Julie Sten-Knudsen (f. 1984) debuterer med en bog til sensommeren (ca. august-september) på Gyldendal. Det er en digtsamling, og den hedder "Hjem er en retning".
Knudsen, som er bl.a. er medlem af digtergruppen Koordinat, har gået på den svenske skriveskole Litterär Gestaltning, som er en del af Göteborgs universitet. Jeg fangede hende i en kort korrespondance, hvor vi talte om hjemmet og jeget. Det kom der nogen eftertænksomme, nærmest rørende svar ud af fra Julies side, synes jeg. Hendes digt På badeværelset til højre om den gule rose (og sæden) er med i den kommende bog, men er desuden trykt i Forlaget Kronstorks Antologi 2010.
Okay, nu kommer du snart med en bog, hvad handler den om - helt kort?
Det her citat er fra et essay om Susan Howe af Lynn Keller og er taget helt ud af sin sammenhæng, men jeg tænkte meget på det, mens jeg skrev: ”powerful love felt toward someone or something that is also a source of one's oppression”. Jeg tror min bog handler om at prøve at definere sig selv, samtidig med at man bliver defineret af alle mulige andre mennesker eller instanser: ens familie og den historie man render rundt med, det samfund man lever i, det sprog man taler, og så videre.
Hvorfor har du bevæget det hen imod en form, som man måske, med mangel på bedre udtryk, vil kalde centrallyrisk? Eller er det netop centrallyrikken, der kan? Og hvad kan den i så fald? Og hvorfor blev den form nødvendig for dig?
Jeg skrev de første digte til bogen kort tid efter at jeg var startet på Litterär gestaltning. Jeg havde fået Mette Moestrup som vejleder, og hun lagde ud med en provokerende kritik, hvor hun sagde at hun ikke syntes, at mine digte handlede om noget. Hun opfordrede mig til at prøve at bruge noget personligt stof i mine tekster, men hun sagde også, at jeg måske ikke kunne bruge hendes råd, for ”nogle mennesker har jo ikke så meget med i bagagen.” Så tænkte jeg, at jeg fandme skulle vise hende, at jeg havde noget med i bagagen. Det kom der ret hurtigt en serie digte ud af. Det er jo langt fra altid sådan, når man får kritik, men Mette ramte noget, som jeg virkelig havde brug for at høre på det tidspunkt. Jeg havde trængt mig selv op i en krog, hvor det at skrive var så meget på liv og død, at der næsten ikke kunne stå noget i digtene. Og til at begynde med var jeg skeptisk over for, hvad jeg skulle med det personlige jeg, hvad det kunne sige. Jeg måtte tvinge mig selv til at skrive de mest banale ”jeg”-sætninger, som jeg kunne komme i tanke om. Jeg syntes de var latterlige, men det var også befriende. Med et personligt jeg kunne jeg pludselig skrive ”Bjarne Riis” og ”PIN-kode” og den slags larmende ord, som af en eller anden grund havde været umulige at bruge lige før. Måske fordi jeget blev en figur, jeg kunne lege med. Jeg kan bruge det på forskellige måder, tænke, føle, erindre og se med det, eller irritere og forstyrre det. Det er jeget, der kommer med digtets udsagn, ikke mig, selvom det er mig, der skriver jeg. Og så er det måske svært at komme uden om, hvis man skriver om erfaringen af at være et jeg i forhold til det, der gør og vil noget med mig (jf. mit forsøg på at forklare hvad bogen handler om).
Din bog skal hedde "Hjem er en retning", jeg forstår det også som et meget hjemløst udsagn, eller at man aldrig når hjem, eller at man først føler sig hjemme når man er i mellem steder. Hvad betyder stedet, eller hjemmet for dig? Eller hvad har det betydet for digtene i din bog? Føler du dig rastløs?
Ja, jeg forstår det på samme måde som dig – at hjem er mere en retning end et sted, og at man altid er i bevægelsen. I udsagnet ligger der også en drøm om at nå frem, men det kan man åbenbart ikke, om det så er fordi der ikke findes noget hjem, fordi man ikke kan komme derhen, eller fordi retningen hele tiden skifter. Jeg har selv haft mange forskellige steder jeg kaldte ”hjem”. Bogen handler om nogle af dem, men den handler måske mest om ikke at være hjemme.
Hvordan var det at gå på Litterär gestaltning?
Det var en vildt privilegeret tid. Jeg fik SU for at skrive, og så skrev jeg alt hvad jeg kunne. Samtidig var jeg med i en langvarig litterær diskussion med en lille gruppe belæste og begavede mennesker. Og jeg havnede midt i en samtale om svensk og norsk litteratur, som jeg bare kunne prøve at følge med i. Det betyder sindssygt meget at finde andre litterære verdener end den danske, ikke kun i bogform, men også at høre, hvordan man diskuterer litteratur andre steder og at møde forskellige forfattere i levende live. Og så var det selvfølgelig virkelig hårdt, indimellem kunne vi næsten ikke holde os selv og hinanden ud, men det glemmer man bagefter.
Julie Sten-Knudsen bor på Nørrebro.
Læs interviews med andre mennesker, jeg har talt med, her:
