Feminist som mor lavede dem
Forrige fredag bragte Information en tendensartikel med titlen ‘Tidens trodsige tøser’. Jeg var en af de seks yngre kvinder der blev interviewet til portrættet. Titlen gjorde mig irriteret, og det samme gjorde underrubrikkens påstand om, at disse tøser ikke ville kaldes feminister.
Jeg er feminist, og det sagde jeg også til journalisten. Hun fortalte mig senere, at kun to ud af de seks kvinder havde omtalt sig selv som feminister. Den ene var mig. Men det krævede ikke mere end et tilfældigt møde på Bo-Bi Bar for at finde ud af, at en tredje også var blevet fejlciteret, dvs. at halvdelen af de præsenterede kvinder blev censureret. Censuren er forhåbentlig ikke et udtryk for nogen onde hensigter, jeg tror nærmere, det er et meget uheldigt eksempel på automattænkning et eller andet sted hos en eller anden redaktør, der er glad for bogstavrim.
Det får helt kafkaske dimensioner for mig, når jeg tænker på de travle skyggeredaktører, der sidder og stempler artiklerne igennem minutter før trykkeriet går i gang.
Automatikken venter ikke på nogen.
At historien om den unge feminist kun kan være a) hun gør op med den slags feminisme, hendes mor bedrev, b) hun vil slet ikke kaldes feminist, er i mine øjne en bredt accepteret fiktion. Selvfølgelig udvikler feminismen sig, men den gør det med fodfæste i det foregående. En ny feminisme er ikke nødvendigvis et opgør med en gammel. Og feminismen hedder feminisme, den kan ikke gemme sig, en feminist med maske på må være modigere.
Kvindelige kunstnere
I artiklen prøver de seks voksne kvinder at tale om en forsøgt seriøs litterær praksis, hvor de bl.a. arbejder alvorligt med aggression.
Flere formulerer i interviewet ønsker om at slippe fri af forskellige, kønnede stereotyper.
Disse kvinder kaldes tøser, deres aggression for trods, og deres fokus midlertidigt.
Tøser er nogen der fniser i frikvarteret, ikke nogen man tager alvorligt, trods er et udtryk, man bruger om hysteriske børn. Disse kvinder devalueres og trækkes ned på et førvoksent stadie sammen med de andre kvindelige kunstnere, dem vi kender som alfer, popprinsesser og andet ufarligt, kønt og kønnet skravl, hvis kunst hører til i mærkelige verdner i selskab med sjove dyr (!) og femifantasy. Meget ufarligt og rimelig useriøst tager man en trodsig tøs og en islandsk fe. Eller man kan sige: De taler et sprog, vi ikke skal prøve på at forstå.
Artiklen, og særligt dens overskrift, er i sig selv det bedste argument for, hvorfor netop denne artikel burde have været relevant, men endte med ikke at være det. På den måde blev den relevant igen, ad omveje, som et eksempel på hvorfor vi bliver nødt til at fortsætte og intensivere samtalen om italesættelsen af kvinder og mænd i medierne og det offentlige rum.
Svære vilkår
At et indslag i Deadline, hvor Marie Kudahl og Christina Hagen vinkles som to unge forfatterinder, der skriver om køn og begær, akkompagneres af stemningsbilleder fra Jørgen Leths Det erotiske menneske, er bare endnu et tragikomisk eksempel på, hvor svære vilkår denne samtale har.
Den supermaskuline hvide mands syn på den purunge etniske kvindes nøgne krop kan være et interessant nok blik, men at pakke det unge menneskes forsøgsvise frigørelse fra at være forventet begærsobjekt ind i netop selv samme forventning, forstærker bare den klaustrofobi, jeg føler hver eneste dag over aldrig at kunne komme ud af kønsrollens celle.
Min krop er hovedsageligt repræsenteret i det offentlige rum af et reklamepigebarn, der er retoucheret helt ind i døden. Herfra må jeg desværre forsøge at manøvrere. Blandt andet derfor er jeg feminist.
Til sidst er det vigtigt for mig at påpege, at det klaustrofobiske rum og den utålmodige automatik berører både mænd og kvinder. Som kvindekrop kan jeg kun sige min brøkdel på de hertildelte 3600 anslag. Farvel.
