Jeg drypper solhat i noget saft og så en pille, øv. Hej hej!
Nå ja, så kaffekoppen eller den lille skarpe, jeg skulle have nedsvælget mellem to oplæsninger i lørdags, blev skiftet ud med et helt andet og mere kedeligt gøremål nemlig vagtlægen, og altså direkte vagtlægebesøg mellem to oplæsninger, it was quite something. Og heldigt var det da, at der var landskamp og vi gik gennem Bispebjergs total tomme murstensrøde labyrint med enkelte oplyste vinduer i mørket og ellers lå hospitalet så stille som et sanatorium i en bjergby eller sådan noget, og i det tomme venteværelse ventede en mutet omgang dansk-norske heftigt spillende fyre på fladskærm (og hey hvorfor har de fladskærm, når de ikke har råd til at behandle kræft?, tænkte jeg, nå), men så sagde min læge også til mig om mandagen, at hvis det havde været i gamle dage (hvilket herligt udtryk), så var jeg nok kommet på sanatorium (og vi havde i øvrigt lige læst Thomas Manns novelle Tristan på uni, der foregår på et sanatorium, så som sådan begyndte sanatoriet af gøre lovlig opmærksom på sig selv), med al min sygdom, men nu til dags gik man jo på arbejde så længe man var feberfri og at vagtlægens diagnose i øvrigt var forkert, og så tænkte jeg bare åh.
