Det læser jeg for tiden: Julia Kristeva: Sort sol
Sort sol er teoretikeren (lad os kalde hende det) og den praktiserende psykoanalytiker og vel sagtens også feministen og semiotikeren Julia Kristevas bog om depression og melankoli. Jeg læser Det lille forlags udgave på letlæseligt norsk. Det er deprimerende læsning. Jeg får sværere og sværere ved at placere Freuds egentlige indflydelse i en nutidig, vestlig, litterær sammenhæng.
Eller måske nærmere hans plads i hierarkiet har jeg svært ved at udpege. Hele tiden erklæres Freud død, som en lille gud, og lever videre alligevel, og hvilken del er reaktionær, hvis nogen del, andet end, selvfølgelig, den rødklædte psykologs del.
Kristeva - som efter sigende gjorde et lille nummer ud af, ikke at opholde sig i den nære cirkel omkring Lacan, hun skriver meget smukt. Gravkroppen, som kroppen der bærer på et dødt medlem. Men så også den her befippelse over frigiditeten, og nedgørelse af klitorisorgasmen som et slags dække for den manglende skedeorgasme: som om skeden har lukket sig selv ned, at kroppen ikke vil penetreres, ikke vil åbne sin grav. Det er altsammen meget dragende, men jeg tvivler på, at det også er virkeligt. (Her bruger jeg bare virkeligt, som det passer mig). Læs i øvrigt mere og hårdt, sørgeligt om skede her hos Olivia.
Det er selvsagt deprimerede kvinder i behandling, Kristeva hovedsageligt fokuserer på i sin bog, hun overvejer depressive områder knyttet særligt til kvindekroppen i kraft af for eksempel graviditetsmuligheden, men også knyttet til forskellige samfundsnormer.
Der er også læsninger af litteratur bagerst i bogen, men det er jeg ikke nået til. Jeg kan ikke læse så meget Kristeva ad gangen, det bliver simpelthen for deprimerende, alle symptomer og patientjournaler spejler hvem som helst, og den granskende, forskende, interesserede tilgang fra Kristevas side - på en eller anden måde bliver sygdommen helliggjort, som et område af ekstraordinær empiri. Jeg kan ikke helt forstå hende. Forsiden på den engelske udgave, som afbilledet her, er i øvrigt forfærdelig patetisk, det minder mig om Dreyers Jeanne d'Arc, jeg ser det næsten som på grænsen til det ironiske. Og er det psykoanalytikerens hånd, der ligger så faderligt på den pageklippede yngling?
Det der slår mig, og som sikkert har slået mange før mig, er et fællestræk hos disse franske, feministiske skrivende, som jeg beundrer så meget, og som jeg nægter at kalde medlemmer af "écriture féminine", det så åndssvage forslag at litterært begær skulle være eksplicit kønnet, og at den feminine orgasme er en bølgegang, wow, det vil jeg gerne lige spide med min litterære, liderlige penetration. Nå.
Men jeg læser Cixous' The Laugh of the Medusa, og det her interview med Marguerite Duras, der begge siger nogen rimelig vilde ting om kønnene og kønnenes forskelle, man godt kan lade sig bremse af, men det jeg tænker på nu, er, hvordan Cixous, Duras, Kristeva taler om et mørke bag den skrivende kvinde (og her er den skrivende kvinde en position, som en hver krop kan indtage), de taler om grave og skove, der skal mistes. Jeg hørte forkert i en eller anden sammenhæng, jeg troede Duras sagde: "Vi skal miste skovene", men hun sagde vist nærmere det, Mette Moestrup også siger: "Vi skal ud af skoven", og Stridsberg kører sin pige ind i skoven, der både er natmørk og lysende, fordi den brænder. Et svensk skovareal som en sort sol, Kristeva ville gå helt amok med Darling River, tror jeg, alt ville være krypt. Men det her mørke de taler om, og som jeg altså accepterer som en mulige realitet, kan være et alternativ til den af lysende erkendelse (den nærmest aforistiske) frembårede tekst. At teksten, og det er måske alle gode tekster, ikke bare disse fra en kvindelig position skrevne anliggender, har rum, hvor læseren kan gå i mørke, men uden at dette mørke skjuler noget.
Julia Kristeva, Sort sol, oversat til norsk af Bjørn Nake, 1994 (1987)
Jeg er i gang med at skrive et langt indlæg til tidsskriftet Kritik angående litteraturkritik som sådan. Det her er en af de spæde overvejelser, jeg har gjort mig i den anledning, selvom det måske har mere med poetik end kritik at gøre.
