Jeg så det ikke, fordi jeg lige var på ferie, men d. 21. juli havde jeg et digt med i Politikens kulturtillæg, et sportsdigt, som avisen havde bedt mig skrive til lejligheden EM/OL/Tour de France og så videre. Jeg skulle bruge ordet "udbrud", det er sådan en bestillingsopgave man fedter rundt med i fire-fem dage og så af sted over mailen og tilbage til det samme, gamle manus at kæmpe med/retsinaen. Det er meget anderledes at skrive for en avis i forhold til at udgive en bog, den hastighed der er i det. Bogen går man og venter på, den kommer ud et halvt år, et helt år eller mere efter man har skrevet teksterne. Avisen trykker det, inden man helt har forstået, hvad der foregår. Men avisen bliver selvfølgelig heller ikke sat op på en hylde, den bliver for det meste smidt ud eller puttet i brændeovnen på de kolde sommeraftner og den slags. Jeg kan godt lide den hastighed det er, man skriver lidt løsere, når ikke at hugge en hæl og klippe en tå, og jeg er heller ikke så nervøs over modtagelsen, selvom der vel, når jeg tænker over det, er flere der læser et digt, der er publiceret i Politiken, end et, der er trykt i min bog. Ak. Serien med sportsdigte fortsætter nota bene nogen uger frem endnu, Mette Moestrup havde et digt i i lørdags, som var pissegodt og enkelt. Her er mit digt og et billede af opslaget i avisen.

I UDBRUD

de

langsomme sportsgrene

jeg blev opfostret med som barn

langrend, fodbold,

hvorfor min mor råbte

indover

hun elskede Bjarne Riis

af et godt, svedigt hjerte

om sommeren, en sommer

mens mørket steg fra søen

cirka 10 kilometer væk

i de lyse nætter, i den stærke sol,

det latterlige nordlys over Kikhavn, Hundested

en nat, hvor min kæreste ligger og sover

og jeg som sædvanlig er søvnløs og

derfor ser det svage nordlys danse over bakkerne,

det ligner en billig computereffekt,

alle disse små sommerhuse, små skure,

omringet af syrener

i bunden af haverne ligger der breve af grønt slim,

jeg ved det, men jeg ved ikke, hvad der står i brevene,

jeg dykkede uforvarende

lige ned i en brandmand

jeg gned ansigtet mod den som mod en pude

jeg lå på det mørke værelse

mit ansigt var i vild flugt fra sig selv

eller også var det mig, der løb ud af mit ansigt

jeg turde ikke røre ved det

øjet i udbrud

det forbrændte/eksematøse

eller hjertet

på vattæppet under træerne,

det soler sig,

nervøst,

jeg er opildnet, manisk,

jeg ved, hvad de vil have

og giver dem det,

jeg kan komme i mål

jeg knuger min spegepølsemad

ind til brystet,

jeg er en kold frikadelle

gemt til en senere madpakke

under blomsternes lig,

røgen fra et romerlys breder sig over spillerne

nogen har smidt det ind på banen

det svulmer som en blomst, der vil hævne sig

havet kan ligne eksem

markerne blomstrer

jeg knuger en lille rød blomst i næven

vi elsker fodbold

danmark danmark danmark