tirsdag den 4. december 2012

Den Blå Port Nr. 91

Det her var ved at give mig et hjerteslag at få færdigt! Kære bloglæser, min blog er jo helt forkalket, beklager! I dag har jeg fx feber. Men til sagen: Den blå port. Jeg er kommet i redaktionen med Josefine Klougart og Jonas Rolsted. Ingen af os har prøvet at lave tidsskrift før, jesus kristus, der er meget at lære! Men nu er det her. Eller det er et sted på Sjælland, måske i vores udgiver Forlaget Vandkunstens lokaler, jeg sidder jo i Jylland, i sneen, ude blandt markerne, jeg har ikke engang set det selv! Det udkommer d. 9. december. Man kan tegne abonnement på Vandkunstens hjemmeside snart, man kan købe nummeret på adlibris eller i Møllegades boghandel. Det er sgu gået hen og blevet helt godt. Bjørn Rasmussen og Lars Frost bidrager med nye tekster, Julie Sten-Knudsen har oversat en fantastisk tekst af Hanna Hallgren og Johan Jönsson om mandlighed (maskulinitet er nummerets paraplyede tema), Hans Otto Jørgensen har skrevet om den oversete stjerneforfatter (og morder) Ole Kollerød, Anne Fastrup ser nærmere på Lars Frosts velfærdstriologi, Iben Engelhardt Andersen og Mette-Marie Zacher Sørensen skriver om Bjørn Rasmussens debutroman Huden... (den roman hedder altså bare Huden i daglig tale, helt ærlig, det vil jeg sige) og så er der et digt af Caroline Bergvall, som Mette Moestrup har oversat. Jeg er så taknemmelig for alle dem, der har bidraget, at de ville give os deres tid og arbejde! Der er slipfest på Café Teatret d. 9. fra 17-20 med glögg og det hele og alle er velkomne.
Kh febermusen også kendt som Olga R