Henrik Have er min engel

Til en eller anden fest havde Afterhands Mathias Kokholm kort fortalt mig om at spændende manuskript, han havde fået tilsendt af en ukendt, ung kvinde, som havde læst en gammel Afterhandbog og forelsket sig i forlaget. Det var sådan set det eneste, jeg vidste om Naja Vucina Pedersen (f. 1974), da jeg begyndte at læse Krigens. Det er måske ikke så mærkeligt, at man ikke kender noget til en forfatter, hvis bog man begynder at læse, men den måde Vucina skrev på talte lige ind i en samtale, som jeg ikke delte med særlig mange andre end mine bedste venner, og det var utroligt for mig, at Krigens sådan trængte igennem ud af ingenting, jeg vidste noget om, med et frygtløst sprog og et skræmmende voldsomt ambitionsniveau, som jeg både genkendte og beundrede hos andre forfatter som fx. Gertrud Stein (som, har det vist sig, Vucina aldrig har læst: "Jeg er bange for hende, men jeg tror, jeg er ved at være klar" siger hun).
Krigens er et af årets mest bemærkelsesværdige debuter. På trods af sin gennemgående alvor er romanen gennemsyret af den eufori, der rejser sig fra dens sprudlende sproglige arbejde og som ofte skrider ud i underspillede komiske områder. Her på bloggen fortæller Vucina om Henrik Have og arbejdet med debuten.

Hvilke litterære inspirationskilder har du haft, mens du skrev Krigens? Og hvad og hvem inspirerer dig nu?
Jeg ville et sted hen hvor man vender virkeligheden ryggen, finder verden i en detalje og lader den være udtømmende. Den oplevelse fik jeg, da jeg læste Lautreamonts Maldorors Sange. Den er absolut, brutal, lidenskabelig og ærlig. Michel Foucault ledte mig på sporet og han gav mig nogle redskaber til at læse tekster som en bevægelse der skal opleves snarere end forstås.

Jeg er ikke inspireret for tiden. Men lige nu læser jeg en bog af en fransk historiker, Alain Corbin, der hedder The Village of Cannibals – Rage and murder in France, 1870. Og så bryder jeg min hjerne med Theophanis Melas’ underfundigheder.

Hvor lang tid tog det at skrive Krigens?
Min tidsfornemmelse ligger på et meget lille sted, men jeg mener jeg startede i 2006.

Hvordan har det været at udkomme på Afterhand?

Henrik Have er min engel. Jeg bøjer mig i støvet. Han var min mentor længe før jeg vidste hvem han var. Han læser med hjertet, umiddelbart og rent. Og så er han ikke til falds for navne, titler og strømninger. Mathias Kokholm er ovenud sympatisk, jordnær og blottet for arrogance. Havde det ikke været for Afterhand, var jeg ikke berettiget til at udtale mig til dig, eftersom Krigens nok ikke ville være udkommet.

Hvad kan det pjattede indskud?

Enten understreger det alvoren eller også er det irriterende. Jeg har ikke tænkt, at jeg ville være pjattet og har heller ikke tænkt i baner af at lette teksten, men nogle af scenarierne og monologerne bliver trukket derud hvor det bliver for meget og dermed måske komisk.

Jeg opfatter Krigens som, bl. a., meget musikalsk. Hvordan tænkte du, i arbejdet med Krigens: rytme, klang, bogstavsrim og så videre?
Jeg er glad for, at du opfatter Krigens som musikalsk.

Musik øger min modtagelighed og var en vigtig indgang, da jeg skrev den. Ord kan være en fysisk oplevelse, der bevæger, farver, ekskluderer og ødelægger - især hvis handlingen holdes i en tilpas afstand, så den ikke dikterer og indsnævrer oplevelsen.

Man kan tune ind på en musisk kvalitet ved ord. Og det kan være en behagelig flugt fra alle de ord vi normalt omgiver os med, der vil have os til at forstå tingene på en bestemt måde inden for bestemte rammer. Jeg bliver træt, når jeg læser bøger der har sat sig for at indramme sandheden om verden – hvad enten det drejer sig om personlige erfaringer med for eksempel kærlighed, sygdom, død eller bøger der vil fortælle hvordan det i virkeligheden var i Middelalderen. Og jeg bliver træt, når jeg læser anmeldelser der vurderer en litterær tekst ud fra dens sandhedsværdi: Hvor meget af dig, er der i det du skriver? Hvor tæt på sandheden er det der står? Jeg kan lide litteratur der fører mig et sted hen jeg ikke vidste jeg kunne komme hen, så jeg mister mit analytiske greb.

Hvem taler i Krigens?

Det gør jeg.

Hvad vil du gerne skrive næste gang?

Noget der gør ondt og efterlader læseren stum.

Skal du hjem til jul?

Jeg skal ikke så langt. Jeg holder jul med den del af min familie der bor i København.

Det lille interview med Naja Vucina Pedersen er tredje del af en portrætrække, der fortsætter året ud. Læs også om Cecilie Lind og Anders Haahr Rasmussen.

Glædelig Lucia!

Skandale at Glenn bliver glemt!

Bukdahl giver sit bud på årets bedste bøger, det vil jeg også, også fordi han er helt gal på den. Præmissen er at man kun nævner bøger, man har læst. Det giver jo god mening.

I vilkårlig rækkefølge:

Naja Vucina Pedersen: Krigens

Sara Stridsberg: Darling River

Harald Woetmann: Vågen

Glenn Christian: Ruben (HVORDAN KAN ALLE PRISUDDELERE HAVE GLEMT DENNE BOG?!)

Helene Hegemann: Axolotl Roadkill

Alt det fantastiske uudgivede mine venner og bekendte har skrevet har også i år udgjort mange store litterære oplevelser

Hans Otto Jørgensen: By og hest

Ida Marie Hede: Seancer

andre gode danske bøger, der udkom i år:

Amalie Smith: De næste 5000 dage, Jens Blendstrup: Bombaygryde, Dennis Gade Kofoed: Superhelte i det hele taget, Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet, Marina Cecilie Roné: Det skete, Martin Johs. Møller: Skusepilleren der forsvandt, Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede etc.

Her er de bøger, jeg har læst i år, som ikke er fra i år, men som har haft vild betydning for mit 2010:

Paul Celan: etterladt og Du behøver hvert strå

Francoise Sagan: Farlig sommerleg

Bachelard: The Poetics of Space

Hans Bellmer: The Doll

Agamben: Undtagelsestilstand

Imre Kértesz: De skæbneløse

Tove Ditlevsen: Barndom, Ungdom og Gift

Suzanne Brøgger: En gris der har været oppe og slås kan man ikke stege

Unica Zürn: The Man of Jasmine

Blanchot: The Writing of the Disaster

Duras: Yann Andréa Steiner og Emily L.

Wittgenstein: Remarks on Colour

Aischylos: Orestien

Christa Wolf: i live

Miriam Toews: Livet som det kunne have været

Iris Murdoch: The Bell

Jag skriver i dina ord (Svensk antologi om fransk poesi)

Gertrude Stein: Useful Knowledge og What she sees when she shuts her eyes

Jeg ville gerne sige noget om Josefine Klougarts roman og det vilde glamour det er, at hun er blevet nomineret til Nordisk Råd, men jeg har ikke læst hendes bog endnu. Jeg synes nu nok, de også som en tredje nomineret skulle have instillet Glenn Christian.

Det var lige umiddelbart, hvad jeg kunne komme i tanke om, hej!

En lidt typisk rastløs periode

En Haahr Rasmussen-artikel har næsten altid et nuanceret greb om en køns- queer- race- minoritetsrelateret situation eller noget den retning. Jeg vil falde så langt ind i de journalistiske klicheers omfavnelse, og oprigtigt sige at Anders Haahr Rasmussen (f. 1979) er en ret unik figur i dansk journalistik. Med platform hos Informatin (læs hans blog: her) og DR, og en baggrund på bl.a. New School i New York, sprang Rasmussen ud som total sportsjournalist og fulgte i hælene på Caroline Wozniacki (jorden rundt inklusiv nogen rimelig vilde hotelværelser ifølge hans facebookupdates) i i hvert fald et år. Det har han skrevet en bog om: "Én bold ad gangen" (Gyldendal), som lige nu kan fås som julepodcast her. "Én bold ad gangen" er en utraditionel blanding af tennisnørderi og kønspolitisk historik fra tennisverdenen, og den ændrede mit syn på tennis fuldstændigt.

Her på siden taler Anders bl.a. om sine yndlingsblogs og om Francesca Schiavone vilde præstation til De Åbne Franske Mesterskaber.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Lige her på det seneste har jeg været inspireret af C Note, en ung jurist fra San Francisco, der skriver bloggen Forty Deuce, som handler om tennis på sådan en virkelig sjov og vidende og umiddelbar måde. Hun rammer en fed blog-stil, synes jeg, så det har jeg prøvet at lære af ift selv at blogge for Information, hvor jeg har haft lidt svært ved at ramme den der mere loose stil, så blogindlæggene og skriveprocessen kan adskille sig fra fx klummer i avisen.

Hvad læser du lige nu?
Det er sådan en lidt typisk rastløs periode. Jeg har gang i en række bøger, som jeg så hiver frem efter temperament. For tiden er det J.D. Salingers "Raise High the Roof Beam, Carpenters", Dy Plambecks "Texas Rose" og "Men speak out", som er en antologi med tekster skrevet af en masse forskellige mænd om køn, sex og magt redigeret af Shira Tarrant.

Hvilke blogs vil du anbefale?
Ja, altså førnævnte Forty Deuce, sføli, og hvis man er interesseret i tennis, så er Footfault.net også rigtig god. Jeg synes også Sociological Images er rigtig god, en god blanding af let blogsprog og sociologisk-akademisk analyse. Bully Bloggers som er skrevet af en samling queerteoretiske New York-universitetsfolk har også nogle spændende ting, og så kan jeg også godt lide Olivia Nordenhofs JEG HEDDER MIT NAVN MED VERSALER, gid hun skrev noget mere på den.

Hvor er herre- og dametennis på vej hen i en kønspolitisk sammenhæng?
Hmmm .... det lader til at være på vej i en lidt kedelig retning, i retning af noget forudsigeligt, strømlinet, hvor spillerne og spillet præsenteres i let fordøjelige bite-sizes, helst uden alt for kantede personligheder eller afvigende kønsroller, så der appelleres til så bredt et (købestærkt) publikum som muligt. Det afspejler sig både i spillestil og medieoptrædener -- en vis ensartethed synes at brede sig. Det risikerer nemt at blive en sport fyldt med optrædener, som er nemme at holde af, men svære at elske.
Når det så er sagt, så er jeg nødt til lige at nævne Francesca Schiavone, der vandt De Åbne Franske Mesterskaber i år -- hun er sin egen. Vidunderlig.

Hvem vil du gerne møde i en tenniskamp?
Torben Ulrich. Det har jeg haft lyst til siden, jeg interviewede ham for et par år siden. (Læs interviewet her). Han er 82 år gammel, men spiller vist stadig. Jeg gad rigtig godt opleve hans livsfilosofi overført til spilsituationer.

Hvad vil du gerne skrive næste gang?

Ja, det spørger min redaktør også om. Ham har jeg heller ikke kunne give noget svar.

Hvordan var det at gå på New School?
Det var helt vildt fedt, også fordi universitetet har samarbejdsaftaler med de andre store universiteter i området, NYU, Columbia, Rutgers, så der var virkelig frit valg på alle hylder af fag og forelæsninger af de selvsamme folk, der skrev de allerfedeste bøger, vi læste. Meget inspirerende. Og så ligger det jo i New York, som jeg blev rigtig glad for. Og så var jeg heldig nok til at få legater nok, så jeg ikke behøvede at arbejde 30 timer om ugen ved siden af studierne, som mange af mine medstuderende var nødt til. Shit, de var pressede.

Skal du hjem til jul?
Nja, altså jeg skal til Bornholm, hvor min familie har sådan et gammelt husmandssted, som min mormor og morfar boede i, da de levede. Der har vi holdt jul i mange år. Det føles lidt som at komme hjem.

Miniinterviewet med Anders Haahr Rasmussen er anden del i en portrætrække her på bloggen, der fortsætter året ud. Læs om Cecilie Lind her.