Olga Ravn debuterede i år med den bemærkelsesværdige digtsamling; Jeg æder mig selv som lyng. Digtene, der til dels er en hilsen til Tove Ditlevsens Pigesind, dissekerer den unge kvindekrop med en abort som omdrejningspunkt - beskrevet klinisk og fuld af fremmedgørelse, når sproget barberes ned til skrøbelig usammenhængende narkosetale:
”… og småt blankt stikke i røde døgn røde og er tyveriet i hånden, og brystets græmmelse, når brystet indtræffer, bliver bryst (under hånden). Alene og uden røddøgnet unøgen utøj mig.”
Men også sært sorgfuldt og nænsomt:
”gå din vej bleggrimt, omskær dig selv ind i nabokøkkenvinduets lykke, hey, at tillade denne ynk, denne ynkede puppe, istappepuppen,”
Kroppen og dens væv og væsker er næsten fysisk tilstede på siderne. Både hos de to elskende, i abortens blod og afviste mælk og i det historiske afsnit om kirurgen sir Astley Cooper, der indsamler brystvorter og dissekerer alt han kan få fat i.
Nok skaber den sproglige videnskabelige undersøgelse af kroppen en distance til den, men samtidig et stærkt nærvær, det er den virkelige krop der stikkes og skæres i, der lækker af udflåd og affald. Det er kroppen som uromantisk biologisk materiale, og så mennesket der fægter rundt indeni. Det er kroppen i al sit uperfekte organiske sammenfaldne materiale, her er ingen ekkoer af kroppens fremstilling i det offentlige rum som skønhedsideal eller veltrænet perfektion, eller det er måske netop det der er i Ravns debut, når man læser afsnittet Reklamepigebarnet:
Nok skaber den sproglige videnskabelige undersøgelse af kroppen en distance til den, men samtidig et stærkt nærvær, det er den virkelige krop der stikkes og skæres i, der lækker af udflåd og affald. Det er kroppen som uromantisk biologisk materiale, og så mennesket der fægter rundt indeni. Det er kroppen i al sit uperfekte organiske sammenfaldne materiale, her er ingen ekkoer af kroppens fremstilling i det offentlige rum som skønhedsideal eller veltrænet perfektion, eller det er måske netop det der er i Ravns debut, når man læser afsnittet Reklamepigebarnet:
”vi gik spørgsmålsløse ind i et offentligt rum, hvor et retoucheret pigebarn var det fælles begærsidol (…) kroppens handling kunne ikke sammenlignes med hovedets plakatknep”
Jeg æder mig selv som lyng er stramt skrevet og skæv af selvopfundne ord, den er relevant og energisk i sin vekslen mellem et sært forvirret raseri og en kølig selvdissekerende observeren.
En smukt gennemtænkt debut.
Stine Pilgaard, Klaus Høeck og Kim Leine har også modtaget præmieringer i denne omgang. Tillykke til dem også!
