Efter promenandearrangement i går:
Om blogs, der arbejder med litterære former/tekster - bare nogen noter
Bloggen
I dette tilfælde eksemplerne:
1 - Caspar Erics blog fragmentermodetkultureltarkiv.wordpress.com og
2 - Asta Olivia Nordenhofs blog jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com
På en blog finder man: en lang række publicerede indlæg. Kronologisk ordnede. Sidestilllede også. Både Caspar og Olivia nævnte til paneldebatten efter deres oplæsninger, at de havde haft svært ved at vælge tekster fra bloggen ud, som de skulle læse op. Der var altså noget ved at udvælge, redigere i bloggens strøm af tekst, der bød dem imod. Right! Det modarbejder den sidstilling af alle publicerede tekster, som er en af bloggens forcer.
Generel måske, væmmelse, hos nogen (eller misforstod jeg?) over en litteratur, der arbejder som strøm, altså kommer til os som en strøm, hvor teksterne indgår i en forholdsvist (!Tiden som den store konge!) afhierarkiseret sammenhæng.
(Hierarki måske det største buzzword overhovedet indenfor forfatterskolelitteraturen (there, I said it) de sidste 10-15-20(?) år).
Der er denne forhåndsindtagede skræk for litteraturen som "en strøm", at det skulle være gammeldags. Romantisk. Nogen var skrækslagne for ideen om, at disse tekster ikke ønskede at være bøger.
Nogen synes, det var gammeldags, at man ikke ville lave bøger. (Sådan et vildt og absurd udsagn, at man kun kan lolle over det).
Der er forskel på teksten som strøm, som den vi møder hos beat-forfattere, shamanistisk inspireret litteratur og så den strøm vi møder på bloggene. Forskellen er blandet andet, at blog-strømmen ikke følger åndedrættet, som man fx ser det i førnævnte tekster (On The Road famøst skrevet på en eneste lang rulle), hvor åndedrættet er en af de styrende formelle principper i teksten. (I øvrigt intet i vejen med det, breathing, it's great).
I stedet for dette fysiske åndedræt følger blogteksterne internettes biorytme (LOL!). Alt det jeg holder af ved internettet: hastigheden, letheden, det umiddelbare, humoren, det bittersøde. Læg fx mærke til navnene på disse to blogs:
Fragmenter mod et kulturelt arkiv
Jeg hedder mit navn med versaler
Det er meget lange titler, de er nærmest fjollede.
Da Olivia fortalte mig, hvad hendes blog hed, forstod jeg det først ikke, hvad mener du, du hedder dit navn med versaler, altså ASTA OLIVIA NORDENHOF med store bogstaver eller hvad?
Det var helt klart en af meningerne med den blogtitel, at man skulle blive forvirret, at det skulle snyde lidt.
Det er også blogtitler, der modarbejder den ellers effektive korte webadresse: pol.dk, eb.dk, som vi kender det, hvor man så hurtigt som muligt skal kunne skaffe sig adgang til siden.
Allerede her har disse blogs taget en smule pis på sig selv, eller: allerede her, i deres blotte og bare navne, alt for lange, knoklede, har bloggene pegede på sig selv som stykker af internettet.
Og altså internettets (lol!) biorytme: hastigheden, det umiddelbare. Klart at det medfører en bekendelseslignende tekst til tider og bekendelseslitteraturen lever, og for mit vedkommende kan jeg virkelig ikke se det dårlige i bekendelseslitteratur, men jeg var jo heller ikke forfatter i 90'erne, jeg har ingen encyklopædiske længsler, så ak!
Det, der i stedet for ånderættet, er med til at forme disse blog-teksters strøm, er, at de indgår i det, der er ved at vokse op omkring os, som jeg simpelthen vil vælge at kalde: INTERNETTETS TEMPERAMENT.
En vidunderlige lethed. En vidunderlig lethed også i selskab med de tunge emner og udsagn hos Olivia, jeg tror ganske simpelt, at mange af de henslængte, direkte fjollede sætninger på begge blogs - det dejlige - er udsprunget fra bevidstheden om bloggen som afsender. Jeg tænker: måske kunne disse tekster kun blive skrevet, fordi de skulle på blogs, og helt andre tekster ville have set dagens lys, hvis de blev skrevet til bøger.
Altså: bloggens kvaliteter og kendtegn medfører nye former for tekst! (Crazy, I know!)
Bloggens hastighed, og forholdet mellem afsender og modtager, fordrer altså en særlig skrift, eller forskellige former for skrift, der bærer de samme kendetegn.
Jeg kan ikke lige gennemskue alle kendetegnene (et livsværk i sig selv, ville jeg mene), men her er nogen:
Skriften forsvinder lige om lidt. Man kan læse sig tilbage i arkiverne, hvis man er hardcore, men forfatteren forventer det ikke, som man fx forventer af sin læser, at de læser hele ens bog (ak! quelle naïvité!).
Bloggen begynder altså hele tiden forfra på den måde, tekster tabes SKRÅSTEG nye, friske, nærmest dugvåde, begyndelser opstår ved hver ny blogpost. Og altid også, når man skriver bloggen, den forestilling om, at der ingen i verden er, der læser den. (Det kan, i øvrigt, kun være godt for litteraturen!)
Noget jeg kun kan beskrive som rædsel, når folk henviser til min blog i en virkelig samtale. Som om den var et afsides sted, vi ikke taler om. Som en blottelse. Sådan et mødested for læser og blogger kan kun fordre særlige og spændende omstændigheder for kunst og litteratur.
Ak!
Og nogen sagde i går: hvor er redaktørerne, er det ikke et problem?
Men forstod måske slet ikke, at selve arrangementet var en udvælgende, redigerende handling. Promenanden pegede altså på disse bloggere, altså disse blogs allerede løftet op over det umådelige ocean af blogs og tumblrs (tak tumblr, i øvrigt, for at have givet os porno-gif'en, I am grateful).
Og at en redigerende instans måske netop ville medføre en anden form for tekst, som også kunne være spændende, men altså netop ikke er den, vi taler om, når vi taler om blogs.
Bloggen siger den er autofiktion, men den flirter med løgn i sine øjne, det bliver meget tydeligt, hvordan identitet kan skabes via tekst.
Bloggen er so seriously det største maskebal (derfor var Bukdahls pointe om det gøglede, karnevaleske hos Olivia også spot on), lige så stort et maskebal som en profil på de sociale medier er det, eller bare når man står og hænger på trappen ude foran litteraturhaus med en gruppe mennesker, man ikke rigtig kender, er det. Eller bloggen er lige så nøgen og afklædt, som første gang man ligger sig med en ny, smuk type: altså masken som blottelse, jeg siger det, ak!
Og så videre og så videre. Jeg sad og tænkte: den gamle verden er hjælpeløs.
Nu går det så op for mig at Caspar Erics adresse er: http://caspareric.wordpress.com - så fml, den teori faldt lidt til jorden, kan det passe, at den engang hed hele moletjavsen?
Der må gerne være stavefejl i denne tekst.
Der må gerne våre slåfejl i denne tekst.
Jeg har netop lige skrevet den. Klokken er 12.20 og dagen er smuk. Snart skal jeg drikke kaffe med en smuk ven, tidligere har jeg fået foretaget en prøve for livmoderhalskraft i min læges gynækologstol, altså har jeg allerede en gang i dag set mit eget blod.
Om blogs, der arbejder med litterære former/tekster - bare nogen noter
Bloggen
I dette tilfælde eksemplerne:
1 - Caspar Erics blog fragmentermodetkultureltarkiv.wordpress.com og
2 - Asta Olivia Nordenhofs blog jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com
På en blog finder man: en lang række publicerede indlæg. Kronologisk ordnede. Sidestilllede også. Både Caspar og Olivia nævnte til paneldebatten efter deres oplæsninger, at de havde haft svært ved at vælge tekster fra bloggen ud, som de skulle læse op. Der var altså noget ved at udvælge, redigere i bloggens strøm af tekst, der bød dem imod. Right! Det modarbejder den sidstilling af alle publicerede tekster, som er en af bloggens forcer.
Generel måske, væmmelse, hos nogen (eller misforstod jeg?) over en litteratur, der arbejder som strøm, altså kommer til os som en strøm, hvor teksterne indgår i en forholdsvist (!Tiden som den store konge!) afhierarkiseret sammenhæng.
(Hierarki måske det største buzzword overhovedet indenfor forfatterskolelitteraturen (there, I said it) de sidste 10-15-20(?) år).
Der er denne forhåndsindtagede skræk for litteraturen som "en strøm", at det skulle være gammeldags. Romantisk. Nogen var skrækslagne for ideen om, at disse tekster ikke ønskede at være bøger.
Nogen synes, det var gammeldags, at man ikke ville lave bøger. (Sådan et vildt og absurd udsagn, at man kun kan lolle over det).
Der er forskel på teksten som strøm, som den vi møder hos beat-forfattere, shamanistisk inspireret litteratur og så den strøm vi møder på bloggene. Forskellen er blandet andet, at blog-strømmen ikke følger åndedrættet, som man fx ser det i førnævnte tekster (On The Road famøst skrevet på en eneste lang rulle), hvor åndedrættet er en af de styrende formelle principper i teksten. (I øvrigt intet i vejen med det, breathing, it's great).
I stedet for dette fysiske åndedræt følger blogteksterne internettes biorytme (LOL!). Alt det jeg holder af ved internettet: hastigheden, letheden, det umiddelbare, humoren, det bittersøde. Læg fx mærke til navnene på disse to blogs:
Fragmenter mod et kulturelt arkiv
Jeg hedder mit navn med versaler
Det er meget lange titler, de er nærmest fjollede.
Da Olivia fortalte mig, hvad hendes blog hed, forstod jeg det først ikke, hvad mener du, du hedder dit navn med versaler, altså ASTA OLIVIA NORDENHOF med store bogstaver eller hvad?
Det var helt klart en af meningerne med den blogtitel, at man skulle blive forvirret, at det skulle snyde lidt.
Det er også blogtitler, der modarbejder den ellers effektive korte webadresse: pol.dk, eb.dk, som vi kender det, hvor man så hurtigt som muligt skal kunne skaffe sig adgang til siden.
Allerede her har disse blogs taget en smule pis på sig selv, eller: allerede her, i deres blotte og bare navne, alt for lange, knoklede, har bloggene pegede på sig selv som stykker af internettet.
Og altså internettets (lol!) biorytme: hastigheden, det umiddelbare. Klart at det medfører en bekendelseslignende tekst til tider og bekendelseslitteraturen lever, og for mit vedkommende kan jeg virkelig ikke se det dårlige i bekendelseslitteratur, men jeg var jo heller ikke forfatter i 90'erne, jeg har ingen encyklopædiske længsler, så ak!
Det, der i stedet for ånderættet, er med til at forme disse blog-teksters strøm, er, at de indgår i det, der er ved at vokse op omkring os, som jeg simpelthen vil vælge at kalde: INTERNETTETS TEMPERAMENT.
En vidunderlige lethed. En vidunderlig lethed også i selskab med de tunge emner og udsagn hos Olivia, jeg tror ganske simpelt, at mange af de henslængte, direkte fjollede sætninger på begge blogs - det dejlige - er udsprunget fra bevidstheden om bloggen som afsender. Jeg tænker: måske kunne disse tekster kun blive skrevet, fordi de skulle på blogs, og helt andre tekster ville have set dagens lys, hvis de blev skrevet til bøger.
Altså: bloggens kvaliteter og kendtegn medfører nye former for tekst! (Crazy, I know!)
Bloggens hastighed, og forholdet mellem afsender og modtager, fordrer altså en særlig skrift, eller forskellige former for skrift, der bærer de samme kendetegn.
Jeg kan ikke lige gennemskue alle kendetegnene (et livsværk i sig selv, ville jeg mene), men her er nogen:
Skriften forsvinder lige om lidt. Man kan læse sig tilbage i arkiverne, hvis man er hardcore, men forfatteren forventer det ikke, som man fx forventer af sin læser, at de læser hele ens bog (ak! quelle naïvité!).
Bloggen begynder altså hele tiden forfra på den måde, tekster tabes SKRÅSTEG nye, friske, nærmest dugvåde, begyndelser opstår ved hver ny blogpost. Og altid også, når man skriver bloggen, den forestilling om, at der ingen i verden er, der læser den. (Det kan, i øvrigt, kun være godt for litteraturen!)
Noget jeg kun kan beskrive som rædsel, når folk henviser til min blog i en virkelig samtale. Som om den var et afsides sted, vi ikke taler om. Som en blottelse. Sådan et mødested for læser og blogger kan kun fordre særlige og spændende omstændigheder for kunst og litteratur.
Ak!
Og nogen sagde i går: hvor er redaktørerne, er det ikke et problem?
Men forstod måske slet ikke, at selve arrangementet var en udvælgende, redigerende handling. Promenanden pegede altså på disse bloggere, altså disse blogs allerede løftet op over det umådelige ocean af blogs og tumblrs (tak tumblr, i øvrigt, for at have givet os porno-gif'en, I am grateful).
Og at en redigerende instans måske netop ville medføre en anden form for tekst, som også kunne være spændende, men altså netop ikke er den, vi taler om, når vi taler om blogs.
Bloggen siger den er autofiktion, men den flirter med løgn i sine øjne, det bliver meget tydeligt, hvordan identitet kan skabes via tekst.
Bloggen er so seriously det største maskebal (derfor var Bukdahls pointe om det gøglede, karnevaleske hos Olivia også spot on), lige så stort et maskebal som en profil på de sociale medier er det, eller bare når man står og hænger på trappen ude foran litteraturhaus med en gruppe mennesker, man ikke rigtig kender, er det. Eller bloggen er lige så nøgen og afklædt, som første gang man ligger sig med en ny, smuk type: altså masken som blottelse, jeg siger det, ak!
Og så videre og så videre. Jeg sad og tænkte: den gamle verden er hjælpeløs.
Nu går det så op for mig at Caspar Erics adresse er: http://caspareric.wordpress.com - så fml, den teori faldt lidt til jorden, kan det passe, at den engang hed hele moletjavsen?
Der må gerne være stavefejl i denne tekst.
Der må gerne våre slåfejl i denne tekst.
Jeg har netop lige skrevet den. Klokken er 12.20 og dagen er smuk. Snart skal jeg drikke kaffe med en smuk ven, tidligere har jeg fået foretaget en prøve for livmoderhalskraft i min læges gynækologstol, altså har jeg allerede en gang i dag set mit eget blod.
