Krigens er et af årets mest bemærkelsesværdige debuter. På trods af sin gennemgående alvor er romanen gennemsyret af den eufori, der rejser sig fra dens sprudlende sproglige arbejde og som ofte skrider ud i underspillede komiske områder. Her på bloggen fortæller Vucina om Henrik Have og arbejdet med debuten.
Hvilke litterære inspirationskilder har du haft, mens du skrev Krigens? Og hvad og hvem inspirerer dig nu?
Jeg ville et sted hen hvor man vender virkeligheden ryggen, finder verden i en detalje og lader den være udtømmende. Den oplevelse fik jeg, da jeg læste Lautreamonts Maldorors Sange. Den er absolut, brutal, lidenskabelig og ærlig. Michel Foucault ledte mig på sporet og han gav mig nogle redskaber til at læse tekster som en bevægelse der skal opleves snarere end forstås.
Jeg er ikke inspireret for tiden. Men lige nu læser jeg en bog af en fransk historiker, Alain Corbin, der hedder The Village of Cannibals – Rage and murder in France, 1870. Og så bryder jeg min hjerne med Theophanis Melas’ underfundigheder.
Hvor lang tid tog det at skrive Krigens?
Min tidsfornemmelse ligger på et meget lille sted, men jeg mener jeg startede i 2006.
Min tidsfornemmelse ligger på et meget lille sted, men jeg mener jeg startede i 2006.
Hvordan har det været at udkomme på Afterhand?
Henrik Have er min engel. Jeg bøjer mig i støvet. Han var min mentor længe før jeg vidste hvem han var. Han læser med hjertet, umiddelbart og rent. Og så er han ikke til falds for navne, titler og strømninger. Mathias Kokholm er ovenud sympatisk, jordnær og blottet for arrogance. Havde det ikke været for Afterhand, var jeg ikke berettiget til at udtale mig til dig, eftersom Krigens nok ikke ville være udkommet.
Hvad kan det pjattede indskud?
Enten understreger det alvoren eller også er det irriterende. Jeg har ikke tænkt, at jeg ville være pjattet og har heller ikke tænkt i baner af at lette teksten, men nogle af scenarierne og monologerne bliver trukket derud hvor det bliver for meget og dermed måske komisk.
Jeg opfatter Krigens som, bl. a., meget musikalsk. Hvordan tænkte du, i arbejdet med Krigens: rytme, klang, bogstavsrim og så videre?
Jeg er glad for, at du opfatter Krigens som musikalsk.
Jeg er glad for, at du opfatter Krigens som musikalsk.
Musik øger min modtagelighed og var en vigtig indgang, da jeg skrev den. Ord kan være en fysisk oplevelse, der bevæger, farver, ekskluderer og ødelægger - især hvis handlingen holdes i en tilpas afstand, så den ikke dikterer og indsnævrer oplevelsen.
Man kan tune ind på en musisk kvalitet ved ord. Og det kan være en behagelig flugt fra alle de ord vi normalt omgiver os med, der vil have os til at forstå tingene på en bestemt måde inden for bestemte rammer. Jeg bliver træt, når jeg læser bøger der har sat sig for at indramme sandheden om verden – hvad enten det drejer sig om personlige erfaringer med for eksempel kærlighed, sygdom, død eller bøger der vil fortælle hvordan det i virkeligheden var i Middelalderen. Og jeg bliver træt, når jeg læser anmeldelser der vurderer en litterær tekst ud fra dens sandhedsværdi: Hvor meget af dig, er der i det du skriver? Hvor tæt på sandheden er det der står? Jeg kan lide litteratur der fører mig et sted hen jeg ikke vidste jeg kunne komme hen, så jeg mister mit analytiske greb.
Hvem taler i Krigens?
Det gør jeg.
Hvad vil du gerne skrive næste gang?
Noget der gør ondt og efterlader læseren stum.
Skal du hjem til jul?
Jeg skal ikke så langt. Jeg holder jul med den del af min familie der bor i København.
Det lille interview med Naja Vucina Pedersen er tredje del af en portrætrække, der fortsætter året ud. Læs også om Cecilie Lind og Anders Haahr Rasmussen.
