Det er med meget lidt forståelse jeg gennem de senere år har iagttaget hidsige debatter bryde ud om graden af "sandhed" i tilsyneladende autobiografisk litterrær prosa. Var nykøbingenserne virkelig så onde mod Knud Romers mor, som han beskriver det i Den som blinker er bange for døden? Er Bording Friskole virkelig en disciplineringsanstalt af den art, som Peter Høeg beskriver i De måske egnede? Er Jørgen Leth en gammel gris, fordi han, i Det uperfekte menneske, giver os indblik i de fiktioner om herremænd og slavekvinder, som hans seksuelle begær næres af?

Min umiddelbare reaktion på sådanne spørgsmål har altid været: Who cares?

Lilian Munk Rösing i Spring, nr. 28