Presseteksten til min bog er endt med følgende ordlyd:
En lyrisk og temperamentsfuld samling om grøn uld og om at løsrive sig fra rollen som ung pige uden at vide, hvad man ellers kan være.
Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige til, eftersom der er en særlig skrap omskrivning af hvad jeg foreslog, men jeg foreslog selvfølgelig også, at forlaget kunne tilføje som de ville.
Her er i stedet forslag til andre mulige og måske mere rammende (eller minus rammende) pressetekster, som jeg har fiflet med her i min umådelige overspringshandlende søndag:
Forslag nr. 1
Hvad kan man bære i munden? En mørk hersker, som et hårspænde, en artighed som en mørk hersker. Omverden såvel som det skrivende jegs egen person viser sig som et uigennemskueligt krat, der vokser i en skandinavisk lysning, ikke uden en vis skandinavisk gotik, eller bare en gotik, der også er anatomiens og abortens skyggefulde leg med hinanden. Det medfører en tæring, en genskabelse af sig selv i en lang tæring. Pigesind må bukke under for pigesind. Slim og pop. Kød og papirklip.
Forslag nr. 2
Hvad er det for et halvmørkt køkken, pigen kommer fra, hvor dejklumpen stille ælter sig selv som et tandhjul? Hvad gemmer sig under hjertets forhud, af aldrig så snart er det søde? Hvor mange piger tager det at skrive kroppen rød? Hvilken form antager det røde, det hvide, det grønne, det sortbrune og det lilla? Kan man genskabe sig selv i en lang march, i en lang tæring? Er man allerede så voksen som man kan blive i sit pigesind? Hvad er en attentatflæse? Hvem bærer skorpionungerne på ryggen?
Forslag nr. 3
En digtsamling om at blive voksen. Det kan godt være svært. Den handler også om farver og krop og ting. Man behøver ikke nødvendigvis at forstår det hele. Haha. Lol.
Ja okay, så kunne jeg ikke rigtig mere. God søndag og glædelig jul.
