onsdag den 30. maj 2012

Okay, så Danmark har længe været skandinavisk mester i dårlige og pinligt dårlige bogforsider.
Et fremragende eksempel på forholdvis fordummende forsider kan ses i de visuelle oversættelser af svenske Sara Stridsberg og Mara Lees romaner, to meget alvorlige bøger om destruktiv femininitet (og meget andet) = det er klart det skal være pink. Her er de svenske originaludgave til venstre og de danske udgaver til højre:

Det er dejligt, at danske forlag og oversættere vil bruge tid og tanke (og penge) på at oversætte de svenske romaner og gøre dem (endnu mere end hvis man bare læser dem på svensk) tilgængelige for den danske læsere, men om jeg fatter, at der ikke også bliver brugt noget tid på at oversætte og viderlevere bøgernes grafiske udtryk. Et omslag er en del af en bogs paratekst, det er med til at give værket betydning, ligesom det påvirker vores læsning af et værk, når vi kan se hvor tyk eller tynd pågældende bog er og så videre og et cetera, og jeg gider ikke engang at gå i dybden med det i dag, hvor jeg skal stryge skjorter og vaske op, men hvor blev jeg vred og mismodig, da jeg, efter først at have glædet mig til at genlæse Mara Lees virkelig gode roman Salome på dansk, og efter at jeg havde beundret den smukke, svenske bog, med sit alvorlige, næsten saglige, som min kæreste sagde, omslag (tv.), til at se hvad det danske forlag Rosinante fandt på, indtil jeg i går modtog en pressemail med denne forside (th.) vedhæftet, og så bare døde lidt i designhjertet, OMG, det er groft og slemt, men frem for alt er det som at stirre ind i kapitalismens uintelligente åsyn:

Shame on you, Rosinante, og shame on norske forlag Cappelen Damm, der også udgiver bogen med den 90'er naive storcenter-grunge æstetik. Det værste der findes er kapitaliseret grunge, det er det værste for mig.