I anledningen af Testrups ugekursus Tag og læs! i januar (be there next year or be square!) interviewede jeg Mette Moestrup, som optrådte på kurset, til et kort q&a til Femina. Min redaktør, som de fleste andre magasin-redaktører (det er min sparsomme erfaring), er virkelig glad for at redigere, der bliver altid skåret og klippet helt vildt, på informeren ændrer de næsten aldrig andet end overskrifter og de der små overskrifter på afsnittene, som jeg ikke har gået på journalisthøjskole og lært hvad hedder, men altså som de altid ændrer, og forbløffet er man jo over det, men jeg ville jo nok selv gøre det samme, hvis jeg var redaktør, tænker jeg (jeg ville helt sikkert gøre det samme en gang imellem, he magt). Nå, anyway. Derfor blev Moestrup-interviewet kortet gevaldigt ned og grundet det sædvanlige post-roderi, der optræder under en flytning, fik jeg aldrig tilsendt det Femina-nummer som Mette var med i. Nå. Men altså, men lange (efter dameblads-standarder) og fine svar kom hun med, som jeg tiggede redaktøren om at bringe i deres fulde længde. Jeg hørte aldrig fra hende angående det, så interviewet blev jo sikkert kortet ned til segmentets normale størrelse, og altså, med andre ord, gik man glip af de gode svar i deres fulde længder (først skrev jeg fulde længsler, ha), og derfor kommer det altså her som en slags bonusmateriale:
Hvordan fungerer din hverdag som både mor og digter?
Det sjove er, at selvom jeg har skrevet digte, siden jeg var purung, så sprang jeg først ud som offentlig digter, da jeg blev mor. Jeg var gravid, da jeg debuterede. Da jeg skrev på min anden digtsamling, Golden Delicious, var min søn lille, og arbejdsrytmen hang uløseligt sammen med hans rytme. Da min søn var 3 år, blev jeg skilt fra hans far, og nu er min søn 11. Så de sidste mange år har jeg i hverdagen været alene med ansvaret for at skabe trygge rammer omkring hans opvækst. Det kan godt være en udfordring, både økonomisk, praktisk og mentalt. Økonomisk lever jeg fra hånden til munden, som man siger. Praktisk er jeg ikke just en husalf. Mentalt kræver min skrift frihed og spænding. Men at der så 9 ud af 14 dage må og skal være fokus på min søns behov giver min rastløshed og udlængsel en modstand, som jo faktisk giver mange, lange, rolige skrivenætter. På grund af ham bliver jeg simpelthen nødt til at sidde stille! Jeg synes faktisk, det er en perfekt balancegang mellem tryghed og spændning. Det kan sagtens lade sig gøre at være alenemor og digter, det er jo på en måde en uhørt luksus. Men det skal så også lige siges, at min søns far er super og bor lige om hjørnet. Det er lidt en kliché, men det ER vigtigt at vælge faderen til ens barn med omhu. Så kan man altid fucke op bagefter, haha.
Jeg kommer forresten i tanke om, at jeg engang i Stockholm, det var i forbindelse med en poesifestival, kørte i taxa med Inger Christensen. Det var kort efter, at jeg var blevet alenemor, det kendte hun jo alt til. Og hun sagde noget i stil med, at så må man finde en måde at skrive på, der passer til den måde man lever på. Det føltes som en stor støtte.
Hvor skriver du henne?
For tiden skriver jeg mest hjemme – i mit køkken, som er en rodet, trashet rygerzone! Jeg skriver også, når jeg rejser, har altid en notesbog med i tasken. Da jeg tit er i Sverige, skriver jeg tit i Sverige, fx. Og i toge. Det er godt, at jeg fra min lejlighed har udsigt til toge og banelegemer, det gør mig tryg. Jeg elsker at skrive under transport og i transit. Jeg er vild med at være på vej fra et sted til et andet. Måske fordi jeg opfatter skrift som forvandling.
Hvad læser du lige nu?
Virginia Woolfs “Orlando” igen-igen – om digteren, som skifter køn fra mand til kvinde. Ursula LeGuins sciencefictionroman “Mørkets venstre hånd” om androgyne væsner, der skifter køn cyklisk. Ingeborg Bachmanns “Malina”, et østrigsk mesterværk fra 1971, som burde blive oversat til dansk NU. Da den ikke er spor plotstyret, kan jeg godt afsløre, at den slutter med ordene: “Det var mord.” Jeg læser også i min gamle litteraturhistorielærer Frits Andersens “Det mørke kontinent – Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.” Jeg koncentrerer mig for tiden tekster, som afslører løgnen om, at nogle mennesker skulle være mere egentlige end andre.
Hvad glæder du dig til i det kommende år?
At rejse til New York sammen med Line Knutzon, hvor vi så skal bo hos Naja Marie Aidt – vi er ved at skrive en bog om frihed sammen, nemlig. Og at følge SHE’S A SHOW’s flow, o. Og til – forhåbentlig - at få samlet den store bunke digte, som har hobet sig op. Mere generelt glæder jeg mig til en masse møder med levende mennesker med køn og hjerner. Som dansk borger glæder mig også til, at vi forhåbentlig får en mindre fremmedfjendsk regering.
Hvilke tendenser kommer vi til at se mere til i det kommende bogår?
Protester. Manifester. Utopier, fx i nye, syrede sciencefictions. Tematiseringer af køn, seksualitet og etnicitet i nye, hidtil ukendte former. Appelsiner i turbanen. Abstraktioner i organisk natur. En anderledes nøgtern centrallyrik: brysters tyngde bl.a. Endnu flere forskellige performative og tværæstetiske tiltag. Det vil sige blandinger mellem tekst, musik og krop i rum. Her tænker jeg jo nok på det, man kalder smal eller eksperimenterende litteratur: Poesi og prosa, som ikke nøjes med at gentage det, vi allerede allesammen kender til bevidstløshed. Kort sagt tror jeg på en sulten spørgen til muligheder for nye fællesskaber. Ellers: Ingen tvivl om at der fortsat også vil blive skrevet masser af krimier og underholdningsfiktion og fred være med det. Hvad krimierne angår, håber jeg på krydsninger med undergangsfortællinger og fremtidsforestillinger, altså noget, der rækker ud over den evindelige trækken energi fra kvindelig - ellers bliver det altså snart for kedeligt. Jeg er træt af at læse om døde kvinder. Jeg vil hellere læse om levende mennesker.
Mette Moestrup barsler i øvrigt snart med en ny digtsamling: SORT TREKANT. Til litteraturfestivalen Cph. litt i næste uge spiller hun sammen med Miriam Karpantschof, som hun har duo'en SHE'S A SHOW med, (det er dem på billedet, foto: Kajsa Gullberg).
Hvordan fungerer din hverdag som både mor og digter?
Det sjove er, at selvom jeg har skrevet digte, siden jeg var purung, så sprang jeg først ud som offentlig digter, da jeg blev mor. Jeg var gravid, da jeg debuterede. Da jeg skrev på min anden digtsamling, Golden Delicious, var min søn lille, og arbejdsrytmen hang uløseligt sammen med hans rytme. Da min søn var 3 år, blev jeg skilt fra hans far, og nu er min søn 11. Så de sidste mange år har jeg i hverdagen været alene med ansvaret for at skabe trygge rammer omkring hans opvækst. Det kan godt være en udfordring, både økonomisk, praktisk og mentalt. Økonomisk lever jeg fra hånden til munden, som man siger. Praktisk er jeg ikke just en husalf. Mentalt kræver min skrift frihed og spænding. Men at der så 9 ud af 14 dage må og skal være fokus på min søns behov giver min rastløshed og udlængsel en modstand, som jo faktisk giver mange, lange, rolige skrivenætter. På grund af ham bliver jeg simpelthen nødt til at sidde stille! Jeg synes faktisk, det er en perfekt balancegang mellem tryghed og spændning. Det kan sagtens lade sig gøre at være alenemor og digter, det er jo på en måde en uhørt luksus. Men det skal så også lige siges, at min søns far er super og bor lige om hjørnet. Det er lidt en kliché, men det ER vigtigt at vælge faderen til ens barn med omhu. Så kan man altid fucke op bagefter, haha.
Jeg kommer forresten i tanke om, at jeg engang i Stockholm, det var i forbindelse med en poesifestival, kørte i taxa med Inger Christensen. Det var kort efter, at jeg var blevet alenemor, det kendte hun jo alt til. Og hun sagde noget i stil med, at så må man finde en måde at skrive på, der passer til den måde man lever på. Det føltes som en stor støtte.
Hvor skriver du henne?
For tiden skriver jeg mest hjemme – i mit køkken, som er en rodet, trashet rygerzone! Jeg skriver også, når jeg rejser, har altid en notesbog med i tasken. Da jeg tit er i Sverige, skriver jeg tit i Sverige, fx. Og i toge. Det er godt, at jeg fra min lejlighed har udsigt til toge og banelegemer, det gør mig tryg. Jeg elsker at skrive under transport og i transit. Jeg er vild med at være på vej fra et sted til et andet. Måske fordi jeg opfatter skrift som forvandling.
Hvad læser du lige nu?
Virginia Woolfs “Orlando” igen-igen – om digteren, som skifter køn fra mand til kvinde. Ursula LeGuins sciencefictionroman “Mørkets venstre hånd” om androgyne væsner, der skifter køn cyklisk. Ingeborg Bachmanns “Malina”, et østrigsk mesterværk fra 1971, som burde blive oversat til dansk NU. Da den ikke er spor plotstyret, kan jeg godt afsløre, at den slutter med ordene: “Det var mord.” Jeg læser også i min gamle litteraturhistorielærer Frits Andersens “Det mørke kontinent – Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.” Jeg koncentrerer mig for tiden tekster, som afslører løgnen om, at nogle mennesker skulle være mere egentlige end andre.
Hvad glæder du dig til i det kommende år?
At rejse til New York sammen med Line Knutzon, hvor vi så skal bo hos Naja Marie Aidt – vi er ved at skrive en bog om frihed sammen, nemlig. Og at følge SHE’S A SHOW’s flow, o. Og til – forhåbentlig - at få samlet den store bunke digte, som har hobet sig op. Mere generelt glæder jeg mig til en masse møder med levende mennesker med køn og hjerner. Som dansk borger glæder mig også til, at vi forhåbentlig får en mindre fremmedfjendsk regering.
Hvilke tendenser kommer vi til at se mere til i det kommende bogår?
Protester. Manifester. Utopier, fx i nye, syrede sciencefictions. Tematiseringer af køn, seksualitet og etnicitet i nye, hidtil ukendte former. Appelsiner i turbanen. Abstraktioner i organisk natur. En anderledes nøgtern centrallyrik: brysters tyngde bl.a. Endnu flere forskellige performative og tværæstetiske tiltag. Det vil sige blandinger mellem tekst, musik og krop i rum. Her tænker jeg jo nok på det, man kalder smal eller eksperimenterende litteratur: Poesi og prosa, som ikke nøjes med at gentage det, vi allerede allesammen kender til bevidstløshed. Kort sagt tror jeg på en sulten spørgen til muligheder for nye fællesskaber. Ellers: Ingen tvivl om at der fortsat også vil blive skrevet masser af krimier og underholdningsfiktion og fred være med det. Hvad krimierne angår, håber jeg på krydsninger med undergangsfortællinger og fremtidsforestillinger, altså noget, der rækker ud over den evindelige trækken energi fra kvindelig - ellers bliver det altså snart for kedeligt. Jeg er træt af at læse om døde kvinder. Jeg vil hellere læse om levende mennesker.
Mette Moestrup barsler i øvrigt snart med en ny digtsamling: SORT TREKANT. Til litteraturfestivalen Cph. litt i næste uge spiller hun sammen med Miriam Karpantschof, som hun har duo'en SHE'S A SHOW med, (det er dem på billedet, foto: Kajsa Gullberg).
Læs flere spørgsmål og svar her:
