Line-Maria Lång debuterer som 27-årig med novellesamlingen Rottekonge, og den har noget umiskendeligt ungt over sig. Energien er stærk og talentet tydeligt, særlig når det gælder struktur og opbygning. Man fornemmer et stærkt behov for at arbejde barndommens skyggesider igennem for at finde frem til en stabil identitet som voksen. Universet er bizart og tenderende postmodernistisk i sine personers fremmedgørelse. Mange af novellernes karakterer virker konstruerede, som en slags dukker i forfatterens hænder. Den mislykkede leg er gennemgående tema, en novelle har endda titlen Dukke. På mange måder kan hele bogen opfattes som Långs groteske marionetspil med konstruerede personer i forsøget på at forlige sig med voksenlivets regler og relationer. I den sammenhæng skrives sex flere gange sammen med en form for opløsning af kroppen og identiteten, sex som noget fremmed og spændende. Børns ondskab og kvinders påståede dyd får også en tur gennem maskinen. Der er simpelthen behov for at vise prinsessens blodige vasketøj frem.
Her en anmeldelse af Långs Rottekonge, som jeg har skrevet til Femina (formen lyder max 900-1000 anslag), og som bringes i bladet i næste uge.
