyvende Troutmans netop er udkommet på dansk. Efter et bekymrende opkald fra en manisk niece må Hattie vende næsen hjem ad for at få indskrevet sin psykisk syge søster og tage over i en mildt sagt lettere skrantende husholdning, der ellers er blevet styret af søsterens børn på 11 og 15. Bogens føromtalte hjerte er fyldt af arvæv og bæven, men banker for børnene og familien, selvom Hatties frygt for at miste sin identitet i dens fastlagte mønstre ellers har været styrende. Så i flugtens navn (flugten fra familien, fortiden, fremtiden, sig selv - you name it) kaster hun sig ud på de amerikanske motorveje i søgen efter ungernes far, mens selvsamme skravl kravler rundt på bagsædet og giver deres totalt udsyrede bud på verdensituationen. En trio smedet i himlen simpelthen, dynamikken er i lige i øjet, humoren er på højt plan, romanens menneskesyn er overbærende og kærligt i sjælden grad. / Tiderne skifter

LAUREN WEISBERGER: JAGTEN PÅ HARRY WINSTON

Jagten efter at blive sig selv

Så er der nyt fra Lauren Weisberger, damen bag Djævlen går i Prada og en af chick lit’ens sværvægtere. I Jagten på Harry Winston nærmer New Yorkerpigerne Leigh, Adriana og Emmy sig alle de tredive og tilværelsen tages op til revision. De tre kvinder jagter bogen igennem mænd på hver deres måde for til sidst at finde sig selv for enden af regnbuen. TV-serien Sex and the City står lysende i hukommelsen, det her er ægte chick lit morale. Leighs historie lægger tydeligvis forfatterens hjerte nærmest, det er hendes forelskelse samt mangel på samme, der baner vejen for bogens stærkeste scener. Romanen er sin genre tro, der sværmes for de dyre sko, den lækre mad og den franske manicure – en fantasi de færreste vel opnår til hverdag, men som vi nu kan mæske os med. Herligt! Alligevel er der mange ting, som irriterer mig ved bogen. En brændende jalousi pigerne imellem løbger gennem romanen uden forklaring og giver det indtryk, at den konstante misundelse er en slags naturlig tilstand mellem kvinder. Og så er den brasilianske skønhed Adriana et grumt eksempel på en klichefyldt kvindetype. Men når det så er sagt, er bogen en velkomponeret mundfuld. Perfekt til en aften sidst på måneden, når kontoen er tømt, tekoppen fyldt og fødderne ømme. / Sommer&Sørensen

(NOTE: Hurra – Feminatonen perfektioneret!)

JULI ZEH: DET SIDSTE SPØRGSMÅL

Mordet er underordnet

Det er med krimier, som det er med smukke damer. De kan iføre sig meget, før det begynder at virke åndssvagt. Derfor er det altid svært at anmelde en krimi, synes jeg. Plottets faste struktur og de velplacerede cliffhangers virker så godt, at jeg er mere end normalt tilbøjelig til at acceptere sprogligt sludder og tekniske umuligheder. Juli Zehs Det sidste spørgsmål har heldigvis relativt få fejl og mangler, men byder til gengæld på et sprog, der er ligeså krukket som bogens to kvantefysikere, hvis filosofiske uoverensstemmelser er krimiens virkelig interesse. Her må mord og opklaring nemlig tit vige for koket filosoferen over store emner som tid og tilfældighed. Zeh har et stærkt talent for de beskrivende detaljer, og der er, når hun dvæler ved pigen på fodgængerovergangen, hvor kommissæren venter på grønt, og ved myggesværmen under den slukkede gadelygte, at prosaen slår gnister. Ikke når filosofien skal forklares, eller mordet opklares. / Samleren

THEIS ØRNTOFT: YEAHSUITEN

Ung og hidsig!

Theis Ørntoft debuterer med sin digtsamling Yeahsuiten, og den er både ung og underholdende, ligetil og drillende koket. Det er noget umiskendelig rocket over det hele, som i rockstjerne og digtermyte og Bob Dylan og David Bowie. Det er tydeligt at Ørntoft både længes efter at være en digterstjerne men samtidig er træt af at blive mødt med forventningerne om det samme. Skulle man være lidt fræk, og det er trods alt i Ørntofts ånd, kunne man sige at manden giver fingeren og et kindkys i samme bevægelse. Der er knald på! /Gyldendal

KIM FUPZ AAKESON: JOANNE ER 54

Jonna ud af ensomheden

Kim Fupz Aakeson er kendt som manuskriptforfatteren bag Den eneste ene og En soap, men sidenløbende har han et fint og mangfoldigt forfatterskab. Senest har han udgivet romanen Jonna er 54 om pantefogeden Jonna, hvis familie består af en suicidal søn, en skrantende mor og mindet om en alkoholisk faderfigur, der dominerede Jonnas barndom. Her knalder smerten igennem og efterlader et murrende spor i resten af Jonnas liv, hvor hun har mere end almindeligt svært med at åbne sig for andre mennesker. Livet på den kommunale arbejdsplads og hverdagens skærmydsler beskrives indgående, men det bruges til at tegne et billede af Jonnas permanente ensomhed, hvor praktiske gøremål bliver tilværelsens holdepunkt, og ikke til at beskrive en gruppe i samfundet. Kapitel efter kapitel skrider sikkert fredad, dialogerne er en af Aakesons forcer, og følger man bogens ambitionsniveau er Jonna er 54 præcis som den skal være. Det bliver bare lidt kedeligt nogen gange, med hverdagens manøvrer ud i det fremmedgjorte og større sympati for akvariefisk end mennesker. Men hvad gør en sindssyg ferm forfatter, der skriver rørende realisme, når hverdagen og virkeligheden simpelthen bare er kedelig? / Gyldendal