Så sidder jeg her i Oslo til poesifestival, og i formiddags var jeg nede og købe lørdagens udgave af den norske avis Klassekampen. Der havde jeg nemlig min norske avisdebut med en klumme, eller spalte som det hedder på norsk, eller måske det egentligt er et essay, om vejret (min vigtigste klummeingrediens) og om Ursula Andkjær Olsens nye fantastiske digtsamling Det 3. årtusindes hjerte. Tak til Klassekampen for at oversætte(!) og trykke mig! Der er et par forskelle mellem den danske og den norske udgave, men jeg har sat det danske forlæg ind her på bloggen.
Oktober. Raseriet er svangert med selvhad i den danske
digter Ursula Andkjær Olsens nye bog om graviditetens skyggesider.
Hvad skal man med hjertet? Det er en
kiste. ”Alt blod er
lige gammelt, kun hjerterne er nyere og nyere / katakomber.”
Sådan skriver den danske digter Ursula Andkjær Olsen i sin nyeste
digtsamling Det
3. årtusindes hjerte,
der udkom her i starten af oktober, hendes syvende bog, som jeg
begynder at læse en morgen i stolen ved vinduet, og teen har brændt
mig på tungen. En voldelig selvudslettelse kan i Andkjær Olsens bog
fungere som en form for rensning. Her brænder sorgen så rasende, at
den truer med at udradere den sørgende, og den sørgende må
genopstå, forhærdet og fuld af had:”Målet
er altid snarere at begå overgrebet end at være offer for det,”
står
der. I centrum af bogen står et jeg, der har sat i
hvert fald ét barn i verden, men som også har aborteret spontant
flere gange, et snærrende hjerte,
et
mørkets skød. Moderskabet er i det hele taget et dybt problematisk
sted at være for dette jeg, og Andkjær Olsen vender vrangen ud på
moderskabet, på den svangre krop.”Jeg
skal få dig til at være en, du hader at være”
sådan lyder et digt i sin fulde længde, en enkelt sætning på
siden, henvendt til læseren, til barnet, til den elskede, til den
skrivende selv.
Her på
skolen, hvor jeg underviser, i den endnu lyse oktober, er markerne så
tomme nu. Det store kastanjetræ begynder at tabe sine blade,
banaliteten i det, en uldfrakke man har forlagt. Ting af uld man
finder frem fra bagerst i skabet. Det begynder så; det er sæsonen
for uld, og den tørre hud breder sig i min kærestes ansigt, fordi
han nægter at bruge fugtighedscreme, det begynder ved næseroden,
fra pletten mellem hans øjne, og breder sig, han nægter at blødgøre
sit ansigt. Eleverne på mit skrivehold skriver irriterede tekster,
jeg har bedt dem om at skrive om junkfood og accesories, om popkultur
og hyacinter. Så tæt på irritationen ligger selvhadet, det
klistrede, eleverne når næsten derhen, og tør så ikke alligevel.
De står og tripper i døråbningen til den gode tekst, jeg
skal får dig til at være en, du hader at være, så må du se din
egen banalitet i øjnene, så må du skrive om den gang, du græd,
fordi du fik en billig gave til jul, og hvor tårerne sved af vrede
og skam, ude i bryggerset, hvor du gør dig færdig, så du ikke skal
bakse med gråden senere, i familiens midte, dine fingre er kolde og
du kæmper med en rullesmøg, dit lille fuck you, før du går ind i
stuen igen, den gyldne, og så smilende du er, dit karamelliserede
ansigt, du gnider det mod fællesskabet som mod en pude.
Hos Ursula Andkjær Olsen: Selvhadet og
en næsten ubærlig smerte. Smerten er en grim plet på din blege
flade, det smertefulde som smuds. Her har vi ønsket om uddrivelse
hos Andkjær Olsen, selvhadet og hadet som direkte flugtruter ud af
sorgen. Raseriet over, at jeg stadig sørger, raseriet over, at jeg
skal til det igen, at jeg bærer rundt på dette fjerne indre, det
ødelagte og svagelige, at jeg ikke kommer mig,
og også midt i alt dette hos Andkjær Olsen: raseriet over at være
indviklet i et kapitalistisk system. Et system der er overvægtigt
med kultur, raseriet over at være en krop, som reproducerer og
sætter børn ind i dette system. Og raseriet, måske endnu mere,
over at være en krop, der igen og igen fejler i sin reproduktion,
som taber de børn, den bærer på, for tidligt, bløder dem ud,
indhylder dem i RED stråleglans, i rødt og klistret: ”Dig
har jeg tabt, det var som et nederlag, / og dig har jeg tabt, det var
som et nederlag, // alt det jeg har været svanger med, / og som jeg
har tabt, er et nederlag smurt ind i RED / and counting.”
Digtsamlingen
fremfører det paradoks, at ”man skal skilles ad, før man kan
mødes.” At barnet skal forlade morens krop, før de to kan
møde hinanden. ”Jeg
er huset, du er i mig,” som
der står. Et nærmest dæmonisk beskyttende moderinstinkt fører
digtene helt ind i volden: ”Målet
er, at mit afkom skal være hensynsløst, brutalt og frygtløst, at
mit afkom skal træde ude af enhver situation som hersker.” Men
det er en vold, der både slår ud mod omverden og ind ad mod sig
selv. Det er et raseri, der spytter på sig selv, et selvhadende had.
Jeg tænker på min egen mor, om hun har haft denne oplevelse, at
vi skulle skilles for at mødes, det er en svimlende tanke at tænke,
da jeg møder hende på fortovscafeen, hun skubber sine solbriller op
i panden og afslutter sit telefonopkald. Det svulmende ved hendes
sorte dynejakke. Det gyldne oktoberlys står ned ad gaden, den friske
vind, dagen rør ved mine øjne. Den lille park på den anden side af
gaden, børnene der løber der, rygvendte børn, som vi ikke kender,
deres svedige nakker, deres korte råb.