1. Iris Murdoch: The Bell (1958)
For tiden er jeg blevet hooked på traditionelle romaner. Iris Murdoch kan godt være lidt kedelig (tror fx ikke jeg kommer igennem den enorm lange The Sea, The Sea), men Klokken eller The Bell er lige i øjet. Hun har selv kaldt det "a lucky book", på den måde at den samler sig heldigt, og det gør den. Er total nede med romankarakterens indre kamp mellem individ og stereotyp. Desuden, for at hype yderligere, skriver Thykier også om den i Éntre, og om et af Murdochs yndlingsord opaque. Hypemachine herfra. Og does Iris look cool here or what?
2. Francoise Sagan: Et usikkert smil (1955)
Sagan, af Sigurd meget rammende kaldt Frankrigs svar på Tove Ditlevsen, blev i de bornerte halvtredsere markedsført herhjemme med nogen forfærdelige danske romantitler. "Bonjour Tristesse" blev til "Farlig sommerleg" og "Un certain sourire" til "Et usikkert smil". Nå, oversættelserne i sig selv er udemærkede. Et usikkert smil, synes jeg, er klart at fortrække for debuten. Total Marguerite Duras for teenagere og eksistentialisme på cigaretplan og jeg er total med på det. Og tjek lige ud hvor meget hun og Iris kører den samme frisure.
3. Miriam Toews: Livet som det kunne have været (2004)
"Jeg satte Tash' Keith Jarret-plade på og lå og så nålen køre rundt og rundt femten centimeter fra mit hoved. Jeg kunne godt lide den måde han stønnede på, mens han spillede. Jeg besluttede mig for at kunne lide alle som tillod at man optog deres stønnen og sendte den ud i hele verden. Jeg ville ønske at verden også kunne høre min stønnen, tænkte jeg. Hvorefter det gik op for mig at det krævede at jeg først lærte at spille blændende på et instrument. Prøv lige at være lidt realistisk, sagde jeg højt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg spekulerede på om det var muligt at donere min krop til videnskaben, før jeg rent faktisk var død. Jeg spekulerede på hvordan symptomerne ville være, hvis nogen opkaldte en sygdom efter mig."Sådan skriver teenager Nomi fra sektby i Canada. Miriam Toews er fra nu en af mine yndlingsforfattere. Fuck det er fedt at læse gode bøger hvor sprogkampen bare har fået fingeren og så ikke så meget pis. Og så er kort blond hår åbenbart forfatterindernes choix du jour. Nå.
4. Hans Otto Jørgensen: By og hest (2010)
Klart en af de bedste HOJbøger længe. Antitrafficking I hear you. Hearts.
5. Anders Haahr Rasmussen: Èn bold ad gangen. (2010 d. 27. August)
Kønspolitisk Wozniackibog som egentlig er lidt ligeglad med Caroline Wozniacki men rimelig interesseret i tennis og homofobi, platinsmykker, bolddrenge, sportsjournalistik, pengemaskiner og alt muligt. Hallo i øvrigt også kommende månedens bog i Euroman, nej jeg mener, den er virkelig god og Anders er en knag. (Forsiden er ikke officiel endnu, men jeg kan afsløre, at det er noget med tennis og Wozniacki, og så kan jeg desuden tilføje at nummer to googleforslag der kommer op, når jeg søger på "caroline wozniacki" er "caroline wozniacki breasts")
Desuden nydt Cassavetesfilm og The Wire. Okay nu er jeg svimmel. Vi ses!
