I Sara Stridsbergs roman Darling River udvikler ungpige Lo sig fra lokkende Lolitanajade, med samlejer på flodbredden, til syg krop med insektfyldte sår, med hindeklædte, blinde øjne og fordærvede tænder. Da en hund snuser til hendes skridt, antydes det, at noget rådner derinde. Lo nægter at blive voksen, hun er Lolita for evigt, ingen kan løse hendes sygdoms gåde, hun kvitterer med at dyrke sex med en sygeplejer i hospitalshaven. Men hele tiden den passive piges forførelse, han tager hende, hun giver efter.
Til sidst i romanen kaldes hun demonbarnet, pigen der ikke vil blive voksen, barnet der bliver i flæserne og jomfrukammerets omfavnelse(i pigeværelsets livmor). Så voldsomt insisteres der på Lolitaidentiteten, at al anden seksualitet forrådner for derfra langsomt at trænge ud gennem kroppen til Lolitas overflade som fysisk sygdom. Ikke som mental lidelse. Kødet er centralt. Stridsbergs krop er slagmark.
Altså: Bag eller under eller fra Lolita: der stiger en anden seksualitet. En seksualitet som er mere skræmmende, mindre uskyldig, mindre barn. Et andet begær, aggressivt og aktivt. Tættere på døden, på væskerne, blodet, på graviditetens grimhed. Altså: undertrykt og kæmpende. Lo og Dolores. Lolita og smerten. Den lille pige og døden.
Sylvia Plaths Ariel begynder med digtet Morning Song: om at frasige
sig sit moderskab i raseri over at skulle indgå i en kontamineret relation, en relation, der altså er så gennemvædet af den gravides erfaringer som datter, at hendes presserende moderskab bliver en spejling af noget forkrøblet. Moderens kærlighed til barnet som en nådesløs og grim mekanisme påtvunget af biologien: ”Love set you going like a fat gold watch. / The midwife slapped your footsoles, and your bald cry / Took its place among the elements. / (...) / I am no more your mother / Than the cloud that distills a mirror to reflect its own slow / Effacement at the winds hand.”
Klart modersavnet og angsten for moderskabet som uløseligt forbundet også i Darling River. Her er både en gravid kvinde, der først og fremmest ønsker at blive ført til sin mors ukendte grav, og en mor, der er skredet fra sin familie. Hvert andet afsnit kaldes ”ur moderkartet” (fra moderkortet), og her flakker en mor rundt i verden fra Alaska til Ukraine. Hun karakteriseres af sit hvide tøj, sit kamera og altså sin ene egenskab: moderskabet. En omrejsende, i frygt flanerende og fotograferende mor. Kortet er ikke verdenskortet, men moderkortet, arealerne er ikke verdens; områderne tilhører ikke geografien, men moderen. Hele verden er mor og hele verden er den fraværende mor. Datteren Lo, der kun har sin (sted?)far, forbliver ikke bare pige, ikke bare Lolita, men også på den måde datter. I sin moderløse seksualitet bliver hun Lolita. Hendes elskere er ikke mænd, men kaldes brødre. Overalt ledes der efter familiære relationer. Incesten som ønsket om at transcendere ensomhed. Incest som danset savn.
Altså: Det forladte barn og det begærede barn mødes i Stridsbergs roman og får tilbudt flugtvejen: at blive abe. At seksualiteten ikke kan kanaliseres gennem Lolitafiguren, synes at være en af Stridsbergs samfundskritiske pointer, alt for meget ligger tilbage på den dunkle side af identitetens gitter. Man kan sige: Når seksualiteten presses igennem et passivt, uskyldigt og puritansk begærsidol, trænger resten af seksualiteten sig på med negativt fortegn og bliver sygdom og død og råd. Man kan tale om en særlig Stridsbergsk krop. Kroppen som slagmark, som gennemtrængt af negeret drift og omsluttet af negeret drift. Den Stridsbergske krop er ligeglad med om den lever eller dør. Seksualiteten trænger igennem flodbreddens slimede jord og kræver sin krop. Om denne krop dør i processen og bliver jord er sådan set underordnet. Som jord er Stridsbergs krop mere fri seksualitet end den er som Lolita.
