"I hastigt mod siger man noget om en bog, inden man for alvor har sat sig ned med den. Man siger noget, som man gætter på er rigtigt, blandt andet noget, som man tror, at den, man taler med, gerne vil høre. Men når man siden hen læser teksten ordentligt, må man erkende, at det, man sagde, var forkert. Der indtræder da en fysiologisk reaktion. Man vrider sig, det prikker i kroppen, indtil man har fået sagt, hvad man egentlig mener. Noget af det samme oplever man, når der er opstået en alment udbredt vurdering af en bog, en vurdering, som man efter endt læsning, synes er aldeles fejlagtig. Det er et fysisk ubehag, som om man var tvunget til at fjerne noget klistret fra huden for udtrykkeligt at tage af afstand fra den etablerede mening, om så bare over for nogle fortrolige. Som kritiker skal man være bevidst om, at ens opfattelse ofte ligger som en klistret masse på andre menneskers kroppe, så bliver man ikke forundret over sin svigtende popularitet. En rigtig kritiker skal være et permanent hygiejneproblem for vanetænkende mennesker."
You said it, Engdahl!
