MOTHBALLING from amalie smith on Vimeo. Høretelefoner anbefales.
De er ikke altid i centrum, men der optræder ofte maskiner på den ene eller den anden måde i det du laver. Eller noget maskinelt måske, noget maskinelt i værkets periferi. Nogen gange bliver det skrevet sammen med kroppen og/eller kærligheden, fx. i videoen "NÅR MAN IKKE KAN NOGET, MÅ MAN VÆRE PARAT TIL ALT". Hvad kan de maskiner? Hvad er det for en autoritet de har?
I mange af dine film arbejder du med voice over. Det minder mig lidt om nogle af Duras' film. At der er to niveauer på den måde. Hvad er det den voice over kan, eller, hvorfor blev den form nødvendig?
Mit indtryk er at du er meget produktiv, eller i hvert fald arbejder meget, hvordan arbejder du?
Jeg interesserer mig bl.a. for kontrol og det at miste eller afgive kontrol, og der er maskinen en meget brugbar figur, der rummer begge dele.
Teksternes maskiner kan nok læses som abstraktioner af menneskelige funktioner, hvilket selvfølgelig er håbløst personificerende, men de er samtidig noget radikalt andet og utilnærmeligt, noget ikke-menneskeligt. Jeg interesserer mig også for menneskekroppen som maskine og det utilnærmelige og ikke-menneskelige, der er i den.
MOTHBALLING er en uhyggelig film synes jeg, angst. Den røde skærm, den hviskende stemme. Der er også et meget stærkere selvbiografisk (eller i hvert fald forholds-orienteret) element i filmen end i mange af dine andre film. Hvordan arbejder man med et jeg i en film? Det jeg man kender fra dine tekster fx, hvordan kommer det til udtryk i en film? Hvor befinder jeget sig?
Jeg er ikke sikker på det. Jeg har i det hele taget haft svært ved at overflytte tekst-jeget til billedkunsten, for her forstår man jeg-figuren helt anderledes konkret end i litteraturen. Det føles meget skrøbeligt at bruge den. Det er klart, at den akustiske stemme er en afgørende forskel mellem bog og film, fordi den vidner om en krop og et biografisk jeg. Men selv stemmen er vel fiktiv i en eller anden grad, vi modulerer den hele tiden på forskellige måder til forskellige sammenhænge.
Jeg er ikke sikker på det. Jeg har i det hele taget haft svært ved at overflytte tekst-jeget til billedkunsten, for her forstår man jeg-figuren helt anderledes konkret end i litteraturen. Det føles meget skrøbeligt at bruge den. Det er klart, at den akustiske stemme er en afgørende forskel mellem bog og film, fordi den vidner om en krop og et biografisk jeg. Men selv stemmen er vel fiktiv i en eller anden grad, vi modulerer den hele tiden på forskellige måder til forskellige sammenhænge.
Jeg tror, der i teksten og bogen ligger en helt anden ubestemmelighed, end der gør i kunstrummet, det er nok det der med, at man ”fremkalder” ordene selv, når man læser med sin egen indre stemme. Det lyder meget banalt, men jeg ved ikke, om jeg kan komme det nærmere på nuværende tidspunkt.
Det er ikke vigtigt, om det er mit jeg, det er mere bare ’et jeg’, der taler. Jeg ønsker at se jeget som et fælles pronomen. Det er klart, at ’jeg’ i udgangspunktet er i ental, men det er med jeget som interface, at vi møder verden, det er min/din/vores indgang. Jeg tror ikke, vi undgår de problemstillinger, jeget rejser, ved bare at udelade det. Vi må tale et sted fra, fra en krop og et køn blandt andet, men vi må selvfølgelig også forsøge at komme videre, ikke stoppe ved jeget.
I mange af dine film arbejder du med voice over. Det minder mig lidt om nogle af Duras' film. At der er to niveauer på den måde. Hvad er det den voice over kan, eller, hvorfor blev den form nødvendig?
Da jeg først begyndte at føje tekst og video sammen var det for at kunne åbne et større rum mellem de to medier, end jeg kunne åbne i dem hver for sig. Jeg arbejdede meget didaktisk med materialet og prøvede forskellige muligheder af, hvad sker der, hvis billede og tekst taler med og mod hinanden og hvad med lyden osv.
I ’De næste 5000 dage’ var jeg også meget optaget af at åbne rum og muligheder op, men jeg tror, det er på tide, jeg begynder at lukke nogle af dem igen. MOTHBALLING indeholder nogle forsøg på det.
I ’De næste 5000 dage’ var jeg også meget optaget af at åbne rum og muligheder op, men jeg tror, det er på tide, jeg begynder at lukke nogle af dem igen. MOTHBALLING indeholder nogle forsøg på det.
Voice overen interesserer mig (i sidste halvdel især) som en menneske-maskine konfiguration, der knytter kameraets øje sammen med stemmen og får skabt en mediekrop. Der bliver talt på tværs af linsen og på tværs af tiden, fra det tekstlige nu til det billedlige før, og også den anden vej. Voice overen afsøger nok det tidslige spænd, som ligger i al filmproduktion, det som gør filmen til et grundlæggende nostalgisk medium.
Mit indtryk er at du er meget produktiv, eller i hvert fald arbejder meget, hvordan arbejder du?
Jeg arbejder i høj grad på tvivl, og på en fornemmelse af, at det ikke er helt godt nok. Det er en frygtelig, men effektiv drivkraft. Og inden i den er der nok en kerne af tryg forladen sig på sproget og materialet. Og inden i den endnu en kerne af tvivl osv.
Hvordan bliver du inspireret og af hvad?
Jeg leder altid efter et eller andet, for tiden leder jeg fx efter sammenhænge mellem bog og udstilling, og jeg er også interesseret i allegorien som begreb i kunst og litteratur. Hvis jeg fornemmer, at nogen eller noget kan give mig et nyt perspektiv på det, så bliver jeg vild.
Hvad læser du lige nu?
Lige nu læser jeg Marguerite Duras’ Green Eyes, en samling tekster om film og om at lave film. Jeg havde meget høje forventninger, for jeg synes, der sker nogle spændende ting i de tekster, hvor hun skriver om sine film og teater, fx i forordet til Le Navire Night og i efterordet til Sygdommen Døden. Det når et sted hen, hvor teksten holder op med at være tekst og ligesom bliver mørklagt, en bagomtekst, en karakter som filmmanuskriptet også har.
Jeg tror, jeg havde håbet at høre hende tale mere om forholdet mellem billede og tekst, men hun skriver mest om det franske filmmiljø, og at hun har mødt Godard, og de kørte i bil sammen. Men der er en helt fantastisk tekst om Students-Writers Action Committee i ’68, som jeg ikke vil glemme.
Amalie Smith bor på Nørrebro. Læs og se mere på hendes hjemmeside amaliesmith.dk
Amalie Smith bor på Nørrebro. Læs og se mere på hendes hjemmeside amaliesmith.dk
Flere spørgsmål og svar:
