Midt i vores allesammens opgaveskrivning bringer bloggen her et interview med litteraturkritikeren, litteraten og alt muligt andet og mere Tue Andersen Nexø (f. 1974). Anmelder på information og forskende ude på KUA og far til et par tvillingepiger (lol, et par tvillingerpige, redundant, men jeg har ingen andre løsninger). Jeg kan informere om, at Tue, var den første, der plantede ideen om at være anmelder i mit hoved til et eller andet litterært arrangement en gang (og faktisk husker jeg tydeligt, at dette arrangement var en Hvedekornsreception på Ideal bar, Vega, Enghavevej og at vi alle sammen (os såkaldte unge, fattige digtere i hvert fald) var gået ind og havde bedt om to store drinks i den frie bar (der kun var fri en time endnu), så godt dækket ind med drikkevarer stod vi på fortovet udenfor og spillede fandango. Men i hvert fald faldt jeg i snak med Tue, som forslog dette, at jeg burde prøve at skrive anmeldelser, og det var en stor ting for mig, så jeg husker denne aften (det var ikke blevet mørkt endnu, lad os sige det var: på cirka denne årstid, lige før sommeren) tydeligt.) Nå. Tue fremførte til den efterhånden af andre grunde små-sagnomspundne Blå Port-fødselsdag i en paneldebat også lige den ide, at forfattere selv godt kunne bedrive mere kritik og analyse i offentligheden i form af tekster som ikke nødvendigvis arbejdede skønlitterært. Jeg synes det er fornuftigt. Man kan godt gemme sig bag en frihed, som fx. er kunstnerisk. Nå, men så forsøgte jeg, i denne lille q&a, at få ham til at sige noget om, hvorvidt anmeldelsen skal være politisk, men enten forklarede jeg mig ikke klart nok, eller også undvigede han åle-let dette spørgsmål, og det er jo også et svar i sig selv, og mange ville jo nok sige: at selvfølgelige er den det, fordi den forholder sig til værket og verden og den slags. Og så kan jeg jo bare sige: nåh ja, okay. Her kommer Tue:
Hvad er det bedste ved at være litteraturkritiker og hvad er det værste?
Jeg kan godt lide hastigheden i det og at folk reagerer på det, jeg skriver. At være del af en samtale om de nye danske bøger. Og så kan jeg godt lide friheden i avisanmeldelsen, man kan starte hvor som helst fra, man skriver om hele sin oplevelse og alle de overvejelser den sætter i gang. Og med hele sit sprog som begrebsapparat.
Men det stjæler min tid og mine ideer. De ender som bisætninger i en anmeldelse, ideerne, de kunne være blevet mere. Eller måske er de helt til hest. I anmeldelserne dukker de op og forsvinder, de bliver ikke tænkt færdig.
Hvor skal kritikerens jeg være, når han skriver en anmeldelse?
Mest i tonefaldet, tror jeg, og i en vilje til at forholde sig til bøgernes grundlæggende ærinder. Orker jeg det her projekt, hvilke muligheder ser jeg i det? Den slags.
Ikke at man ikke må bruge ordet jeg, det er fint nok, men jeg er skeptisk over for den situerede anmelder, der begynder at optræde som en narrativ skikkelse i sin egen tekst. ”Jeg læste denne bog, netop da min skilsmisse var ved at gå igennem, og derfor berørte den mig” osv. Det er sådan en billig måde at producere interesse og troværdighed på. Og så er det uærligt, som om man ikke alligevel iscenesætter det jeg, man skriver frem, vælger ubekvemme ting fra osv.
Er det muligt at se nogen form for strømninger i den nye danske digtning og i så fald hvilke?
Mange er vel optaget af Mikkel Thykiers pamflet, også fordi den formulerer en poetik omkring den DIY-bevægelse, der har været i gang et stykke tid. Ellers ved jeg det ikke. For halvandet år siden troede jeg vi var på vej hen mod en ny fåmælthed i lyrikken, men den holdt ikke. Kvinder og trodsig sex, var det ikke det Information skrev? Og så det at digte med forholdsord – arven fra Lars Skinnebach er massiv, synes jeg.
Hvorfor er du så vild med Brechts politiske digte?
Jeg ved ikke om jeg er så optaget af Brechts konkrete politiske udsagn. Brecht tilbyder en model for, hvordan digtning – og især digtets stemme og anslag - kan se ud, som slet ikke er færdig. At digtets arena er den politisk-historiske samtid, at digterjeget ikke optræder dér ansporet af ”personlige” eller af biografiske grunde, men simpelthen fordi det er dér, han – hans tanker, følelser, engagement - befinder sig. Det private liv dukker kun op, når Brecht er i eksil. Den politiske kamp og dens historiske horisont, det er det egentligt menneskelige for ham. Det er en vild tanke for os i dag.
Og så er der en formel præcision hos ham, som udspiller sig på nogle andre akser end vi er vant til. Det handler om at lægge til rette, bygge op, forsinke og udløse. Det handler om at bruge digtet til at skrive enkle udsagn, der har store mentale konsekvenser – ikke om at skrive sansenært eller sprogets materialitet eller at skrive vilde metaforer eller den slags.
Hvordan fungerer din hverdag som både far og litterat litteraturkritiker mm?
Den fungerer sådan, at jeg reelt kun har tid til to af de tre ting: børnene, det akademiske liv, litteraturkritikken. Og eftersom jeg vil have tid til børnene – børn er kærlighed, men de er også en forpligtelse - bliver de to andre ting sjoflet på skift. Eller, sjoflet, jeg undlader at gribe nogle muligheder, jeg burde gribe.
Det sværeste er de lange forskningstræk. Man kan ikke komme hjem og lege hver eftermiddag, når ens hoved er fuld af forholdet mellem fiktionalitet og politisk engagement. Eller hvad man nu har på dagsordenen.
Hvad læser du lige nu?
Udover alt det med arbejdet – 1700-tals romaner og satirer, politisk filosofi fra samme periode, de bøger jeg skal anmelde – så er jeg lige gået i gang med P. G. Wodehouse. Det er virkelig sjovt på en meget piberygende måde. Det er også virkelig ... uambitiøst er ikke det rigtige ord, men smalsporet. Han spiller helt perfekt på en meget lille sproglig frekvens. Men det er fedt, det er comfort reading.
Tue Andersen Nexø bor på Frederiksberg.
Flere spørgsmål og svar:
