ANMELDELSE
af Olga Ravn
HVEDEKORN NR. 1/2011
Tidsskrift
Rosinante
Er udkommet
ET PAR ALPEROSER OG EN OK VITS
De unge mænd skriver stadig om blomster. I en susen gennem den nyeste udgave af digttidsskriftet Hvedekorn, bliver det de enkelte gode sætninger, der står tilbage.
Tidsskriftet Hvedekorn har i årtier været sted, hvor rigets nyeste og yngste debutanter, blev præsenteret. I årets første Hvedekorn (nr. 01/2011) er der kun fem debutanter ud af 23 bidragsydere. De kommer så tilgengæld helt frem som de første fem indslag i tryksagen. Det er stadig debutanterne, det handler om, synes det at signalere. Man kan meget vel spekulere i, at der simpelthen ikke pr. kvartal (Hvedekorn udkommer i gennemsnittet fire gange om året) er flere gode debutanter at tage af. Til gengæld lægges der så sider til en gruppe unge up-and-coming skrivende og til en håndfuld etablerede forfattere, den redaktionelle strategi synes at være, at løfte de unge med hjælp fra velkendte navne, at få de velkendte navne ud på frugtbare sidespor.
Debutanterne
Men hvad skriver de så om, de debutanter. Først og fremmest er de alle fem unge mænd, to er født i 1993, en evigt imponerende debutantalder. Rasmus Lindblad (93) starter nummeret med et messende digt om gud og valmuer. Ret kendtegnene, egentlig, for de fem unge debutanter, er blomster. De skriver om blomster, gud, æbler og sprog. Der er alperoser i hænderne på de unge og en lejlighedsvis halvgod vits.
Johannes Fogtmann (85) debuterer med et par længere, meget alvorlige digte. Alvoren er nogle gange på grænsen til det akavede, men der er enkelte udsagn, som løfter sig: ”Når jeg seksualiserer dig er det udelukkende af respekt for dine private tanker” synes jeg for eksempel er et rimeligt cool udsagn. Nielsen er klart bedst, når patosen viger for tør konstatering: ”cypresser ville have været en lettelse, men fra hvad?”
Martin Bastkjær Christensen (87) har skrevet en veloplagt liste over blomsters betydning, alperoser, myrte og en stokrose, som ”opfordrer til unødig vold”. Men på to sider er det svært at bedømme, om det forjættede talent er til stede, det er jo sådan noget man gerne vil spotte i Hvedekorn. Det er der, Hvedekorn indtager en hel særlig plads i det danske litteraturlandskab, det er muligheden for at falde over den nye intensitet, det nye store, eller bare: noget godt, man ikke havde set komme.
Endnu kortere er Søren Emil Alstrups (89) debutbidrag, to opskrifter på henholdsvis en ”Samtale-krimi” og en ”Kogebog-noir”. Det er da meget sjovt, men det er altid nemt at sparke til dem, der ligger ned (her er det ”1 stk. Johannes Møllehave i tern” der ligger ned). Alstrups bidrag er på grænsen til den platte skriveøvelse, men hiver den hjem på præcision.
Alligevel, må jeg sige, alle fem debutanter er berettigede til at blive trykt i bladet, ingen af dem falder igennem, først senere som Hvedekorn skrider frem, begynder tæerne at krumme. Louis Jensen for eksempel er klæbrigt livsklog, men reder så alligevel tre siders kortprosa-irritation ved at skrive: ”Jeg fødte den lille kvinde ud af anus”. (WTF?!)
De andre
Line Knutzon og Maje Aymo-Boot bidrager uden overraskelse med gode tekster. Dj Djuna Barnes digt-debuterer under fødenavnet Maria Gerhardt med langdigtet ”Tirsdagshammeren”, en bister variation over penismisundelse i snaksagelig stil. Dramatiker Jokum Rhode raver rundt på bunden af sin lurvet-pensionat-forblæst-banegård-stil i et kort prosabidrag, det er klassisk Rhode, men formen er mere sprængt, mere forvirret, desperationen klæder ham godt.
Lea Porsager (81) leverer nummerets ene kunstneriske bidrag, gådefulde rester fra en okkult perfomance, påkaldelsen af kunstneren og sektmedlemmet Jane Heap. Af alle tidsskriftets deltagerer er Porsager the one to watch. Hendes bidrag er simpelthen det bedste. Det er dragende og ildevarslende, Porsager arbejder med et fravendt mørke. Værket bliver en spejling af det underlige krat af udsagn, Porsager selv er stødt på i mødet med Jane Heaps sekteriske praksis.
Sætningens sejr
Der er mange udemærkede bidrag, som kan sluges uden klage, men gennemgående for flere er voldsomme svingninger i kvalitet og intensitet indenfor den samme tekst.
Louise Harbos (80) bidrag undrer jeg mig for eksempel meget over, det ene øjeblik vrøvles der upræcist, for så i næste sekund at begejstre med: ”at du føler dig som æble, løg eller æg modigt rapellende på hovedet / mod stedse jordslåede lyde”, fjollet enigmatisk jordslået alvor. Nå. Det samme gælder for Ida Monrad Graunbøl (81), hvis billeddannelser virker anstrengt ”vilde” for så midt i et digt overrumplende at fastslå: ”og pludselig er du en lille kejser i en brainfuck”. Måske hele tidsskriftets bedste sætning?
På den måde sætter Hvedekornslæsningen, næsten ved et tilfælde, sætningen i centrum. Jeg ender med at læse efter de gode sætninger, efter Mirian Due Steffensens (82) bon mot: ”Tilgivelse er som rynkecreme.”Av. Man ved aldrig rigtig om det virker? synes resonansen at blive. Sætningslæsning kan være god for poesiforståelsen, tror jeg, ingen koder skal afkodes, eller hensigter gennemskues, bare sætning for sætning må glimte stærkt eller matteret. Et par alperoser og en ok vits.
