DIGT OM HVOR YDMYGENDE DET KAN VÆRE AT HAVE EN PROFESSION
nu føler jeg pludselig
at jeg virkelig breder mig
at det er direkte pinligt
her til folkemødet på mors
at jeg alene beslaglægger
et stort rundt bord
i vip-teltet
med folketingspolitikerne
og sangskriveren tomas buttenschøn
og den slags typer
jeg har rejst i mange timer
og stod af på sådan et vindblæst sted
som provinsen altid lader til at være
for en der lider under den skæbne
at være født og opvokset i københavn
i provinsen
hvor nogen har bedt mig om at læse op
fordi jeg er en ung digter
men folk er egentligt
helt ærligt
ikke rigtig interesserede
i de digte
det er tradition
at man
efter sin oplæsning
træder ud
på fortovet
folk trækker deres cykler ud af stativerne
måske har det regnet lidt
måske er fortovet vådt
og så er der himlen
og en mand skal sige
tak for oplæsningen jeg forstod ikke et ord
hvilket jo er helt i hans ret
skal man så sige tak
i går valgte jeg at sige:
det håber jeg der er nogen der gør
det var da lidt baller af mig eller hvad
så tog jeg toget hjem
til nordvest
jeg græd lige før i informationsteltet
foran en ung kvinde
med navneskiltet louise nielsen
jeg ved ikke hvad der skete
jeg havde rejst så langt
stod af på en vej på en ø
hvor der ikke var et menneske
spurgte en stor skægget mand om vej
og straks ville han
indgå et samarbejde
og sætte billeder til mine digte
og han stak mig sit visitkort
og han havde også startet en festival
i hurup
hvor han synes jeg skulle komme
i uge 41
nej, jeg kan ikke altid lide mennesker
men det kan vi vel også mødes omkring
ikke kærlighed
men dyb frygt
for provinsens kulturarrangementer
at man altid ankommer alene
og ikke kan gennemføre
den runde af smalltalks
som man også er blevet ansat til
og at man altid er bange for
at ens bukser står åbne
når man læser op
jeg føler mig ikke tryg ved det
jeg er ikke folkelig
nu sætter to midaldrende mænd sig
ved mit bord
de har fire tallerkner med
til fire andre personer
rædsel
jeg er blevet så gammel
at tilværelsen begynder
at blive synlig som skæbne
alene i et vip-telt på mors
post-grådanfald
digter
nej! nu ser jeg
efter at de to mænd har rejst sig
at de har efterladt tre tallerkner mad
ovetrukne med film
og prydet med en håndskrevet seddel
hvorpå der står dette ord
”kulturministeren”
jeg klarer det ikke
jeg kan ikke tale
med kulturministeren
jeg kan ikke smile det smil
kulturministerens
tilstedeværelse kræver
af enhver kunstner
jeg må flygte
inden det er for sent
det bliver fatalt for min karriere
marianne jelved
louise nielsen
fortalte mig
at jeg skal sove
i en lille by
20 km væk
og der er ingen biler lige nu
de er søde at de hjælper mig
og alligevel vil jeg gerne bruge lidt tid på at hade
at jeg sidder alene på mors
og er bange for kulturministeren
det regner helt vildt
teltet fyldes af flere og flere
ministeren er stadig ikke kommet
men det er en stakket frist
nu går clement kjærsgaard forbi
og siger til en eller anden person
at de ikke kan sætte sig ved mit bord
for det er ministerens
men jeg sad her jo først
eller hvad
jeg har også lige set morten messerschmith
eller måske var det bare en
der lignede ham
