Haha, jeg skal da også lige opdatere min blog:
Her er et billede af, hvordan staten ser Daniel Dalgaard og undertegende. Vi skal nemlig bidrage til et projekt med en litterær fortolkning af et brev fra SKAT. Disse navneskilte fik vi tildelt på pæn nøglesnor, da vi ankom, der var også de velkendte pindemadder med laks. Mums delikat. Nå.
Så var det inspireret af Sophie Calle, men de unge og begejstrede skattemedarbejder blev ved med at udtale det med tryk på det sidste E i ordet, således: CALLÈ, men det udtales altså med tryk på A, og undskyld skattemedarbejder for at jeg sådan peger jer ud, men det var nu nok lidt pinligt sådan ikke at vide hvordan man udtalte navnet, Callé, Callé, Callé, tag en pindemad blev de ved med at sige. Men jeg rettede dem ikke, det føltes alligevel ikke på sin plads at rette dem, ikke med alt det arbejde og deres autoritet og deres øjne og sådan de så os: digter, forfatter. Nu skal jeg skrive et digt om det brev, det bliver noget værre noget, jeg skal aflevere i morgen. Det bliver noget værre noget. Jeg skrev også en gang et digt til et Bibliotek, det skulle stå i en folder, man fik uddelt, når man skulle have et nyt pas eller sådan noget, og det skulle skrives specielt til dette formål. Det var altså bestillingsarbejde. Det blev noget værre noget. Her er digtet, der kan i selv se, satans, man jonglerer!
Her stod tidligere det digt, jeg talte om, men jeg er netop blevet informeret om, at det slet ikke er blevet publiceret endnu (som jeg først, uinformerede mig, troede). Derfor kan dette digt om at få et pas, og som indeholder ordet: "automatkaffe", først læses efter udgivelsen af pågældende kunde-information og det bliver til efteråret.
HA! siger jeg bare HA! over mig, det var satans. Vi ses og kh Olga
