Her er en dum selskabsleg, jeg har med mig selv. Det gælder om at skifte ordet "krop" ud med noget andet i Kirsten Hammanns digt: "Jeg er så træt af min krop". Det er en apatisk selskabsleg på en måde, en slags apati over at arbejde for meget uden at anmeldelserne bliver trykt, arbejde for meget, så man ikke kan koncentrere sig og som konsekvens kun skriver dårlige digte om røde krebs for eksempel, og arbejde for meget, når man er på ferie, og familien vil have én med til minigolf og så fucke det minigolf totalt op for sig selv og så tage hjem, stirre på skærmen, skrive en masse og så få at vide, vi har udsat udgivelsen af tidsskriftet til august, alt det man sender ud i verden til en læser, som ikke når frem, min mor citerer ofte en psykiater, jeg besøgte engang, for at sige, at man arbejder så meget på noget, man sender ud i verden, men man får aldrig samme mængde af reaktion tilbage som den tid man har brugt, det er hun meget tilfreds med det udsagn. Så har jeg min selskabsleg.
Jeg må opdrage
og kommandere
og tale hårdt
Pludselig drikker hun af en forkert flaske
eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale
Har vi været på en tur i parken
bliver hun siddende på bænken
så jeg må tilbage og hente hende
Hun er i alle henseende barnlig og urimelig
jeg kan snart ikke være hende bekendt
Hvilken plage er det ikke
at se hende fægte og skabe sig
Så er det mad
MAD, hun vil ha' mad!
eller varme, søvn
alt for dyre og lange brusebade
populærmusik, drikkegilder
romantiske øjeblikke
hun kan bruge mange timer
på at lade som om hun forplanter sig
og så er det hjertet
det er gået i stykker
en eller anden ligegyldighed har trampet på det
hvor er det dog kedsommeligt
og alligevel føler jeg en vis omsorg
hun er så blodig og banal
hun ved ikke hvad hun skal stille op med sig selv
det bekymrer mig
hun bliver bare ældre og ældre
og snublende
Og selvfølgelig:
Jeg er så træt af min poetik
Jeg må opdrage
og kommandere
og tale hårdt
Pludselig drikker den af en forkert flaske
eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale
Har vi været på en tur i parken
bliver den siddende på bænken
så jeg må tilbage og hente den
Den er i alle henseende barnlig og urimelig
jeg kan snart ikke være den bekendt
Hvilken plage er det ikke
at se den fægte og skabe sig
Så er det mad
MAD, den vil ha' mad!
eller varme, søvn
alt for dyre og lange brusebade
populærmusik, drikkegilder
romantiske øjeblikke
den kan bruge mange timer
på at lade som om den forplanter sig
og så er det hjertet
det er gået i stykker
en eller anden ligegyldighed har trampet på det
hvor er det dog kedsommeligt
og alligevel føler jeg en vis omsorg
den er så blodig og banal
den ved ikke hvad den skal stille op med sig selv
det bekymrer mig
den bliver bare ældre og ældre
og snublende
Av. Det er stadig et skidegodt Kirsten Hammann-digt. Nat, vil du putte jord i min mund. Nå. Det var bare det. Hej hej!
******
UPDATE: LOL! Da jeg udgav indlægget kom den her google-add op:
