Nå okay, men på torsdag genudgives Vita Andersens to første bøger med et forord jeg har skrevet fra min nedtrykte sommer. Læs Vita! Læs Vita! Kh det litterære reklamebureau

Og her er lige et uddrag fra mit forord, de første 10-20 linjer eller so:

Da jeg skulle skrive forordet til Vita Andersens to første boger, digtsamlingen Tryghedsnarkomaner og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk! fra henholdsvis 1977 og 1978 befandt jeg mig i en af årtiets varmeste somre med en slem lungebetændelse og var netop blevet forladt af min kæreste. At skrive dette forord virkede næsten umuligt. Indtil jeg indså, at jeg befandt mig i en af de samme situationer som Vita Andersens karakterer.

Som de børn og kvinder, der befolker Andersens digte og noveller stod jeg på ingen måde i en magtposition. Jeg var på mange måder ynkelig, havde på mange måder intet at skulle have sagt. Som den forelskede kvinde i det første digt i Tryghedsnarkomaner stod jeg udenfor min elskedes hus og kiggede ind. Jeg var blevet vraget, og som jeg sad midt i det svedende, overophedede bibliotek i Nordvest og skrev de første noter til dette forord, i den gyldne, nybyggede kasse, hvor solen hældte sit varme, filtede lys ind over etagerne som en slags stikkende æggeblanding, i højsommeren, mens jeg forsøgte at leve op til min forpligtelser og deadlines, slog mit hjerte sin egen parole igen og igen: jeg kan ikke, jeg kan ikke. Jeg svedte det hele ud gennem ansigtet. Jeg indså, at jeg simpelthen var en Vita Andersen-karakter. Forladt, skrantende, presset af ydre forpligtelser i den heftige sommer. Jeg købte en grøn polkaprikket kjole på udsalg, jeg ikke havde råd til det, jeg vidste ikke, hvorfor jeg købte den, mine bryster var ikke rigtig store nok til at udfylde udskæringen, jeg vidste ikke, om det var i solidaritet med de andre Vita Andersen-karakterer, at jeg tog den med hjem, eller om det var et heldigt sammenfald. Er der ikke noget ved ensomheden, der driver én til store indkøb?